http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5b6a9fc56187ac0c9876fd09
- Den her koncert er pludselig blevet en hel anden, end da vi bookede den for lang tid siden.
Ordene kommer fra Dúné-forsanger Mattias Kolstrup på Smukfest, hvor bandet spillede en af deres allersidste koncerter.
For få dage siden kom det nemlig frem, at det succesrige band går hver til sit efter 17 år på landevejen.
Rørt forsanger slutter med manér
Det var forsanger Mattias Kolstrup, der tog den endelige beslutning, og det var tydeligt at se, at han gav den alt, hvad han havde, og nød at stå på scenen sammen med de andre bandmedlemmer.
Flere gange lagde han hænderne bag hovedet og kiggede rørt ud over det ellevilde publikum, der trodsede regnen, der stod i lårfede stråler, og dansede og sang med på hits som 'Dry Lips', 'Heiress of Valentina' og '80 Years'.
- Det har ikke regnet i tre måneder, og så sker det nu. Ha ha, jeg synes faktisk det er lidt fedt, lød det fra Matthias Kolstrup, da regnen begyndte at sile ned.
- Vi er Dúné i hjertet
For Jesper Jensen og Emil Højgaard var Dúné-koncerten på Smukfest en helt speciel oplevelse. Begge drenge er nemlig fra Skive-egnen, og de var begge ved at revne af stolthed.
- Vi er fra Skive, og det er den fedeste koncert, jeg nogensinde har hørt. Jeg er så stolt over dem. Vi er Dúné i hjertet. Mattias (forsanger Mattias Kolstrup, red.) er jo for sindssyg. Og så er han en af de lokale gutter, lød det begejstret fra Jesper Jensen, inden Emil Højgaard supplerede:
- Det var så fedt, at det begyndte at regne, og der var sindssygt meget gang i den heroppe foran.
Begge gutter er mega ærgerlige over, at Dúné har valgt at stoppe. Faktisk så ærgerlige, at de ikke helt vil acceptere det.
- Vi accepterer ikke, at de stopper. Selvfølgelig gør vi ikke det. Men hvad skal vi gøre?, spørger Emil Højgaard.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5807462fa11f9f1300c4cf95
- Sørgeligt de går hver til sit
En anden, der havde en kæmpe fest foran Stjernescenen, var 32-årige Maria Møller fra Aarhus.
- Det var en mega, mega fed koncert, selvom det regnede. Det er utroligt, at det slet ikke har regnet i tre måneder, og så åbner himlen sig pludselig på vid gab.
Hun er også ærgerlig over Dúnés opløsning, men hun tror dog på, at bandet snart finder sammen igen.
- Det er sørgeligt, at de lige om lidt går hver til sit, men jeg giver dem allerhøjest fem år, så er de sammen igen, lød det 32-årige Maria Møller.
Dúné går på scenen for sidste gang den 25. august, hvor de spiller i Vega i København.