Du kender det måske.
Det har været en lang dag på arbejde, børnene skal hentes, og dit hoved er kogt over. Men der mangler lige en sidste opgave, som skal løses, før du kan smække benene op: aftensmaden.
Hvad skal vi have at spise, tænker du, mens du dybt fortvivlet stirrer ned i supermarkedets kølediske og på hylderne.
Efter lidt betænkningstid ender du med at ty til de gode, gamle rugbrødsmadder. Og du er ikke den eneste.
For det er faktisk det foretrukne måltid blandt danskerne, når aftensmaden serveres. Det viser en ny undersøgelse fra vidensorganisationen Madkulturen, der hvert år undersøger danskernes madvaner.
Og der er en helt særlig grund til, at danskerne - ligesom i 2023 - har gjort rugbrød med pålæg til den mest poppulære aftensmadsret.
Det siger direktør i Madkulturen, Judith Kyst.
- Det handler om bekvemmelighed. Vi vil gerne leve sundt og nemt, og rugbrød er sundt, velsmagende og en mættende form for mad.
- Og i en tid, hvor madlavningen skal gå hurtigere og hurtigere, jamen så er det en nem ting at ty til om aftenen, sige Judith Kyst.
Burgeren er ude, men...
Både i 2022 og i 2023 har burgeren været at finde på listen over de fem mest populære aftenmåltider. Men i år er den ude af top-fem.
Det er dog ikke, fordi vi ikke længere kan lide burgere. Tværtimod. Der er bare andre former for retter med hvidt og blødt brød, som vinder frem, siger Judith Kyst.
- Det kan være sandwiches, pizza, mexicanske pandekager og andre hvide brødformer. Det er faktisk marginaler, der gør, at burgeren er lidt længere nede på listen.
- Vi er stadig rigtig glade for det hvide brød med en eller anden form for fyld, forklarer hun.
Generelt er takeaway populært især blandt de unge. Men takeaway bliver også serveret mere, når vi får gæster.
Særligt i weekenden får den gas med takeaway, når vi får gæster. Her er hvert syvende måltid fra ud af huset.
Aftensmaden vægtes højt
Aftensmad, det kan vi lide.
Og det er det måltid, flest af os holder fast i.
- Det er det, der stadig strukturerer vores hverdag, og det, som vi har tilfælles i en omskiftelig dagsrytme. Vi zapper ind og ud af vores liv. Vi har travle hverdage. Vi har et højt livstempo. Vi springer et måltid over i ny og næ.
- Men aftensmad er bare stadig en rigtig, rigtig vigtig institution for os. Det er der, vi samles, og det giver en utrolig høj værdi og er en vigtig samfundsnorm for os, siger Judith Kyst.
På en typisk dag er det over halvdelen, som svarer, at de spiser både morgenmad, frokost og aftensmad. Hver tredje spiser to hovedmåltider.
Omvendt er det omkring hver tiende, som kun spiser ét af dagens hovedmåltider.
Alderen spiller også en stor rolle, når vi skal beslutte os for at spise hvad og hvornår. Blandt ældre på over 65 år, hvor mange er på pension, er det to tredjedele, som spiser tre hovedmåltider. Det gælder kun omkring halvdelen i de øvrige aldersgrupper.
Slækker på god madskik
Bordetikettedronningen Emma Gad ville formentlig ikke være helt tilfreds med, hvordan den gængse bordskik langsomt forsvinder.
For danskerne har fået et mere afslappet forhold til bordskikke, og man forventer ikke lige så meget af rammerne til måltidet.
Det kan blandt andet ses ved, at 56 procent lægger vægt på, at man bliver siddende til alle er færdige. Det tal lå på 68 procent i 2021.
Derudover er det blevet mere normalt at spise i sofaen sammen med sine gæster. Det gør 11 procent mod fire procent i 2021.
Ifølge Judith Kyst er det fordi, at vi generelt har mange forstyrrelser dagen i dag.
- Der er noget, vi hele tiden skal nå. Der er noget andet, som er vigtigere. Men det er ikke sådan, at det er på bekostning af måltidet. Men det er nogle af de tendenser, vi kan se, som begynder at rokke lidt ved rammerne på måltidet.