DF: Den Korte Avis er mere nuanceret end mange andre medier

Virksomheder, der boykotter medier, er skadeligt for demokratiet, siger Martin Henriksen (DF).

- Virksomhederne glemmer, at deres kunder kommer fra alle steder i samfundet, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Flere virksomheder har i dagens løb droppet annoncer på netmediet Den Korte Avis.

Det gælder blandt andet Nordea, Just Eat og rejsebureauet TUI, der kalder historierne hos Den Korte Avis for opspind.

Dansk Folkeparti går nu også ind i sagen.

- Den Korte Avis er mere nuanceret end så mange andre medier, som i min opfattelse i stigende grad forsøger at lægge låg på de problemer, som vi har med islam og indvandring i Danmark, skriver udlændingeordfører Martin Henriksen i en kommentar.

- At der er virksomheder, som nægter at annoncere, er skadeligt for demokratiet, for de gør sig til dommere i den offentlige debat.

Udlændingeordføreren mener, at den politiske korrekthed hos nogle virksomheder er ved at tage overhånd.

- Virksomhederne glemmer, at deres kunder kommer fra alle steder i samfundet, har forskellige holdninger og foretrækker forskellige medier frem for andre. De har også kunder, som læser Den Korte Avis, og som måske har et kritisk syn på indvandring, udtaler Martin Henriksen.

- Hvis det virkelig var fordi, virksomhederne mente noget med det, så ville de sige, at de eksempelvis ikke ønsker at have DF'ere som kunder, men det er måske sådan, de har det, tilføjer han.

- Hvorfor kan de ikke bare sige, at de annoncerer i mange forskellige medier? Man kan da også finde en del danskere, som mener, at de holdninger, som bliver fremlagt i Politiken eller Information, er direkte skadelige over for landet. Men det betyder jo ikke, at virksomhederne ikke vil annoncere i de medier, siger han.

Som følge af sagen lægger et andet folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, forsvarsordfører Marie Krarup, op til at boykotte virksomheder, der fravælger annoncer hos Den Korte Avis.

- Jeg støtter Den Korte Avis! Og her er listen over firmaer, som jeg vil boykotte for fremtiden: Nordea, Just Eat, Telia, You See, Ikea, Læger uden Grænser, Alm. Brand, McDonald’s, Spies, Sofakompagniet, Sportsmaster, Elgiganten, Momondo og TUI, skriver hun på Facebook.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få en kommentar til sagen fra Ralf Pittelkow eller Karen Jespersen, men i et indlæg på Den Korte Avis skriver mediet, at det er offer for et uhørt angreb på ytringsfriheden.