Dronningen gør Mylle til Ridder af Dannebrog

Jørgen de Mylius har en særlig gave med til dronningen, når han mandag bliver udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Jørgen de Mylius vil lytte efter stærke omkvæd i det kommende Melodi Grand Prix. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, DR)

I 50 år har han introduceret alt fra pop, rock and roll og Grand Prix-musik for danskerne, og derfor udnævner dronning Margrethe på mandag Jørgen de Mylius til Ridder af Dannebrog.

Danmarks vel nok mest kendte Grand Prix-vært fik allerede den royale besked i maj, og han glæder sig meget over, at han fra mandag kan kalde sig ridder.

Opture og nedture

- Jeg har oplevet både op- og nedture - også i DR, fordi det jeg lavede, ikke altid blev modtaget lige godt, siger han og henviser til begyndelsen af sin karriere i DR.

- Jeg gik meget mod strømmen og kæmpede for at gennemføre noget, som førte til en vis modstand i pressen og dem, som var ældre. Også i DR blev der spændt ben, selv om det også var DR, som bad mig om at lave det, jeg gjorde.

Det er ikke første gang, at en fra Mylius-familien skal på fint besøg hos kongefamilien. Jørgen de Mylius' tiptipoldefar blev adlet af Christian den 8., men det er trods alt første gang, når Jørgen de Mylius besøger dronningen mandag.

Tager Elvis-billede med til dronningen

- Når jeg møder dronningen, vil jeg give hende et billede fra dengang, hun mødte Elvis i USA. Dronningen og jeg var med, da SAS indviede den første direkte flyvning til Los Angeles, og i den anledning mødte vi Elvis i Hollywood, fortæller Jørgen de Mylius.

Der er 5967 personer, som er blevet udnævnt Ridder af Dannebrogsordenen - heriblandt filminstruktøren Susanne Bier og skuespilleren Lisbet Dahl.

Læs hele listen over ridderne her.