Chef for musikselskab: Musikbranchen minder om drengenes omklædningsrum

Branchens mænd er nødt til at træde ud af omklædningsrummet, mener direktør for selskabet The Bank.

(© DR)

Hvad har svirpende halvvåde håndklæder og drenge på 14-16 år til fælles med musikbranchen?

En del hel, hvis man spørger Jakob Sørensen, direktør for musikselskabet The Bank.

- Kulturen blandt mænd i vores branche minder om drengenes omklædningsrum i en folkeskole, hvor der er klare hierarkier mellem drengene, fortæller Jakob Sørensen.

Han har selv over 25 års erfaring i musikbranchen og valgte som den eneste direktør fra et musikselskab at medvirke i DR-dokumentarserien 'Sexisme i musikbranchen'.

I den står 13 kvindelige artister og andre aktører fra branchen frem og fortæller om en sexistisk kultur i musikbranchen.

Jakob Sørensen tror, at det påvirker musikbranchen kraftigt, at der er så mange mænd. 80 procent af kvinder under 30 år oplyser for eksempel i en rapport fra 2022, at de har oplevet en eller flere former for grænseoverskridende adfærd i musikbranchen.

Man beskytter hinanden – og må ikke sladre

Jakob Sørensen beskriver fællesskabet i et drengeomklædningsrum, som en samhørighed mellem svag som stærk og høj som lav. Men der er også et klart regelsæt, man skal overholde, tilføjer han.

- Man kan tale meget frit, meget brutalt, meget vulgært. Men man beskytter også hinanden.

- Du bliver nødt til at være der for flokken, og det er det, vi bliver nødt til at gøre op med, tilføjer han.

Jakob Sørensen mener ikke, at der er noget galt med omklædningsrummet, så længe man rent faktisk er i det rum. Mændene skal bare huske at forlade kulturen, når de forlader rummet.

- Vi bliver nødt til at forstå, at der er mange af os, der i elementer af vores liv, ikke har forladt det skide omklædningsrum, siger han.

Rapporter fra 2022 dokumenterer, at en af konsekvenserne ved sexismen i musikbranchen er, at kvinderne falder fra. I musikskolerne er 53 procent af eleverne eller piger, mens 29 procent af udøvende danske musikere er kvinder. (Foto: © Martin Lehmann, (c) Ritzau Scanpix)

Jakob Sørensen tror, at en af grundene til, at det er så svært at få gjort op med den sexistiske kultur i branchen er, at mændene ikke vil tale om "noget sårbart"

- Og mest af alt ligger det os enormt meget på sinde, at vi ikke må sladre eller sige, at nogen har gjort noget forkert. Så der er sådan en underlig misforstået beskyttelse, siger han.

Nemmere at være mand i branchen

I DR-dokumentarserien fortæller flere af kvinderne om møder med bands og andre i branchen, der bærer præg af en seksualiseret tone – en tone, der gør, at kvinderne ikke føler sig tilpas eller velkommen i branchen.

Og kvinderne mødes ofte af en gruppedynamik, hvor mænd honorerer dem, der ligner dem selv:

- Og det er et problem, fordi de ofte har blinde vinkler i forhold til, hvordan man skal signe en kvindelig musiker, og hvad der skal til, for at få dem til at klare sig godt, siger Anna Lidell, nu tidligere forkvinde for Autor, i dokumentarserien.

13 kvindelige musikere stiller sig frem og fortæller om krænkelser, upassende beskeder, uønskede berøringer og ulige spilleregler i DR-dokumentarserien 'Sexisme i musikbranchen' (© DR)

Jakob Sørensen mener også, at det er nemmere for mændene. I branchen er flertallet af gatekeepere nemlig mænd.

Det er altså som hovedregel mænd, der træffer beslutningerne i musikbranchens organisationer og institutioner, og det oplever kvinderne har afgørende negativ betydning for deres karrieremuligheder.

Hele 86 procent af direktørerne i musikselskaberne er mænd, og Jakob Sørensen mener, at det har en konsekvens, at der er så mange mandlige chefer.

- Det betyder, at vores måde at afkode hinanden på, går hurtigere. Og på den måde bliver det meget nemmere for mændene, end det er for kvinder at avancere i branchen, siger han.

Jakob Sørensens eget musikselskab har da også flere mandlige kunstnere end kvindelige. Og det er først noget, de er begyndt at arbejde på at ændre de seneste par år.

- Vi kommer fra en tid, hvor vi overhovedet ikke tænkte over det. Men nu har vi bevæget os fra en 20/80- til en 40/60-fordeling, siger han.

Jakob Sørensen mener ikke, at omklædningsrummet bliver fjernet med kurser og statistikker.

- Jeg tror, at det er op til den enkelte, til mig og til mine mandlige kolleger at prøve at tænke over det her.

'Der er nogle fester, der skal forlades'

Siden dokumentarserien udkom mandag, har Jakob Sørensen fået mange reaktioner på sin medvirken.

- Der er enormt mange, der gerne vil gøre det til sådan en lidt matador-agtig og negativ ting, at det hele var bedre i gamle dage. Jeg synes, der er en masse fede ting ved det, der sker nu, siger Jakob Sørensen.

Men han forstår godt, at det kan være hårdt at forlade nogle ting.

- Der er nogle fester, der skal forlades, som helt sikkert har været sjove, siger han og tilføjer:

- Jeg kommer til at arbejde sammen med en masse kvinder på en helt anden måde, end jeg gjorde før.

Hos andre kan han mærke, at der er noget eftertanke, der melder sig, fortæller han. Også nogle mænd på hans egen alder, der helt klart er begyndt at tænke over nogle ting, de ikke har tænkt over før.

- Så det er dejligt. Altså nogle gange, når man ændrer sin måde at tænke på, så kommer der jo også gode ting ud af det, siger han.

Jakob Sørensen fortæller, at mange søger mod musikbranchen på grund af en frihed, der er.

- En frihedsfølelse af lyst til ikke at være bundet af konventioner og af regler og personalehåndbøger og alt muligt andet, siger han.

Men mange ser nu, at den frihed kommer med en pris, siger han og tilføjer:

- Og jeg tror, at det er det, den her dokumentar kan gøre forskel. Nu ser man, hvad prisen er for den tone.

Se hele DR-dokumentaren 'Sexisme i Musikbranchen' her:

Sexisme i musikbranchen