Mange østjyder strømmer til boghandlerne i disse dage.
De vil læse om tankerne fra manden bag Muhammed-tegningerne, Flemming Rose. Jyllands Postens kulturredaktør har skrevet bogen "Tavshedens tyranni", og den tegner til at blive en bestseller.
- Det er gået forrygende og også lidt bedre, end vi havde ventet, fortæller butikschef Leif Rasmussen. I hans forretning Vangsgaards bøger i Århus solgte de alle 30 eksemplarer af Tavshedens tyranni på de første to dage.
Samme billede ses hos Bog og Ide på Clemens Bro i Århus, hvor ejer Bertel Kjærulff mener, Roses bog kommer i top fem på bestsellerlisten.
I Gellerupområdet er der også mange læsere til Roses bog om Muhammedtegningerne, selv om kvarteret er domineret af muslimer.
Anja Søderstrøm fra Bog og Ide i City Vest har udsolgt af bogen, og hun har ikke mødt vrede over at have den udstillet.
Leif Rasmussen er heller ikke bange for at få vrede reaktioner:
- Vi har også en del muslimer blandt kunderne, og der har ingen problemer været overhovedet, siger boghandleren.