DR-direktør: 'Hvis du spørger mig her og nu, om vi vil indgå et samarbejde med Martin Brygmann i morgen, så er svaret nej'

DR kommer ikke til at samarbejde med entertainer Martin Brygmann i den nærmeste fremtid.

Martin Brygmann var sammen med Sofie Linde vært for MGP i 2014. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, DR)

Entertainer Martin Brygmann har haft mange opgaver i DR i løbet af sin karriere.

Han har fået danskerne til at grine med satiregruppen 'Det brune punktum' på P3, sunget med DR Pigekoret, været vært på store DR1-programmer som Dansk Melodi Grand Prix og MGP og underholdt ved utallige DR-shows.

Men DR kommer ikke til at tilbyde Martin Brygmann nye opgaver og samarbejder foreløbigt.

Det siger Henrik Bo Nielsen, der er direktør for DR Kultur, Børn og Unge. Han har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i et svar til DR Nyheder, at:

- Vi fører ikke lister over kunstnere, vi ikke vil samarbejde med. Samarbejder i DR bliver indgået på baggrund af en helhedsvurdering i den konkrete situation. Så hvis du spørger mig her og nu, om vi vil indgå et samarbejde med Martin Brygmann i morgen, så er svaret nej.

Direktøren tilføjer, at det er vigtigt, at alle medarbejdere overholder DR's adfærdskodeks.

- I arbejdet med vores adfærdskodeks, der blev indført i 2021, opfordrer vi løbende medarbejderne til at fortælle, hvis de oplever noget ubehageligt. Hvis der dukker henvendelser op, kan jeg garantere, at de vil blive taget alvorligt, understreger han.

Martin Brygmann var sammen med Tina Müller Dansk vært for Melodi Grand Prix i 2022, som blev afholdt i Boxen i Herning. (Foto: © agnete schlichtkrull, DR)

Ingen planer om at undersøge fortiden

Udmeldingen fra Henrik Bo Nielsen lander, efter at Martin Brygmann selv har gjort opmærksom på, at han er en af de anonymiserede mandlige artister i DR-dokumentarserien 'Sexisme i musikbranchen'.

I dokumentarserien fortæller otte kvinder uafhængigt af hinanden, hvordan de har oplevet grænseoverskridende og krænkende adfærd fra ham.

En kvinde fortæller, hvordan hun som 16-årig mødte ham på en produktion og efterfølgende havde et hemmeligt seksuelt forhold til ham. Andre fortæller, hvordan de har modtaget lumre og upassende beskeder fra ham.

Derudover står en af de kvindelige musikere frem med historien om, hvordan han under en arbejdstur rørte ved hendes bryster mod hendes vilje.

- Hver gang den slags vidnesbyrd kommer frem i lyset, giver det stof til eftertanke. Det er en påmindelse om, at vi hele tiden skal gøre os ekstremt umage for at skabe en kultur, der bygger på ordentlighed hele vejen rundt, skriver Henrik Bo Nielsen.

Mener du, at dokumentarserien giver anledning til at undersøge forhold på DR-produktioner, som Martin Brygmann har været en del af?

- Det har jeg på det foreliggende grundlag ikke planer om. Men der kan jo altid komme nye oplysninger.

Henrik Bo Nielsen vil dog ikke svare på, om DR tidligere har modtaget information om, at han skulle have været grænseoverskridende, når han har samarbejdet med DR.

Henrik Bo Nielsen har siden april 2019 været direktør for DR Kultur, Børn og Unge. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, DR)

Brygmann har selv aflyst kommende arrangementer

Martin Brygmann har på sine sociale medier fortalt, hvordan han selv har taget beslutning om at aflyse sine kommende arrangementer.

Entertaineren skulle blandt andet have optrådt på årets Smukfest i august. Men Brygmann skriver, at mediernes fokus på ham bringer hans samarbejdspartnere i en svær situation.

- Selvom flere af dem er klar over, at de fortalte historier har flere nuancer, har jeg besluttet mig for at holde en pause de næste måneder og aflyse mine arrangementer, lyder det videre fra Martin Brygmann i opslaget.

Martin Brygmann har også medvirket i en lang række DR-programmer om musik og humor. Her ses han i 'Dansk humors bedste', hvor danske komikere så nærmere på nogle af dansk komiks største hits. (© DR)

Martin Brygmann ønsker desuden ikke at fortælle sin side af sagen gennem pressen.

I weekenden kritiserede Martin Brygmann på sociale medier DR for at fastholde en historie "som tegner et billede af mig, der er meget langt fra, hvem jeg er". Han skrev blandt andet videre:

- Jeg har været blind for, at min ofte platte og flirtende humor, som er en del af mig både fagligt og privat, kunne opfattes anderledes og grænseoverskridende.

Du kan se dokumentarserien 'Sexisme i musikbranchen' på DRTV og andet afsnit bliver sendt i aften på DR1 kl. 21.25.

Du kan også lytte til podcasten -Vidnesbyrd - Sexisme i musikbranchen' i DR Lyd.