Når det store indsamlingsshow Hjælp Nu! løber af stablen på søndag, er otte korrespondenter fra DR og TV2 klar til at rapportere direkte fra nogle af de områder, hvor flygtninge fra Syrien er taget til.
Blandt andet vil DRs Mellemøsten-korrespondent Puk Damsgård befinde sig i Tyrkiet, hvor mange syrere er flygtet til.
- Krigen i Syrien er ikke ny. Den har varet i fire et halvt år. Der er løbende kommet flygtninge, først og fremmest til nærområderne og særligt Tyrkiet, fordi krigen især har raset i det nordlige Syrien, som grænser op til Tyrkiet, siger hun til dr.dk.
De kommer ingen vegne
Når vi ser syrere komme fra Tyrkiet ind i Europa, er det for manges vedkommende noget tid siden, de er flygtet fra Syrien. Mange syrere er flygtet over grænsen illegalt, og derfor har de begrænsede muligheder i Tyrkiet, fortæller Puk Damsgård.
- Jeg kender flere syrere, der har opholdt sig i Syrien i tre år, og som netop har taget flugten til Europa, fordi de ikke har nogen fremtid i Tyrkiet. De kan ikke være en del af systemet. De kan ikke gå på universitetet. De kan ikke få et arbejde.
- Mange flygter til Europa, fordi udsigterne for fred i Syrien er så lange, og fordi deres liv bare er sat på standby. De kommer ingen vegne. Og de kan ikke vende hjem, siger hun.
Livet i lejre er ikke sjovt
Der er stor forskel på, hvordan syrerne har det i Tyrkiet. Nogle syrere er så heldige at have fundet en billig lejlighed. Nogle bor privat hos folk, de kender, mens mange bor i lejre, siger Puk Damsgård.
- I nogle af lejrene i Tyrkiet er forholdene ret gode for en lejr, hvor der er rindende vand, men det er selvfølgelig ikke sjovt at bo i en lejr. I andre lejre er det noget mere interimistisk, siger hun.
Hjælpen er en brandslukning
Hjælpen på søndag kan være med til dulme, men problemet vil på ingen måde være løst, pointerer Puk Damsgård.
- Hjælpen kan lindre på flygtninges situationen, men det er jo brandslukning i forhold til det, de i virkeligheden vil – nemlig gerne at ville hjem – og det kan de ikke, før der bliver fred i Syrien. Hvis problemet skal løses, så er det fred i Syrien, der skal til.
Tv2s Cecilie Beck og DRs Kåre Quist er værter for indsamlingsshowet, der samsendes på DR1 og TV 2 søndag klokken 20.00-23.00. Indsamlingen er kommet i stand på kort tid i tæt samarbejde med 12 nødhjælpsorganisationer for at hjælpe flygtninge fra Syrien.