Hvilke tre ting ville du tage med på en øde ø?
Instagrammer Maria Møller er ikke i tvivl – garn, stof og perler.
Fra Maria Møller var 16 år, har hun arbejdet som model. Et job, der har sendt hende på mange rejser rundt omkring i verden. Men også en tilværelse, der byder på meget vente- og alenetid.
- Det kan godt blive lidt kedeligt i længden. Så da jeg var i Milano, havde jeg taget perler med, og i Australien havde jeg købt brugte slips, jeg kunne sy om til scrunchies, siger Maria Møller.
Som 16-årig oprettede Maria Møller sin Instagram, da hendes modelbureau mente, det var en god idé at dele billeder af sig selv.
- Men jeg blev ret hurtigt træt af at se på mig selv. Så i stedet begyndte jeg at dele mere ud af mine kreative projekter.
Scroller man igennem hendes feed i dag, er der også droslet ned for de mange modelbilleder. I stedet er det strik, syning og perler, der pryder hendes profil, hvor hun udover at vise sine egne projekter frem også laver guides, der hjælper hendes følgere til at gøre hende kunsten efter.
Og netop interessen for at gøre hende kunsten efter og lave sine egne kreative projekter steg markant, da coronapandemien sidste år lukkede landet ned. Her voksede Maria Møllers profil fra 18.000 til 40.000 følgere på et halvt år.
- Jeg tror, folk har haft behov for at slukke deres telefoner og lave noget derhjemme, så de kunne glemme alt det sindssyge, der sker ude i verden.
Mød Maria Møller i videoen øverst og hør hende fortælle, hvornår det gik op for hende, at hun havde fat i noget stort med sin profil.