'Det er den vildeste følelse af frihed, jeg har oplevet': Her er 4 adrenalin-pumpende aktiviteter, du kan udforske i sommerferien

Spænd selen, hjelmen og sikkerhedslinen, for nu bliver det vildt.

(Foto: © Sofie Høyer Steenbuch, DR)

På en støvet, varm motocrossbane tæt på Randers står P3-værterne Kamal Hassan og Havshen Nabaz.

Med radioprogrammet 'På roadtrip med Hav og Kamal' har de i snart to uger hoppet fra den ene by til den anden, mens de, med større og mindre succes, har kastet sig ud i nye udfordringer.

Denne varme sommerdag er det motorsporten motocross, der står for skud.

Først skal Hav og Kamal køre om kap med hinanden, og vinderen af det løb skal så dyste mod den bare seks år gamle motocross-kører Kirsten.

Se i videoen, hvordan det går, når Hav møder Kirsten på den bakkede motocrossbane.

Men hvis en larmende og støvet omgang motocross ikke lige umiddelbart er din kop te, er der utallige andre hæsblæsende og adrenalinpumpende aktiviteter, du kan kaste dig ud i herhjemme, hvis du synes, at livet på stranden går lidt for langsomt.

Vi har talt med tre danskere, der foretrækker at få pulsen op i deres fritid, som du måske kan lade dig inspirere af:

1

Faldskærmsudspring

Siden Timmi Thomsen som 18-årig for første gang prøvede at springe med faldskærm, har han på ti år nu rundet 2.830 spring ud af et fly med en faldskærm på ryggen.

- Det er ligesom at prøve den vildeste rutsjebane i Tivoli, men hvor du selv har styringen – det er skideskægt, fortæller han om sin passion, der i flere år foregik på professionelt, internationalt plan, men som i dag foregår på hobbyplan.

Men endnu vigtigere er faktisk frihedsfølelsen, der følger med:

- Det er den vildeste følelse af frihed, jeg har oplevet. At hænge deroppe og helt bogstaveligt talt kigge ned på det hamsterhjul, man i det øjeblik ikke er en del af. Det er helt vildt.

Det, der startede med et enkelt spring, blev til en livstil og en karriere på kryds og tværs af verden. Faktisk i en sådan grad, at selvom Timmi Thomsen i dag har lagt det professionelle faldskærmsudspring på hylden og nu arbejder som bygningskonstruktør, så har han bosat sig ved en flyveplads, hvor der dagligt springes i faldskærm, så han altid har muligheden for at få et enkelt hop eller to presset ind i sin hverdag. (Foto: © Esben Zøllner Olesen, Esben Zøllner Olesen)

Faktisk kan følelsen næsten blive spirituel, synes den garvede faldskærmsudspringer:

- Det er terapeutisk og en frihed på et helt andet plan, end jeg opnår andre steder. Det er en spirituel oplevelse, fordi du er så meget i nuet.

- Lige så snart skærmen åbner sig, er der helt stille, efter du har blæst igennem luften med 200 kilometer i timen, hvor alt larmer og er kaotisk. Man er hele tiden meget i øjeblikket, og har ikke lige overskud til at tænke på, hvad man skal have til aftensmad, forklarer han med et lille grin.

- Og så er det bare lækkert. Du har lige så god en udsigt, som når du flyver i en kommerciel flyvemaskine – men der er ingen vægge, der blokerer dit udsyn. Det er bare vanvittigt flot.

Og så er det noget, de fleste kan hoppe ud i. Til et vist niveau, mener han:

- Alle kan gøre det. Men det nok de færreste, der har energien til at fortsætte med det, for det kan være ret krævende. Både økonomisk og tidsmæssigt, siger han og indrømmer, at han har meldt afbud til en del familiefester, fordi vejret har været perfekt til et udspring.

- Det kræver meget dedikation.

2

Mountainbike

Kan du bedre forholde dig til at have kontakt med jordens overflade, så er det måske i stedet en rask tur på en mountainbike, du skulle overveje.

Det mener i hvert fald Helle Jørnung, der de sidste fem år har været bidt af en gal MTB.

- Der er et klart element af fare, for hvis du ikke koncentrerer dig, så vælter du eller kører ud over en skrænt.

Helle Jørnung, der er direktør i et rekrutteringsfirma, er lige fyldt 64 år og startede med at køre mountainbike som 59-årig, da en rygskade gjorde det svært for hende at fortsætte med at løbe. Og hun har ikke planer om at lægge den 'nye' hobby på hylden lige foreløbigt: - At dyrke motion er den bedste rynkecreme, der findes, griner hun. (Foto: © (privatfoto), Helle Jørnung)

Og det er lige netop dét, der er det fede ved at drøne derudad på en forvokset cykel i skoven eller på bjergsiderne.

- Det er virkelig afstressende, fordi du skal koncentrere dig så meget. Du slipper alle andre bekymringer og fokuserer på at være til stede og at mærke din egen krop.

Noget, som ikke er en del af de flestes hverdag længere, mener Helle Jørnung.

- Mange lever en safe tilværelse, hvor det værste, der kan ske er, at vi falder i gulvtæppet på kontoret.

Og så er det altså meget sundt at komme et smut ud i naturen og mudderet og mærke din egen krop igen, mener hun.

- Man går rundt med mudder i hovedet, og håret sidder mærkeligt fordi, du har haft hjelm på. Når man har været afsted på en mountainbiketur i tre dage, ligner man noget, der er løgn. Men det er lige meget, for man er også fuldstændig afstresset, griner hun.

Er du helt grøn, når det kommer til mountainbike, er det desuden, ifølge Helle Jørnung, en meget begyndervenlig sport:

- Der findes mange klubber, hvor man tilbyder begynderhold, så folk bliver introduceret ordentligt for sporten.

Og så handler det bare om at beslutte dig for, om du er typen, der helst vil iklæde dig stram lycra og køre hurtigt på din mountainbike, eller om du, som Helle Jørnung, vil være iført mere poset tøj, mens du lærer teknikken bag at køre ned ad trapper, trærødder og skrænter.

- Jeg blev selv hurtigt ret nørdet og ville gerne lære det tekniske. Og det er svært, så du skal gøre dig umage, hver gang du cykler.

Men det er al umagen værd.

- Når du nailer et sving, du længe har haft svært ved, er det den bedste følelse af lykke, understreger hun.

3

Klatring

Hvis hverken motocross, faldskærmsudspring eller mountainbike har trykket på de rigtige knapper hos dig, så kan Andreas Thaulow måske gøre det.

Han havde altid drømt om at klatre, men havde fået bildt sig selv ind, at det var umuligt. Indtil han som 30-årig var i Canada og besluttede sig for at prøve det af. Det er i dag 10 år siden, og der er løbet meget sikkerhedsreb igennem hans hænder siden da.

Her ses Andreas Thaulow på Færøerne tilbage i 2017. For selvom han til daglig oftest klatrer i København, så er det når han bevæger sig væk fra de vante omgivelser, at han igen kan mærke suset og den dødsangst, der i første omgang gjorde Thaulow begejstret for sportsgrenen. (Foto: © David Grant, (c) privatfoto)

Særligt én følelse vakte hans interesse for sporten:

- Det, der gør det fedt, er følelsen af at være i livsfare. Den følelse forsvinder, når du har klatret et stykke tid, men i starten har man en følelse af, at man er ved at dø – og det sætter jo resten af ens liv i et behageligt perspektiv, griner han.

Det er den indre konflikt mellem dine instinkter, der fortæller dig, at du hænger meget højt oppe, og at det er seriøst farligt, det du har gang i – og så din hjerne, der med logik forsøger at fortælle dig, at det er helt trygt, fordi du hænger i et reb og har en person på jorden, der holder dig fast med rebet.

Til daglig arbejder Andreas Thalouw som filmklipper og -skaber. Altså langt væk fra klippeafsatsen. Hvis ikke lige det var fordi, at klatring nu fylder så meget i hans liv, at han selvfølgelig også har lavet film om netop klatring.

- Der er en stærk identitet knyttet til det at klatre, og man kan virkeligt nørde løs, hvis man har lyst.