EU's Sakharov-pris går til tidligere sexslaver hos IS

EU's menneskerettighedspris går til to yazidi-kvinder, der har været holdt fanget af Islamisk Stat.

Nadia Murad Basee Taha tilhører yazidierne i Irak, og hun har sammen med Lamiya Aji Bashar modtaget EU-Parlamentets Sakharovpris, fordi de er blevet offentlige fortalere for kvinder, der har været udsat for seksuel vold af Islamisk Stat. Nadia Murad Basee Taha er her på besøg hos den græske præsident, Prokopis Pavlopoulos, i december sidste år. (Foto: © YANNIS PAVAGOPOYLOS, Scanpix)

EU-Parlamentets menneskerettighedspris, Sakharovprisen, går i år til yazidierne Nadia Murad Basee og Lamiya Aji Bashar, der har været fanger og tidligere sexslaver hos Islamisk Stat.

De to kvinder er blevet offentlige fortalere for kvinder, der rammes af Islamisk Stats seksuelle vold.

De tilhører yazidierne, en religiøs minoritet i Irak, der har været udsat for massiv forfølgelse af Islamisk Stat.

- Det mod, som disse to kvinder repræsenterer, er helt ubeskriveligt, siger EU-Parlamentets formand, Martin Schulz.

De to prismodtagere så deres fædre og brødre blive slået ihjel, da Islamisk Stat invaderede byen Kocho i Irak i 2014.

Alle unge kvinder, herunder Lamiya Bashar, Nadia Taha og deres søstre, blev bortført, købt og solgt flere gange og udnyttet som sexslaver.

Under massakren mistede Nadia Taha seks af sine brødre og sin mor, der blev dræbt sammen med 80 ældre kvinder, der i følge IS ikke længere har seksuel værdi.

Lamiya Bashar og hendes seks søstre blev også udnyttet som sexslaver. Hun blev solgt fem gange blandt de militante oprørere og blev tvunget til at fremstille bomber og selvmordsbælter i Mosul.

Efter måneder lykkedes det dem at flygte, og i dag bor de i Tyskland.

/ritzau/