Modsætninger mødes.
Sådan lyder et velkendt ordsprog, der er temmelig rammende for 'Alene i vildmarken'-kæresteparret Patrick Bates og Danielle Gregory på 31 og 28 år.
Han er amerikaner og opvokset på landet i Upstate New York. Hun er engelsk-egyptisk, men opvokset i København
De kommer altså fra hver deres kontinent, men deres veje krydsede hinanden i Omans sveddryppende hede.
Hun var stewardesse på mellemlanding - han var dybhavsdykker for den amerikanske flåde på en mission, hvor han skulle sikre amerikanske skibe mod undervandsbomber.
Så de var bogstavelig talt som luft og vand, men tilfældet ville, at de boede på samme hotel. Og at de stødte på hinanden i receptionen, hvor der opstod sød musik.
Nu er det fem år siden, Danielle og Patrick blev varme på hinanden under sydens sol. Det ene førte til det andet, og her et halvt årti senere kan vi følge parret kæmpe for overlevelse nord for polarcirklen i 'Alene i vildmarken'.
Eller rettere, det kunne vi til og med torsdagens afsnit, for her kastede parret håndklædet i ringen efter 24 dages isolation i den norske natur.
Sulten og kulden blev for meget for bypigen Danielle, og det var med dårlig samvittighed, at hun gav op, for hun følte, at hun trak sin militærtrænede kæreste med i faldet.
Men der er ingen grund til dårlig samvittighed, for som Patrick siger:
- Jeg har sindssygt meget respekt for Dani.
Han vender sig mod hende, inden han fortsætter:
- Jeg respekterede dig før, men nu respekterer jeg dig endnu mere. Jeg synes, det er vildt sejt. Det er en gave, du har givet mig, siger han.
Camping vs. camping
Men det lå ikke ligefrem i kortene, at stewardessen og flådesoldaten skulle deltage i 'Alene i vildmarken' sammen.
Heller ikke selvom parret på en af deres første dates fandt ud af, at de begge to var vilde med camping.
For hvad de ikke vidste, var, at de havde to vidt forskellige forståelser af, hvad det ord betød.
For når Patrick talte om "camping", mente han vandreture i bjergene og vildnis-overnatninger i telt, for det er sådan, ordet bruges i USA.
- Så jeg spurgte Danielle, om hun havde været på campingtur. Hun sagde "ja, masser af gange", så jeg tænkte: "sejt, en campingpige!"
Men i virkeligheden havde Danielle aldrig befundet sig i en skov alene, og som hun siger:
- Kongens Have var natur for mig.
Så når hun talte om campingferie, mente hun med campingvogn, køleskab, seng og badefaciliteter, og da Patrick opdagede det, svarede han:
- Det er som et hotel for mig. Du skal virkelig opleve camping.
Som sagt så gjort – nu har Danielle været af sted på et vildmarks-camping-eventyr af en kaliber, der ville få selv Bear Grylls til at ryste i bukserne.
Det er måske en mindre overdrivelse, men man må i hvert fald sige, at Danielle fik noget af en ilddåb på vildmarkslivet.
- Det er absolut det hårdeste, jeg nogensinde har gjort. Men også det fedeste og det sejeste, jeg har været med til, siger hun.
Trætte af kritik
Danielle er stolt af sig selv, og Patrick er imponeret over sin kærestes præstation. Men det er ikke alle seere af programmet, der har været lige så begejstrede for hendes formåen i vildmarken.
- Jeg har oplevet virkelig meget negativitet på internettet. Det påvirker mig, siger hun.
Hun fortæller, at folk skriver ting som: "Hvorfor fanger hun ikke fisk?" og "hvorfor er hun overhovedet med, når hun ikke laver noget?"
Det gjorde hende ked af det, særligt efter de første afsnit blev sendt. Og hun forstår ikke, hvorfor hun skal udsættes for al den negativitet.
- Hvorfor er der ikke nogen, der siger: "Hvor er det sejt, at du turde"? Som støtter, at man prøver at udfordre sig selv?
- Uanset om jeg har lavet meget eller lidt, synes jeg, at jeg fortjener et skulderklap bare for at være derude. For det kræver mere, end man tror, siger Danielle.
Også magtbalancen parret imellem er blevet kommenteret flittigt på sociale medier, og det kan godt trætte Patrick.
- Måske kan det virke, som om Dani er rigtig hård ved mig eller meget dominerende i vores forhold. Men det er vigtigt for os at snakke om vores følelser, og jeg kan godt sige fra, hvis vi er uenige om noget, siger Patrick.
Tættere end nogensinde
At være med i 'Alene i vildmarken' sammen må da også være den ultimative prøvelse af et parforhold. Man er hangry, kold, underudhvilet, uhygiejnisk og sammen konstant.
Men selvom parret godt kunne være "frustrerede" over hinanden, synes de ikke, at deres parforhold for alvor blev sat på prøve.
Tværtimod føler de, at vildmarken og dens lidelser har bragt dem tættere sammen end nogensinde før.
For parret fandt et større nærvær i vildmarken, end de havde derhjemme. Mens tankerne nemt kan vandre hen på andre ting i hverdagen, havde de pludselig kun hinanden at forholde sig til.
For eksempel delte Danielle nogle historier med Patrick. Historier, som han måske nok havde hørt før, men i vildmarken oplevede han dem på en ny måde.
- Pludselig kunne jeg virkelig leve mig ind i de ting, hun fortalte mig. Jeg kunne dufte og smage de ting, hun talte om, og jeg kunne se billederne for mine øjne. Det var utroligt at opleve.
- Det er virkelig noget, der er værd at prøve. Bare at tage ud i en skov i et par dage uden noget, som kan distrahere én og så sidde at nyde hinandens selskab. Det var så utroligt givende, siger han.
Og selvom man hurtigt falder tilbage i gamle vaner, når man kommer hjem, har eventyret efterladt varige forandringer i deres forhold.
- Vi kommunikerer meget bedre nu. Vi er blevet bedre til at sige, hvad vi tænker og føler, og vi bruger meget tid på at reflektere og snakke om ting, som vi ikke gjorde før, siger Danielle.
Vild med Dani og Danmark
Man kunne måske næsten have sagt sig selv, at Danielle og Patrick ville få det bedste ud oplevelsen. For de er vant til at blive kastet ud på dybt vand sammen – og til at få tingene til at fungere.
Som for fire år siden, da Patrick efter et år med langdistanceforhold sagde farvel til alt, hvad der var velkendt, og flyttede fra Hawaii til København for at bo med Danielle.
Men parret stortrives i Danmark, og Patrick lider ikke af hjemve – tværtimod. For det er ikke kun Danielle, han er forelsket i. Han er også blevet vild med vores lille land.
- Jeg elsker alt i Danmark, siger Patrick, der for tiden læser HF-enkeltfag. Næste år vil han søge ind på Københavns Universitet, hvor han vil læse fysik.
- Jeg kan virkelig godt lide, at alle har de samme muligheder på papiret. For eksempel for uddannelse og sundhed. Det er noget, der er helt fremmed for en amerikaner. Det føles stadig helt mærkeligt for mig at tage til lægen uden at betale for noget.
Men det er ikke kun den danske velfærdsstat, han er vild med.
- Jeg kan også godt lide at cykle, og at man må drikke øl i offentligheden. Især det med øllen, griner han.
Men hvad bringer fremtiden så for flådesoldaten og stewardessen?
Patrick læser HF-enkeltfag lige nu, og næste år vil han søge ind på universitetet for at læse fysik.
- Vi vil gerne starte en lille familie her i Danmark. Det glæder vi os til, siger Danielle.
Parret føler, at 'Alene i vildmarken' har rustet dem bedre til den dag, forældreopgaven melder sig. Både individuelt og som par.
Og selvom det var en hård omgang, særligt for Danielle, glæder hun sig til at komme ud på flere outdoor-eventyr i fremtiden. Eksempelvis har parret en vandretur på Caminoen i kikkerten - efter Danielles forslag.
Men det er ikke, fordi det behøver at være fjernt og eksotisk, før parrets eventyrkløe bliver stillet. Især ikke for Patrick, for som han siger:
- Hver dag er spændende for mig i Danmark. Også bare en tur til Jylland eller Fyn.