Et rødhvidt dannebrogsflag toner frem foran dig.
Så begynder det at ryste og vibrere. Det deler sig og afslører to fyldige baller. Det danske nationalsymbol er i virkeligheden malet på en twerkende bagdel.
Så er vi ligesom i gang.
Rapperen Nikoline har før skabt røre i den danske andedam med videoerne 'Sut Min Klit' og 'Flertallet er dumme'.
Nu er hun klar til at provokere igen med sin nye video 'Danskhed'.
Lyt til 'Sut min klit', mens du læser videre.
- Lige nu oplever jeg, at Danmark er meget splittet. Alle råber og ingen lytter. Vi skændes om indvandrere og 'danskhed' i stedet for at samles om at løse de store problemer, der vedrører os alle, siger Nikoline i en pressemeddelelse om sin nye video, der kan ses her.
Dr.dk har forsøgt at indhente en kommentar fra Nikoline om den nye video.
Hvad er det for nogle problemer, du vil adressere med videoen?
- Se den og find ud af det, lyder det kortfattede mailsvar fra Nikoline.
I videoen ser man blandt andet Nikoline vaske sig med en flæskesteg, man ser Louise 'Twerk Queen' Kjølsen twerke med Dannebrog malet på numsen, og man ser dansere i alle afskygninger strippe på rad og række - forklædt som danske toppolitikere.
Udover at bade i flæskesteg og udstille politikerne som prostitutionsparate strippere, så omgiver Nikoline sig i videoen også med to personer, der i pressemeddelelsen bliver beskrevet som 'vestindiske sukkerslaver'.
Og endelig står forfatter Knud Romer undervejs i videoen i front for en stor demonstration med sygeplejersker, klimaaktivister og studerende.
Ekspert: Nikoline slår et slag for køn og mangfoldighed
Vi har spurgt Julie Rokkjær Birch, direktør for Kvindemuseet i Danmark, hvad Nikolines formål er med 'Danskhed'.
- Hendes formål er at ruske op i de vanetænkninger, vi har om, hvad der er dansk. Hun er jo dybt provokerende, idet hun får Twerk Queen til at 'moone' med det danske flag. Samtidig slår hun et slag for køn, mangfoldighed og kropspositivitet.
Hun mener, at 'det virker stærk at bruge et kunstnerisk udtryk til at stille spørgsmål til store og svære emner'.
- Personligt synes jeg faktisk, at formen er meget humoristisk – og budskabet positivt. Hun rapper om at være 'fælles om lykken' og siger 'stop med at bruge danskhed som ammunition'. Ingen går fri i hendes fremstilling; det er mere et systemkritisk opråb – og det er altid sundt for et demokrati, mener museumsdirektøren.
Sagde 'luk røven' til radioværter
Og Nikoline er da også vant til at skabe debat med de 'systemkritiske opråb', hun tidligere er kommet med.
Hun er både blevet politianmeldt på grund af sin video til 'Flertallet er dumme' (hun blev dog ikke sigtet), og trak sidste år overskrifter med sin video til 'Sut min klit'.
Heri optrådte blandt andet filmproducenten Peter Aalbæk Jensen, modellen Oliver Bjerrehuus og skuespillerne Ditte Hansen og Louise Mieritz, som også har brugt nummeret i filmen 'Ditte & Louise'.
Hun satte dog for alvor ild i medierne efter sin medvirken i radioprogrammet 'Shitstorm' på P1.
Undervejs skændtes Nikoline højlydt med værterne Mads Aagaard og Abdel Aziz Mahmoud, inden interviewet til sidst afbrudt af værterne og ordene 'Luk røven' fra Nikoline, der forlod studiet i vrede.
Kan lede til eftertanke
Nu er hun så klar med en ny video, der ifølge Julie Rokkjær Birch nok skal 'lede til eftertanke' igen.
- Jeg byder jo for det meste provokationer velkommen, siger museumsdirektøren og uddyber:
- De kan lede til saglig diskussion, eftertanke og forandring – og er måske også en ventil i den forstand, at frustration har godt af at komme ud i det åbne og ikke ulme under overfladen.
'Danskhed' er instrueret af Nikoline selv og er filmet af den danske filmfotograf Manuel Alberto Claro, der også filmede Lars von Triers seneste film 'The House That Jack Built'.