Søndag aften i Los Angeles, slår Eigil Brylds hjerte en anelse hurtigere, for hvert minut der går. I to timer har han siddet til rette i det grandiose Nokia Theatre mellem store statuer, lysprojektører og nå ja, verdens bedste tv-producenter.
Han er nomineret til en Emmy i kategorien 'Outstanding Cinematography for a Single Camera Series for a Drama' for sit arbejde på Netflix-serien 'House of Cards', en thriller om magtbegær i amerikansk politik med Kevin Spacey i hovedrollen.
- Da de siger 'House of Cards', går der lige et sekund eller to, hvor jeg tænker 'hvem er det?'. Så kommer jeg i tanker om, at det er mig, fortæller Eigil Bryld over telefonen fra sin lejlighed i Brooklyn, New York.
Det er meget brutalt
Fra hans navn lyder ud i salen, har han præcis 45 sekunder til at lette sig fra sædet, gå op til scenen, få sagt tak og så ellers fordufte igen. Ellers slukker scenelyset.
- Det er meget brutalt. Fra ens navn bliver annonceret, så er der et ur, der begynder at tælle ned, fortæller han.
- Det bedste var at gå fra mit sæde og op til scenen. Det var mine egne 20 sekunder. De næste 25 sekunder gik selvfølgelig med at sige tak til alle dem, jeg har arbejdet sammen med.
Slet ikke en tv-serie
At prisen gik til Eigil Bryld og 'House of Cards' denne mandag morgen dansk tid, er helt særligt, fordi Emmy'en normalt uddeles til serier og programmer i fjernsynet. 'House of Cards' derimod er lavet udelukkende til seere på internettet.
Eigil Bryld modtog prisen for den særlige filmiske stil, han havde valgt til House of Cards.
- Vi har lavet en meget konsekvent stil. Ambitionen var fra start at lave det så filmisk som muligt. Hvert enkelt billede skulle have en betydning, det skulle være perfekt koreograferet - det samme med lyssætningen, siger Eigil Bryld.
- Så billederne er meget komponeret, og vi bevægede aldrig kameraet, medmindre det var nødvendigt.
Gift med 180 mennesker
Eigil Bryld blev kåret for det første afsnit, men lavede i alt 11 afsnit. Samlet tog det ni "meget drændende" måneder med 130 optagedage for den danske fotograf at lave tv-serien. Og den lange periode gav et helt særligt sammenhold på settet.
- Den sidste dag på House of Cards var den mest triste dag i mit liv. Det hele var som at være gift med 180 mennesker på samme tid, så det føltes som en stor skilsmisse, siger Eigil Bryld.
- Det viser selvfølgelig også, hvor afskåret vi var fra den virkelige verden. Det var nærmest som en psykose.
Eigil Bryld er særligt stolt over at vinde over etablerede serier som Breaking Bad og Game of Thrones.
- Og så er jeg meget stolt af at vinde med en serie, der foregår i et kontor. Her er ingen drager og ikke mange solnedgange, som ofte er lækre billeder for øjet, siger Eigil Bryld.
På søndag bliver de store Emmy-priser uddelt. Det sker fra klokken 02 om natten dansk tid.