- Nu får din bog fem og seks stjerner af anmelderne. De har vist heller ikke forstået noget.
Den slags drillende mailbeskeder har forfatteren Svend Åge Madsen fået en del af fra sin redaktør på forlaget Gyldendal i forbindelse med udgivelsen af hans seneste roman 'Af den anden verden'.
Svend Åge Madsen havde nemlig undervejs i udgivelsesprocessen luftet sin dybe tvivl om, hvorvidt bogen overhovedet var egnet til at komme ud til læserne.
Men der gik ikke længe efter udgivelsen, før romanen blev rost af både anmeldere og læsere og indstillet til flere priser, heriblandt DR Romanprisen 2018.
- Med nomineringerne kom der en ny omgang drillende beskeder. Heldigvis er det en forholdsvis behagelig form for hån, så jeg kan bære det, smiler Svend Åge Madsen.
Mennesker lander på en kyst
'Af den anden verden' er et kompleks værk, hvor Svend Åge Madsen starter et samfund op helt fra bunden.
En flok mennesker lander på en strand efter at være flygtet fra en giftig tåge, der har slettet deres hukommelse og sprog.
Henover en periode på tres år følger vi, hvordan de starter med at skaffe læ, vand og mad. De opdager og udnytter forskellene mellem kønnene. De får et sprog for verden omkring dem og udvikler efterhånden et samfund med højt udviklet teknologi, kommunikation, kunst og regler for omgangen med hinanden.
Selv om Svend Åge Madsen har lavet mange eksperimenter med tid, rum og menneskelige egenskaber i sine romaner, så er det første gang, at han nulstiller alt og bygger en ny civilisation op helt forfra.
Skar sig gennem urskoven
Og det var en kolossal og anstrengende opgave, indrømmer han.
- Det var overvældende at sidde med. Der var så mange noter og ideer, at jeg var nødt til at skære igennem buskadset, nærmest urskoven, for at finde historien. Da jeg så var igennem, følte jeg, at jeg havde smidt så meget ud, at jeg ikke var tilfreds med resultatet.
Deraf den tvivl, som han kom til at udtrykke overfor redaktøren.
Nogen tynd bog er det dog ikke blevet på trods af luge-arbejdet. Over 500 sider fordelt på 24 kapitler, eller slæt, som Svend Åge Madsen kalder det.
- Ja, den blev vældig lang. Jeg har det bedst med bøger på 250 sider, men det kunne ikke gøres på mindre.
Den der hopper på to ben
Noget af det, som skabte frustrationer undervejs i skrivearbejdet, var sproget.
I og med at personerne i udgangspunktet havde mistet sproget, skulle Svend Åge Madsen også nulstille sig selv. Romanen er nemlig skrevet, som om teksterne er nedfældet af romanens indbyggere.
- Personerne skulle starte med et rudimentært sprog. Kænguruer bliver til det væsen, der hopper rundt på to ben osv. Det havde jeg ikke set, hvor svært det faktisk var at lave de omskrivninger. Derfor gør mine mennesker også selv nar af de kejtede omskrivninger, de brugte tidligere, undervejs som de udvikler sig.
Arbejdet førte også til nye indsigter for den 78-årige forfatter.
Sprog og erkendelser følges
- Jeg blev forbløffet over, hvor rigt vor sprog er. Tag et fænomen som glas. Det har vi mange ord for, men jeg måtte afstå fra at bruge dem. Da mine mennesker opdager glas, må de begynde med at kalde det gennemsigtige sten, fordi de simpelthen ikke har sprog for det, siger Svend Åge Madsen.
Han påpeger, at sproget og erkendelserne følges ad.
- I det øjeblik vi har navngivet et fænomen, der har vi fået lidt mere hold på det. Der er en parallel udvikling mellem sproget og vores forståelse af verden. Det ser vi også i deres fortællekunst, jo mere de får nedfældet, jo mere forstår de om sig selv.