Disney Sjov lukker efter 31 år

Tv-institutionen bliver erstattet af 'FredagsTamTam’, der blandt andet skal indeholde nordisk producerede programmer.

Det er en fast tradition i mange børnefamilier, at man fredag klokken 19 tænder for DR1. (Foto: © WALT DISNEY PICTURES / Album, RITZAU/SCANPIX)

Danske børnefamiliers samlingspunkt gennem 31 år - programmet 'Disney Sjov' - lukker. Det har DR's afdeling Kultur, Børn og Unge besluttet.

Det mangeårige program har haft eneret på at sende fredag fra klokken 19-20 på DR1. Men den æra er officielt slut fra 2023.

Alt Disney-relateret er dog ikke væk fra skærmen. DR viser vanen tro 'Disneys Juleshow' den 24. december.

Nyt program overtager sendeslot

I stedet skal der nu sendes 'FredagsTamTam', der bliver en blanding af dansk, nordisk og udenlandsk produceret animation.

- DR ønsker at bygge videre på en værdifuld tradition om at samle børnefamilierne omkring dansk produceret animationsserier. En tradition, der med vores nye animationstilbud vil indeholde historier og tematikker, som afspejler børns hverdag og virkelighed i Danmark, siger Morten Skov, der er chef for Børn og Unge i DR.

'FredagsTamTam' sendes første gang fredag den 6. januar og ambitionen er, at 'Disney Sjov'-erstatningen stadig skal kunne udfylde rollen som samlingspunkt for familien en gang om ugen.

Men i modsætning til 'Disney Sjov' vil det også være muligt at streame programmet når som helst.

Det bliver en blanding af nyproduceret animation og allerede eksisterende programmer som 'Karlas fantalastiske klasse', 'Mesterlige Monsterbørn', 'Den ustoppelige gule Yeti' og klassikeren 'Tom & Jerry'.

'Disney Sjov' har været vist på DR1 i over 30 år. (© DR)

Tv-institution

'Disney Sjov' er en times tegnefilm, der er sammensat af nye og gamle, velkendte tegneserier som Anders And, Peter Plys, Aladdin, Herkules, Buzz Lightyear fra Star Command, Legenden om Tarzan og Kim Possible, Lilo og Stitch, Brandy og Hr. Vimse og Kejserens nye skole.

Det blev sendt første gang fredag den 25. oktober 1991 klokken 18.30, og allerede i første halvdel af 1990'erne var programmet etableret som en ret stor succes, der sidenhen er blevet en tradition for hele familien at se, har redaktør Jakob Stegelmann tidligere fortalt til DR.

Jakob Stegelmann er den eneste i redaktionen for 'Disney Sjov' og har siden programmets begyndelse stået for at udvælge, hvad det skal indeholde.

Jakob Stegelmann har været enemand på Disney Sjov-redaktionen. (Foto: DR)