"Kære møgso".
De fleste har prøvet at sende en email, som de bagefter fortrød. Det mener allestedsnærværende Google nu at have fundet en løsning på.
Ifølge comon.dk er Google i gang med at udvikle en tilføjelse til deres email-program Gmail, som gør det væsentligt sværere at sende pinlige mail.
I risikozonen
Brugere af tilføjelsesprogrammet kan vælge nogle tidspunkter, hvor de selv forventer, at de er i risikozonen for at sende ugennemtænkte beskeder.
Så når du efter en våd tur i byen sætter sig til tasterne for at fortælle ekskæresten, hvilke dele af dyreriget, han eller hun minder dig om, bliver du inden afsendelsen mødt af en stribe regnestykker, som skal løses, før mailen sendes.
Den ekstra tankevirksomhed skal få afsenderen til at tænke sig om én gang til, skriver comon.