Nyheden om Kim Larsens død har påvirket mange over hele landet.
Det mærkede man tydeligt på de danskere, som DR Nyheder i dag mødte på Christianshavn, den københavnske bydel som Kim Larsen ofte sang om, og hvor Gasolin opstod.
Susanne Vodder fra Odense kunne næsten ikke tro det, da hun hørte det.
- Nej, det er løgn! Det er jeg rigtig ked af, siger hun, da hun hører om sangerens død.
For hende var det mest unikke ved Kim Larsen hans oprør mod systemet.
- Han var jo en af de store personligheder, som bare siger alt det, der skal siges, også for de svage. Og kæmper nogle kampe for alle mennesker, siger Susanne Vodder, som også elskede Kim Larsen for hans fandenivoldskhed.
- Der kommer til at mangle folkets røst. For eksempel i Clement (talkshowet 'Hos Clement', red.), hvor han lige fik en øl og en cigaret ind. Han viste, at man stadigvæk ikke behøver indrette sig i alle de her kasser, som man jo snart skal.
Og hvem skal nu sige tingene ligeud og uden omsvøb? Det spørgsmål stiller Thomas Below sig selv. Han hørte om sangerens død, da hans mor ringede og overbragte nyheden.
- Jeg blev umiddelbart både overrasket, chokeret og super trist. Det var en super trist nyhed at få i dag. Jeg havde ikke regnet med, at det var så alvorligt med ham, at han faktisk var ved at dø, siger Thomas Below.
Han elsker Kim Larsens musik, men kommer især til at savne hans rolle som samfundsrevser.
- Jeg kommer til at savne en person, der siger sin mening lige ud, som den er, og er ligeglad med, hvad andre folk synes om det, siger Thomas Below.
- Det er noget, jeg savner blandt folk i dag. Det har jeg dyb respekt for, at manden har kunnet gøre og har villet gøre det og har stået inde for hvert et ord. Det fortjener en vis respekt.
Anette Davidsen så Kim Larsen første gang på den allerførste Roskilde Festival i 1971.
- Og så har jeg jo bare fulgt ham. Jeg har været til alt!, siger hun og tørrer en tåre væk.
Hun er overrasket over nyheden om Kim Larsens død, men også over sin egen reaktion på nyheden.
- Han betød mere end jeg egentlig var klar over. Han har jo altid været et lydtæppe. For mig er Kim Larsen altid med i lydtæppet. Det er han så ikke mere, siger hun.
Hvad synes du om, at han kunne være lidt provokerende?
- Det var okay, det var jo Kim! Sådan skal Kim være, altid en smule provokerende - og ryger, griner hun og tilføjer:
- Han var jo min Kim, vores Kim!