De troede bare, de skulle til et helt almindeligt møde.
Men årets fire modtagere af Kronprinsparrets Priser blev i virkeligheden lokket i et baghold af den mere positive slags.
De blev nemlig alle bedt om at troppe op i Bikubenfondens lokaler for at høre om organisationens arbejde, troede de.
Men i virkeligheden var de blevet inviteret for at få af vide, at de var blevet valgt som årets modtagere af henholdsvis Stjernedryspriserne, Kronprinsparrets Sociale Pris og Kronprinsparrets Kulturpris.
- Det er løgn, udbrød designer Cecilie Bahnsen, da Bikubenfondens direktør Søren Kaare-Andersen endelig afslørede, at hun var en af årets to modtagere af Stjernedryspriserne.
- Jeg er meget, meget rørt. Den falder på et tørt sted, lød det endvidere fra den talentfulde designer, der lørdag fik overrakt prisen af Kronprinsesse Mary i Jysk Musikteater i Silkeborg.
For skjult kamera
- Det kommer helt bag på mig, lød det prompte fra Karin Verland, direktør for Dignity - Dansk Institut Mod Tortur, da Søren Kaare-Andersen efter en længere snak fortalte, at Dignity i år var modtager af Kronprinsparrets Sociale Pris.
Hvad de fire prismodtagere heller ikke vidste var, at mødet hos Bikubenfonden blev optaget med skjult kamera.
Se også, hvordan årets modtager af Kronprinsparrets Kulturpris, komponistduoen Den Sorte Skole og Stjernedrysprismodtageren, podcastduoen Third Ear, reagerede, da det blev afsløret, at de skulle modtage den kongelige hæder i videoen øverst i artiklen.
FAKTA OM KRONPRINSPARRETS PRISER
- •
Hvert år overrækker kronprinsparret følgende priser:
- •
Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til kronprinsparret.
- •
Prisuddelingens formål er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk, grønlandsk og færøsk kultur samt socialt arbejde.
- •
Kronprinsparrets Priser er hæderspriser og kan ikke søges. Prismodtageren udpeges af kronprinsparret efter indstilling fra to rådgivende komitéer, der har ekspertise inden for henholdsvis kultur og socialt arbejde.
- •
Kronprinsparrets Priser blev i år overrakt i Jysk Musikteater i Silkeborg lørdag den 25. november.