Det lå ikke ligefrem i kortene, at Victor Boy Lindholm ville blive en succesfuld forfatter, der, ud over at have udgivet både bøger og essays, også arbejder som journalist.
Faktisk havde Victor svært ved overhovedet at læse, da han som dreng kæmpede sig igennem dansktimerne.
- Jeg var enormt dårlig til at læse som barn. Jeg lærte først at læse i slutningen af tredje og starten af fjerde klasse. Der var en lille mistanke om, at jeg var ordblind, siger Victor Boy Lindholm.
Den mistanke er dog for længst blevet gjort til skamme.
I dag kan den 28-årige ordsmed ud over et spirende forfatterskab også bryste sig af en universitetsuddannelse i litteraturvidenskab, ligesom han skriver om kultur for Dagbladet Information.
Og så er hans essaysamling 'Stræk tiden' netop blevet genudgivet på forlaget Turbine med et spritnyt essay, der blandt andet beskæftiger sig med vigtigheden af venskaber.
Med Victor Boy Lindholms egne ord gik det let med læsningen, da han først fik knækket koden.
- Jeg begyndte at læse fantasy, blandt andet 'Dungeons & Dragons', og forskellige heltesagn. Jeg kom ikke ind i litteraturen ad en højkulturel vej, det har simpelthen været totalt lystdrevet, forklarer han.
- Jeg har så siden taget en litteraturvidenskabelig uddannelse, men jeg går stadig meget op i at pleje min grundlæggende læselyst. Det er den, der får mig til at skrive.
Skriver, når han cykler
I 'Stræk tiden' beskæftiger han sig med store politiske temaer og har som et gennemgående spørgsmål: "Bliver vi klogere på politiske krisetider ved selv at befinde os i dem?"
Essayene, der er en slags fri tekst om et emne, som forfatteren tænker over og skriver om, undersøger både flygtningekrise, identitetskrise, finanskrise og krisen i forholdet mellem land og by.
- Jeg er interesseret i, om vi får mere ud af at stå i midt i krisen frem for at sidde foran fjernsynet og opleve den, siger Victor Boy Lindholm.
Derfor er hans essaysamling også blevet til gennem talrige cykelture gennem Europa – blandt andet i Tyskland, Italien, Frankrig, Schweiz og Danmark.
Ifølge Victor Boy Lindholm tvinger cyklingen nemlig både refleksion og sårbarhed frem hos ham. Refleksion, fordi han befinder sig alene på landevejen. Sårbarhed, fordi han er udsat for vind og vejr og ikke sidder bag rettet i bilens trygge skal.
Cyklen har en god balance mellem noget langsommeligt og så et lidt hurtigere tempo, der passer godt til den unge forfatters rastløshed, forklarer han.
- Det ene essay skrev jeg i en notesbog, der blev væk undervejs, så dér var jeg nødt til at starte forfra. Til et andet essay slæbte jeg en computer med, og jeg blev meget, meget syg undervejs med lungebetændelse.
- På nogle af de andre ture noterede jeg slet ikke undervejs, men skrev det hele ud fra erindringen bagefter.
Dyrker sit helt eget udtryk
Det er vist ikke for meget at sige, at Victor Boy Lindholms skriveproces ikke minder om de fleste andre forfatteres.
Og hvis man kaster et blik på den unge bogstavjonglør, lever han nok heller ikke op til de flestes billede af "forfatteren" – i hvert fald ikke, hvis det billede fremkalder en ældre, seriøs mand med hornbriller klædt i skjorte på din nethinde.
Victor Boy Lindholm går i lysegrå sweatshirts, poserer på Instagram i underspillet men hipstervenligt cykeludstyr og er tatoveret op og ned ad begge sine slanke arme.
Det er ingen tilfældighed, forklarer han.
- Jeg har både et behov for at udtrykke mig selv, men også en fascination af billedet af forfatteren som en person, der har adgang til en form for frihed, man ikke kan finde i andre beskæftigelser. Det er selvfølgelig en myte, men det er noget, der også har draget mig.
Nu vil han dog gøre op med myten om, hvordan en forfatter ser ud.
- Jeg dyrker mit eget udtryk, som selvfølgelig også er en bevidst strategi i forhold til, at jeg gerne vil virke tilgængelig. Jeg vil gerne have unge mennesker til at træde ind i mit univers og åbne litteraturen for dem.
Vil gøre litteraturen mindre skræmmende
Ud over sin egen udtryksform mener Victor Boy Lindholm også, at litteraturen kan gøres mere tilgængelig, hvis vi går til den, ligesom vi for eksempel går til musikken:
- Når det kommer til musik, tænker man: "Kan jeg lide det, eller kan jeg ikke lide det?". Dér tolker vi umiddelbart, hvor vi derimod dræber folks læselyst med vores ekstremt tekniske måde at analysere litteratur på. Jeg kunne godt tænke mig, at vi sammen gjorde litteraturen mindre skræmmende. Det prøver jeg i hvert fald selv på.
Det gør Victor Boy Lindholm helt konkret ved at spejle verdens store problemstillinger gennem det enkelte menneskes oplevelser og tanker.
- 'Stræk tiden' er forbundet med resten af mit forfatterskab, der handler meget om, hvordan man skal være til stede i en verden, når man konstant er bevidst om, at ens handlinger som forbruger og privilegeret menneske medfører smerte på folk, der bor steder, hvor vi aldrig nogensinde kommer til at møde dem, siger han og uddyber:
- Vi har for eksempel en viden om, at guldet, der er inde i en iPhone, er udvundet af børn, der arbejder under kummerlige forhold i Congo og er med til at puste til konflikter i Afrika. Hvordan skal man forholde sig til det som individ? Hele mit forfatterskab handler om vekselvirkningen mellem at bekymre sig og så være ligeglad – simpelthen for at kunne overleve.
Han vil med egne ord skabe et rum til de skamfulde følelser: At man godt kan føle sig apatisk på verdens vegne, og at det faktisk er helt okay.
- Mens du scroller gennem dit feed og ser, hvad dine venner laver, bliver du samtidig udsat for både klimakrise og Black Lives Matter. Og så tænker man måske, at det kan man ikke overskue, selv om man burde. Jeg vil gerne sige, at det er okay, hvis man så bliver ramt af en følelse af apati.
'Første gang i lang tid er jeg en lille smule håbefuld'
Selv ser Victor Boy Lindholm dog mere lyst på verden, end han har gjort længe:
- Jeg var politisk aktiv, da jeg var teenager, og jeg har selv oplevet, at det ikke virker, når jeg har demonstreret og gjort modstand. Men jeg føler håb nu – inden for det seneste år har vi haft to store, globale protestbevægelser: Først klimabevægelsen og så den genoplivede Black Lives Matter-bevægelse, siger han og slutter:
- Så for første gang i ret lang tid er jeg en lille smule håbefuld. Det er lang tid siden, jeg har følt et håb for, at verden måske kan gå hen og blive et bedre sted for os allesammen.