Der blev fyret massevis af krudt af nytårsaften.
Men den største bombe af dem alle blev smidt under dronning Margrethes nytårstale. Det var nyheden om, at hun træder tilbage som dronning den 14. januar og overlader tronen til kronprins Frederik.
Og bomben var ekstra sprængfarlig, fordi den bryder med en årelang tradition om, at man er kongelig, til man dør. Dronningen har tidligere selv understreget, at det er sådan, et royalt liv er strikket sammen.
- Traditionen i Danmark er jo den, at opgaven som landets overhoved, dronning i mit tilfælde, den har man for livet, sagde hun i DR-dokumentaren ’Kongehuset indefra’ fra 2010.
Men nu har tingene ændret sig, forklarer historie- og kongehuskorrespondent i DR Cecilie Nielsen:
- Det er simpelthen hendes helbred. Hun satte også ord på det i talen, at det her handler om, at hun har været igennem en meget omfattende rygoperation tidligere på året, siger hun og forsætter:
- Og den anledning har ligesom skabt en eftertænksomhed hos hende, om hvordan den sidste tid af hendes liv faktisk skal foregå. Og der har hun altså valgt, at nu er tiden inde til, at hendes søn kronprins Frederik tager over.
Tilbage i 2010 understregede dronning Margrethe 2., at hun forbliver dronning, indtil nu dør. Fra dokumentaren 'Kongehuset indefra'. Sort/hvide stills: Les Kaner. Artiklen fortsætter under videoen.
En glidende overgang
Selvom nyheden kom som en stor overraskelse, så mener Cecilie Nielsen, at processen med at videregive jobbet som regent til kronprins Frederik har været en glidende overgang.
- For det første har det været tydeligt, at kronprinsparret har taget over på rigtig mange forskellige pligter. De har blandt andet stået for udenlandsrejserne på det seneste, siger hun og fortsætter:
Et andet eksempel, ifølge Cecilie Nielsen handler om andre kongelige begivenheder. Da kong Charles eksempelvis blev kronet i England i maj, var det også var kronprinsparret, der var afsted.
- Og det var det simpelthen, fordi dronningen ikke var frisk nok efter den operation, hun havde været igennem, siger hun og fortsætter:
- På den måde har det igennem længere tid simpelthen været lagt fast, at de skulle mere og mere ind og overtage de her forskellige pligter. Derfor kommer det her til at være en meget langsom glidende overgang fra det ene til det andet.
Dronning Margrethe meddelte i sin nytårstale i går fra Christian IX's Palæ på Amalienborg Slot, at hun vil træde tilbage. Artiklen fortsætter under videoen.
Hvad skal der nu ske?
Vi ved ikke meget om, hvad der kommer til at ske de næste 14 dage. Men der er ikke noget, der ser ud til at have ændret nytårstraditionerne i kongehuset.
- Så vi står med et taffel i aften og med kure de næste par dage. Så på den måde er der noget, der altid vil ske i kongehuset til nytår, og som også sker nu for sidste gang med dronning Margrethe som regent, siger Cecilie Nielsen og fortsætter:
- Og ellers ved vi faktisk ikke, hvad der kommer til at ske. Det, der er blevet meldt ud, er, at der den 14. januar vil være statsråd på Christiansborg, og derefter vil det være helt naturligt, at der herfra foregår en proklamation, som vil udråbe Frederik til Frederik den 10.