Når årets danske Melodi Grand Prix afholdes i Royal Arena i København i morgen, lørdag, bliver det i en bragende tom sal.
For selvom op imod 10.000 danskere har købt billet til den store musikfest, så får de nu slet ikke lov til at blive lukket ind i arenaen og opleve de ti deltagere på scenen.
Det oplyser DR's talsmand for showet, Gustav Lützhøft.
Beslutningen om at gennemføre showet uden publikum sker som en direkte konsekvens af statsminister Mette Frederiksens (S) udmelding fredag formiddag om, at myndighederne anbefaler, at man resten af marts udskyder eller aflyser alle arrangementer, hvor flere end 1.000 mennesker er samlet.
- Vi havde selvfølgelig en drøm om tusindvis af mennesker i salen, da det giver en særlig stemning for sådan et show, men vi kommer stadig til at lave en stor tv-produktion, som vi kan samles om hjemme i stuerne, siger talsmand Gustac Lützhøft.
Han afviser samtidig muligheden for, at man kunne have lukket et færre antal publikummer ind end den maksimale grænse på 1.000, som Statsministeriet har fastsat.
- Vi synes, det ligger logisk i forlængelse af den anbefaling, der kommer fra statsministeren. Jeg er selvfølgelig brandærgerlig på vores publikums vegne, og jeg er ked af at skulle skuffe dem. Men vores førsteprioritet er at holde os til de anbefalinger, vi får fra myndighederne, siger Gustav Lützhøft.
En anden type show
Med knap halvandet døgn til, at Dansk Melodi Grand Prix ruller over skærmen, må produktionsholdet bag showet nu sadle en smule om og lave en anden type show end oprindeligt planlagt. Men der er ingen grund til bekymring for showets kvalitet af den grund, forsikrer talsmanden.
- Vi gør selvfølgelig alt, vi kan, for at få det bedste ud af de rammer, vi har, og vi skal nok få stablet et show på benene, som man roligt kan glæde sig til.
Blandt de mange, der havde glædet sig til at opleve Sys Bjerre, Isam B, Maja og de sarte sjæle og de syv øvrige finalister live, er de 200-300 medlemmer af den danske Melodi Grand Prix-fanklub.
Det fortæller formand Hanne Bjørn-Klausen.
- Det er årets højdepunkt for os fans, så det er da mega ærgerligt. Men man gør det jo, fordi man bliver bedt om det, og fordi det er nødvendigt. Man kan ikke have en hel befolkning, der lægger sig syge, siger hun.
Fanklubben har arrangeret både for- og efterfest på et hotel i nærheden af Royal Arena, og Hanne Bjørn-Klausen håber nu, at man også kan få lov til at overvære selve showet herfra.
- Jeg skal have ringet til dem for at høre, om de ikke kan sætte nogle storskærme op, siger hun.
Hella Joof og Rasmus Bjerg er værter for lørdagens show, der kan ses på DR1 og DRTV fra klokken 20. Vinderen skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Rotterdam i maj.