I hovedstaden buldrer udviklingen af sted. Boligmarkedet er i færd med at ryste kæberasleren fra Finanskrisen af sig, alt imens iværksættere, gourmetkokke, kaffekendere og naturvinsprofeter i rasende fart forvandler byens brogede brokvarterer til livlige områder med gourmet-tilbud og nicheforretninger.
Men ikke alle steder i brokvarterne følger man med udviklingen – på værtshuset Diligencen i området omkring Blågårds Plads følger man den bare.
Det westerninspirerede værtshus er fra 1980. Dengang smagte kvarteret mindre af quinoa og kikærter og mere og klassekamp og kolde 'Hof'.
- Jeg synes, Nørrebro er blevet lidt kedeligere. Der var lidt mere sjov i gaden dengang, siger Claus Kim Nielsen, der har været fast inventar i området omkring Blågårds Plads, siden han i midten af 1960’erne som sømand gik land og slog sig ned med sin første kone i Slotsgade.
Dengang kvarteret var et arbejderkvarter, lå værthusene side om side, og arbejdere fra små kår fik sig en lille en efter fyraften, fortæller Claus Kim Nielsen.
Han bemærker, at hans kvarter får en masse nye, unge beboere, som ikke har samme hverdags-forhold til værtshuse, som han selv har haft.
- De er opdraget med caféer og sådan noget. De har ikke den der værtshuskultur, som man kalder det. De drikker nok heller ikke så meget, som vi gjorde dengang. Det er nok mere det, siger han.
Længere mellem snapsene
Mange af værtshusene forsvandt i det forrige århundredes sanering af området omkring Blågårds Plads, der er kendt som Den Sorte Firkant.
I slutningen af 1970’erne tyndede bulldozere ud i utallige rækker af baghuse med lokummer på gange og i gårde. I de senere år er flere af de sidste gamle værtshuse lukket og omdannet til cafeer eller spisesteder.
Danskernes ønske om at nyde en pilsner i røg og damp er også faldet markant. Det bekræfter de nyeste tal fra brancheorganisationen Horesta. Tallene viser, at interessen for at gå på værtshus er faldet med 18 procent i perioden 2008 til 2013.
Tonny Jensen, der ejer Diligencen, er pinligt bevidst om, at kvarteret forandrer sig.
Han er født og opvokset på Blågårds Plads og ser i dag et helt andet kvarter beboet af helt andre mennesker.
- Hvor man før i tiden sagde, at det var ét stort arbejderkvarter her på Nørrebro, så er det ikke et arbejderkvarter mere. Mange af dem der bor her, er højtlønnede. Man kan bare kigge på bilerne. Sådan nogle biler var der ikke før i tiden. Der holdt ikke BMW’er og Audier i gaderne, siger Tonny Jensen.
Fra isflage til isflage
Indtil for få år siden blev der dagligt drukket, grædt og grinet på hjørnet af Kapelvej og Rantzausgade. Her lå det gamle værtshus Valdemar Atterdag, der måtte slukke jukeboxen for sidste gang på grund af en skrantende økonomi.
Det betyder dog ikke, at det er slut med at lange drikkevarer over disken på adressen.
I dag huser lokalerne Spisebar 20, der byder gæsterne på mad og drinks, bestående af ingredienser, der aldrig var kommet ind af døren på Valdemar Atterdag: urtepolenta, ramsløg og økologisk gin, for eksempel.
Det er heller ikke helt de samme gæster, der sidder omkring bordene forklarer Spisebar 20’s ejer Tanya-Maria Solskov.
- Vi har mange stamgæster, lokale gæster og unge mennesker, der godt kan lide at gå ud og spise steder, der ikke er cafeer og burgerbarer, siger hun og fortsætter:
- Det er de hippe unge mennesker, der godt kan lide at spendere lidt mere, og så en masse mennesker fra lokalområdet. Jeg vil nok sige, at vi ligger i en aldersgruppe på omkring 25-40 år.
Meget af det gamle interiør fra Valdemar Atterdag er blevet smidt ud, men spisebarens bar er den samme, og i baglokalet hænger også den gamle jukeboks fra Valdemar Atterdag.
Den er med til at bevare noget af den gamle stemning, forklarer Tanya-Maria Solskov, der med spisebaren gerne vil bidrage til kvarteret.
- Vi prøver at være meget lokale, og støtte lokalt. Vi køber en masse af vores grøntsager hos grønthandleren og køber øl hos Nørrebros Bryghus, siger hun.
Det nye koncept er dog ikke noget, der vækker jubel hos den tidligere bartender Lene Simoni. Da der blev råbt sidste omgang på Valdemar Atterdag, stod hun uden arbejde. Kort efter kom hun bag baren på Diligencen.
Lene Simoni har svært ved at spejle sig i de nye steder, der åbner.
Siden hendes andet hjem gennem mange år lukkede, er Spiserbar 20 åbnet. Men nu er det slut med kolde håndbajere og gæster med murerkasketter og tommestokke i bukselommen.
- Det er skuffende. Det er synd. Der er mange mennesker, der er meget kede af, at det er lukket. Jeg har været derinde én gang. Jeg var sammen med tre stamgæster fra Valdemar Atterdag og min bedre halvdel. Vi fik fire små fadøl og en tysk cola, jeg ikke kunne lide. Vi var der i en halv time-tre kvarter, så gik vi igen, siger Lene Simoni.
- Man hænger jo ikke fast i gulvet længere, griner hun.
Sidste omgang
Tilbage på værtshuset i Korsgade har stamgæsterne ikke meget tiltro til, at Diligencen kommer til at holde åbent for evigt.
Når ejer Tonny Jensen en dag ikke kan køre forretningen videre, så har han da også svært ved at tro på, at nye ejere vil drive værtshuset videre.
- Jeg tror da nok, at den næste, der kommer vil lave det anderledes, siger Tonny Jensen.
Fakta: Den sorte firkant
- •
Navnet er en betegnelse for området omkring Blågårds Plads på det indre Nørrebro i København. Der er flere historier om navnets oprindelse - en af dem er, at området var skraveret med brun farve på saneringsplanerne fra 1971.
- •
En anden historie går på, at kvarteret fik sit navn på grund af alt det skidt og snavs et jernstøberi på pladsen spyttede ud i gaderne i sin tid.
- •
En tredje historie går på, at politiet satte nåle på et kort, når de rykkede ud til børneværnssager. Det gav ifølge historien en intens sort firkant i området omkring Blågårds Plads.
Kilde: Den store danske, Den Danske Kulturarv og Wikipedia
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1155741694476353