At spille Shakespeare på nationalsproget er som at blive lukket ind i hjertet af engelsk teater.
Sådan siger den danske skuespiller Birgitte Hjort Sørensen, som i aften har premiere på Shakespeare-forestillingen 'Coriolanus' på London-teatret Dunmar Warehouse.
Over de sidste tre år har søndagsseerne kunne følge hende i rollen som journalisten Katrine Fønsmark i DR-dramaet 'Borgen'. Og det er netop den rolle og den succes, skandinaviske film og tv-serier nyder i udlandet i øjeblikket, der sikrede hende billetten til England, fortæller hun.
- Jeg ville ikke være her, hvis det ikke var for 'Borgen' og hele den her 'Skandi-bølge', der er nu. Der er generelt en opfattelse af, at de tv-serier vi laver (i Danmark, red.), er af rigtig høj kvalitet, og at skuespillet er i særklasse, siger Birgitte Hjort Sørensen til Kulturnyt på P1, som har mødt hende i London op til premieren.
- Det gode for mig er, at 'Borgen' er blevet en slags kult blandt branchefolkene herovre. Casting-directoren her på Dunmar havde set 'Borgen' og var stor fan. Det var selvfølgelig en stor fordel for mig.
Teatrets fordybelse
Publikumsmæssigt er det dog et skridt nedad for skuespilleren. Når 'Borgen' blev vist i tv søndag aften, var der typisk 1,5 mio. danskere, der så med, og siden er serien også solgt til flere andre lande.
På Dunmar Warehouse er der 250 sæder, men det er ikke det, der betyder noget, siger Birgitte Hjort Sørensen.
- Der er en fordybelse på teatret, som der ikke er, når man laver tv eller film. Den har jeg savnet sammen med det at spille live. Det er en anden disciplin, simpelthen, og at det så er her (i London, red.), er så en ekstra udfordring, siger hun.
Drømmen om et pendlerliv
Det er ikke fordi, hun er færdig med fædrelandet, siger hun, og det er planen at vende tilbage, når 'Coriolanus' har spillet færdig. Alligevel håber hun at kunne etablere en slags pendlertilværelse mellem London og Danmark i fremtiden.
- Jeg håber, at jeg kan blive ved med for eksempel at spille teater her, for det er jo lidt en niché-ting på et lille teater. Jeg synes, at den vekselvirkning, der ligger i at lave noget, som er mere kommercielt og noget, som fodrer én på en anden måde, det er ønskværdigt for mig.