Danske musikere i fælles opråb mod Youtube: Vi ønsker fair betaling

Youtube skal sikre musikere en fair betaling på lige fod med andre streamingtjenester, lyder opfordringen fra en række danske musikere.

Thomas Helmig, The Minds of 99 og Medina er blandt de danske kunstnere, der opfordrer til en lovændring på copyright-området. (Foto: © Jens Thaysen/Tycho Gregers/Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Internetgiganter som Youtube og Facebook har i årevis kunnet snige sig uden om at tage ansvar for det indhold, der bliver delt på deres platforme – og det betyder, at dem, der har ophavsretten til materialet, kun får udbetalt minimale summer.

Det skal der nu gøres op med, og lovgivningen på området skal opdateres, så den er tidssvarende.

Det mener blandt andet Dansk Musiker Forbund.

- Udviklingen er løbet fra de gældende regler på området. Før i tiden blev tjenester som Youtube anset som værende tekniske facilitatorer, der ikke behøvede at cleare rettigheder ligesom alle andre. Men netop Youtube har jo vist sig at bygge hele deres forretningsmodel op omkring andres materiale, forklarer chefjurist i Dansk Musiker Forbund, Morten Madsen.

Kunstnere skal modtage en 'fair betaling'

Derfor har en række markante danske musikere som Thomas Helmig, Mads Langer, Medina, Anne Linnet og Christopher sammen med en række brancheorganisationer og kendte musikere fra hele Europa samlet sig i et fælles opråb, hvor de opfordrer europaparlamentarikerne til, at de i dag, onsdag, stemmer for en række ændringer i lovgivningen på området.

Ændringer, som skal sikre, at Youtube og Facebook er underlagt samme betingelser i forhold til aflønning af kunstnere som streamingtjenester som eksempelvis Spotify og YouSee Musik.

- Vi ønsker et samfund, hvor dem, der skaber og investerer i kulturen, modtager en fair betaling. Vi ønsker et samfund, hvor digitale tjenester konkurrerer på lige vilkår. Og vi ønsker et samfund, hvor ytringsfriheden trives, og hvor borgere har optimale muligheder for at begå sig i en digital virkelighed, lyder det i et brev, som en række danske musikere i juli sendte til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Christopher er blandt de musikere, der i en video rettet direkte mod medlemmerne i Europa-Parlamentet opfordrer til en lovændring. Også stjerner som James Blunt, Placido Domingo og Conchita har delt deres opfordring på video. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Ritzau Scanpix)

Samtidig skal det være nemmere for musikere og organisationer overhovedet at kunne komme i kontakt med de amerikanske tech-giganter, mener chefjurist i Dansk Musiker Forbund Morten Madsen.

- Vi kan jo ikke engang få kontakt til de her firmaer, og det er vigtigt for os, at vi i udgangspunktet har mulighed for at indgå en forhandling om vilkårene. Men firmaer som Youtube er gode til at sætte en dagsorden og så bare bestemme, hvordan tingene skal foregå, siger Morten Madsen.

Flere kritiske røster

Allerede i juli skulle Europa-Parlamentet have truffet en beslutning, men man endte med at sparke den til hjørne. I stedet forventes det, at man finder en løsning for fremtiden i dag.

Forslaget til lovændringerne har dog også modtaget heftig kritik de seneste måneder, senest tirsdag fra den verdensberømte musiker Wyclef Jean, der mener, at ændringerne vil medføre begrænsninger på brugernes mulighed for at dele indhold.

- Musikere og kunstnere blomstrer, når de samarbejder og deler. Jeg har arbejdet sammen med så mange unge kunstnere – fremtiden – som har brugt min musik og fået succes. Upload-filtre eller andet, der begrænser muligheder, vil stoppe kunstnere fra at skabe fremtiden, og jeg håber, at medlemmerne af parlamentet vil afvise det, lød det ifølge Jyllands-Posten fra Wyclef Jean til Europa-Parlamentets 751 medlemmer tirsdag.

Afstemningen er planlagt til onsdag eftermiddag.

Wyclef Jean slog igennem som en del af gruppen Fugees og har siden haft succes som soloartist. Han er uenige med en række danske stjerner i deres opfordring til at ændre copyright-lovgivningen. (Foto: © Michael Zorn, Ritzau Scanpix)