Den skulle være den redningskrans, biograferne verden over har sukket efter.
Og det skulle være det ekstravagante thriller-sus, filmelskere længe har set frem til at kunne nyde i de mørke sale til duften af varme popcorn.
Det er filminstruktør Christopher Nolans niende film, spionthrilleren 'Tenet'. En film, der skulle have haft premiere 16. juli i danske biografer og dermed forhåbentlig have pustet liv i en hårdt presset biografbranche verden over.
Men sådan kommer det ikke til at gå. Filmselskabet Warner Bros. har nemlig udskudt verdenspremieren til 31. juli. I første omgang. Samtidig har selskabet også udskudt 'Wonder Woman 1984' fra 13. august til 2. oktober - en anden af sommerens helt store film.
Corona kommer til at påvirke premieredatoer længe endnu. Den nye 'Godzilla'-film udskydes helt til 2021, og Matrix 4 rykkes fra maj 2021 til april 2022.
I forvejen var flere store film som 'James Bond' og 'Fast & Furious 9' blevet udsat, og 'Tenet' og 'Wonder Woman 1984' var blandt de eneste rigtige storfilm.
Ærgerligt - og potentielt kritisk
Spørger man Michael Sørensen, chef for marketing og film hos Nordisk Film Biografer, er skuffelsen nem at få øje på. For et par uger siden nævnte han selv 'Tenet' som en af de film, der skulle få publikum til at købe biografbilletter efter nedlukningen.
- Jeg synes, det er ærgerligt. Men jeg er glad for, at den kun er udsat med to uger, for jeg regner da med, at det nu ligger mere eller mindre fast, at premieren bliver 31. juli, siger han til dr.dk.
- Jeg håber ikke, den bliver skubbet yderligere, for det vil gøre det mere besværligt for os. Vi higer efter nye film og internationale titler. Vi er selvfølgelig super glade for de danske titler, men vi mangler de store film til at fylde vores sale op.
Direktør for brancheforeningen Danske Biografer, Lars Werge, ærgrer sig også over udsættelsen, men slår samtidig koldt vand i blodet:
- Der ikke ingen tvivl om, at vi gerne havde set, at den var udkommet på den oprindelige dato, men der er ikke noget, der bliver totalt kritisk af at vente i 14 dage. Der sætter støttepakkerne os trods alt i en rimelig situation.
Lars Werge lægger heller ikke skjul på, at forventningerne til 'Tenet' er høje.
- Støttepakkerne udløber 31. august. Hvis vi i kølvandet af blandt andet 'Tenet' kan køre for fuld hammer, så sker der ikke så meget ved, at vi har oplevet nogle hårde uger og måneder. Men hvis 'Tenet' bliver forlænget yderligere, så bliver det kritisk for de danske biografer, forklarer Lars Werge, som også peger på, at det skønne sommervejr heller ikke har været drømmescenariet for biograferne:
- Vi har været enormt glade for at kunne åbne op igen, men glæden fordufter lidt, når der flere dage i streg kun dukker få folk op i biografen.
'Vi mangler tjubang-film'
Kilder i den amerikanske filmbranche har tidligere beskrevet, at filmstudiet Warner Bros. har brug for, at mindst 80 procent af verdens biografer er åbnet op, før de vil udsende deres længeventede blockbuster 'Tenet' til den planlagte premieredato.
Om de seneste stigninger af smittede i USA kommer til at få konsekvenser for den nye premieredato, kan man derfor kun gisne om.
Selvom Lars Werge i udgangspunktet altså forholder sig optimistisk, er der også meget på spil:
- Når jeg siger, at det ikke er kritisk for os, at premieren er blevet udsat i to uger, så er det jo også med den forventning, at filmen får et ordentligt skub, når den så kommer.
For tiden er der ikke så mange film for teenagerne og de unge biografgængere.
- Vi har 'Little Women' i øjeblikket, men der er ikke nogen tjubang-film, der kan lokke de unge indenfor.
Siden genåbningen af landets biografer, har Nordisk Film gradvis åbnet op for filmglade gæster.
I skrivende stund tager 17 ud af deres i alt 23 biografer imod gæster, men Michael Sørensen regner med, at de er oppe på fuld genåbning når 'Tenet' får premiere.
- Vi vurderer fra uge til uge, hvor mange biografer vi skal åbne op. Vi kan se, at danskerne er ved at vænne sig til, at vi har åbnet vores biografer igen, og at de er glade for at komme tilbage. Det sætter vi pris på, siger Michael Sørensen, der nu bare krydser fingre for snart at kunne tilbyde nogle af de store blockbustere på det store lærred.
En vanskelig kabale
At fastlægge filmpremierer er i forvejen et taktisk spil - hvad udkommer hvornår, og hvilke film æder billetsalget fra andre film?
Men i 2020 har cornonakrisen gjort det arbejde til en ekstra svær kabale at få til at gå op. For både Hollywood og også danske film:
- De store danske film sidder jo også og vurderer, om de kan spille op ad de store amerikanske udgivelser. Og ofter vælger de at skyde premieren en uge eller to efter en blockbuster-premiere, forklarer Lars Werge.
Dén kabale bliver altså endnu mere kompliceret, når udenlandske premierer rykkes alt mellem uger og flere måneder ud i fremtiden.