Cavlingprisen til DR-journalist

Cavlingkomiteen har onsdag besluttet at tildele Cavlingprisen 2009 til DR-journalist Jesper Tynell, Orientering på P1. Han får den for sin afdækning af lovbrud i Beskæftigelsesministeriet.

Cavlingkomiteen har besluttet at tildele Cavlingprisen 2009 til DR-journalist Jesper Tynell, Orientering på P1.

Han får prisen for sine afsløringer af, at daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium har begået ulovligheder.

Komiteen begrunder valget af prismodtageren med, at han i en række indslag i Orientering på P1 har dokumenteret, hvordan daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget.

Tynell har ifølge Cavlingkomitéen blandt andet påvist, at Claus Hjort Frederiksen uden om Folketinget afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job.

Ministeren pålagde ulovligt kommunerne at standse udbetalingen af kontanthjælp til mennesker, der ikke var omfattet af den såkaldte 300-timersregel.

Tvangsaktivering af sygemeldte

Ministeren bestilte statistikker hos sine embedsmænd, der skulle vise, at kommunerne var bedre end arbejdsformidlingerne til at få ledige i arbejde. Og han iværksatte forsøg med tvangsaktivering af sygemeldte uden først at spørge Folketinget.

Cavlingprisen overrækkes fredag den 8. januar klokken 15.00 i Journalisternes Hus, Gammel Strand 46, København. Pressens minister, statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager ved prisoverrækkelsen.

- Jeg er glad for den anerkendelse, der ligger i, at andre mener, at den type historier, jeg laver, og den type historier, vi laver i Orientering på P1 er relevante og vigtige, og det er mest af alt det, jeg ser prisen som et praj om, siger den kommende prismodtager, Jesper Tynell.

Afsløringen fik konsekvenser

- En af de fem historier, som prisen er givet for, har ført til, at et par hundrede familier har fået udbetalt kontanthjælp med tilbagevirkernde kraft. Den kontanthjælp var ulovligt frataget dem imod den lovgivning, Folketinget havde vedtaget, siger Jesper Tynell til P1 Morgen.

Derudover har Folketinget genindført kontrollen med udenlandske arbejdstageres sikkerhed, når man for eksempel sætter stilladser eller elevatorer op.

Prisen består af 20.000 kroner og en statuette, som forestiller journalisten Henrik Cavling, som stiftede det daværende københavnske journalistforbund i 1904.