Slaver, husmødre og en gadefotograf er videre i DR Romanpris-finalen

Læserne i landets DR Romanklubber har talt: De tre bedste bøger er nu kommet i finalen til dette års pris.

De tre finalister i DR Romanprisen 2017. Fra venstre: Mich Vraa, Christina Hesselholdt og Merete Pryds Helle.

Mich Vraas 'Haabet', Christina Hesselholdts 'Vivian' og Merete Pryds Helles 'Folkets skønhed' har givet de danske læsere årets suverænt bedste læseoplevelser.

Det har de mange hundrede deltagere i landets DR Romanklubber netop afgjort.

Læserne har gennem seks måneder været samlet på bibliotekerne for at drøfte deres indtryk af seks af de bedste danske romaner udvalgt blandt sidste års udgivelser.

Alle grupperne har givet point til bøgerne. Stemmerne er optalt, og de tre mest populære valg er netop 'Haabet', 'Folkets skønhed' og 'Vivian'.

Lutter fremragende læsning

De tre finalist-romaner udgør nu det felt, hvorfra årets modtager af DR Romanprisen 2017 hentes. En jury på fem læsere fra hele landet voterer, inden vinderen offentliggøres live i P1 den 17. juni.

- Tak for en god sæson. Det har været lutter fremragende romaner, som her har resulteret i gode og livlige bogdiskussioner.

Sådan lyder bare en af tilbagemeldingerne fra de mere end 100 læsegrupper, der har brugt vinteren og foråret på at tale med hinanden om indholdet af bøgerne. På biblioteker lige fra Frederikshavn til Guldborgssund, fra Struer og til Ishøj.

De tre finalister har det til fælles, at de hver især foregår i en periode, der ligger et stykke tilbage i tiden.

Vores fortid får farver

I 'Vivian' bliver livsforløbet rullet ud for den historiske hovedperson, gadefotograf Vivian Maier. Hun levede fra 1929-2009. Hos Merete Pryds Helle bliver vi suget ind i vilkårene for en husmoder i efterkrigstidens Danmark.

Sådan ser det ud, når juryen voterer sig frem til, hvem der skal være vinderen af DR Romanprisen. Her er det gruppen fra 2016, der endte med at kåre Ida Jessens roman 'En ny tid' som vinder. (Foto: © Julie Mørkeberg)

Mich Vraa bevæger sig helt tilbage til årene omkring 1800, til vores fælles fortid som slavenation på de dansk-vestindiske øer.

Det vakte begejstring hos læserne, på trods af de voldsomme beskrivelser af de afrikanske fangers forhold.

Svær men vigtig fortælling

En af DR Romanklubberne giver denne begrundelse for, at netop 'Haabet' skulle gå videre i finalen:

- Man bliver grebet af denne roman; det er en spændende fortælling om et kapitel i vores historie, som det kan være svært at forholde sig til. Det fanger én at historien bliver fortalt gennem så forskellige stemmer og former og at der er plads til at danne sin egen mening om begivenhederne.

Mens 'Folkets skønhed' fik disse ord med fra deltagerne:

- Rigtig velskrevet og stærk fortælling med et sanseligt sprog– en slags danmarkshistorie om vores mødre og bedstemødres tid.

Den amerikanske gadefotograf Vivian Maier er genstand for Christina Hesselholdts portrætroman 'Vivian'.

Hør forfatterne fortælle

Alle de seks nominerede forfattere har bidraget til en podcast-serie. I den fortæller de om baggrunden for deres bøger, og de udfordringer og tanker, der har mødt dem undervejs.

Podcast-serien DR Romanprisen 2017 finder du via linket her.

Litteratursiden.dk kan du også finde de spørgsmål, som læserne har stillet til forfatterne. Og de svar, der er kommet tilbage.