Femårige Susan er på syretrip, hendes mor har givet hende LSD i et år nu. Hun fortæller, at hun går i 'High Kindergarten' ('Høj' børnehave, red.).
Hun har lige haft mæslinger, hun ønsker sig en cykel i julegave, og hun kan godt lide Coca-Cola.
Det fortæller den amerikanske journalist og forfatter Joan Didion i en reportage fra hippiekulturens højborg, San Francisco i Californien, som hun besøgte i 1967. Hun var dybt kritisk over for denne ’modkultur’ og de svigt af børn, som hun oplevede undervejs i hippiernes ellers så fredelige opgør.
Alligevel fornemmer man som læser ikke den store omsorg og sympati for femårige Susan.
I Netflix-dokumentaren ’The center will not hold’ fra sidste år kalder Joan Didion oplevelsen en ’gylden mulighed for en journalist’.
Jeg kunne ikke få nok
- Joan Didion er kendetegnet ved en vis følelsesmæssig tilbageholdenhed. Hun bruger ikke sentimentalitet og billige tricks. Men hun er drevet af at beskrive de svære sider af livet, fortæller professor i engelsk litteratur Scott Saul.
Han underviser i amerikansk litteratur, blandt andet Joan Didions essays og romaner, på University of California Berkeley i det nordlige Californien, hvor den populære forfatter selv studerede i 1950’erne.
Her møder han ofte unge kvinder, der stadig er inspireret af den nu 83-årige forfatter:
- Nogle af mine bedste studerende elsker Joan Didion. Hun er stadig en stærk figur for kvinder i dag, som gerne vil skrive, siger Scott Saul, som for nylig har vejledt tre studerende, der har skrevet en større opgave om Joan Didion.
24-årige Libby Rainey, som i dag er journalist, er en af dem:
- Joan Didions stemme er så stærk, så gennemtrængende, og jeg kunne ikke få nok.
- Da jeg fandt ud af, at hun havde studeret på Berkeley og skrevet for Daily Californian (studenteravis, red.), så fik jeg lyst til at undersøge hendes tid på Berkeley nærmere, fortæller Libby Rainey, som i 2016 skrev bacheloropgave om Joan Didions tid på det berømte universitet.
- Det er noget med den klarhed, hun skriver med, og den modige måde, hun beskriver sine oplevelser på. Jeg er især draget af hendes essays, og hendes evne til at få alle detaljer i en scene med, både følelsesmæssigt og visuelt, siger hun.
Stilistisk hævn
Scott Saul fremhæver også Joan Didions evne til at beskrive verden på en meget præcis og direkte måde. Han ser hendes ’stilistiske storslåethed’, som han kalder det, som en bevidst kontrast til hendes fysiske skrøbelighed.
- Jeg fornemmer, at hendes stil er en hævn. Hun kompenserer for sin egen kropslige utilstrækkelighed ved at være så stilistisk overlegen. Derved får hun en autoritet, som kvinder af hendes størrelse generelt ikke ejer.
Selvom om Joan Didion ofte skriver om meget personlige oplevelser med sorg eller psykisk sygdom, så er det altid med en vis kølighed og distance, forklarer Scott Saul.
- Hun er en del af en gruppe kvindelige forfattere, som ikke er varme eller indladende. De er knivskarpe og kolde, siger Scott Saul og forklarer, at denne måde at skrive om følelser på også var en måde at gøre oprør mod forestillingerne om, hvordan kvinder bør skrive om følelser.
At skille følelser ad
I sit berømte essay 'The White Album' beskriver Joan Didion, hvordan hun i 1968 blev udnævnt som ’Årets Kvinde’ af avisen Los Angeles Times samtidig med, at hun var indlagt på en psykiatrisk afdeling for nervesammenbrud.
Her bruger hun blandt andet en lang udskrift fra hospitalets journal, hvor hun omtales som ’patienten’. Joan Didion konstaterer herefter nøgternt: 'Og den person, som den psykiatriske journal henviser til, er mig'.
- Joan Didion er meget interesseret i følelsesliv, men hun ønsker ikke at udtrykke følelser og være teatralsk i sine bøger, og det er en interessant balancegang. Hun ønsker at se på følelser og skille dem ad, så de kan få et æstetisk udtryk.
I en sen alder fik Joan Didion et stort international gennembrud med de to selvbiografiske bøger ’Et år med magisk tænkning’ fra 2005 og ’Blå timer’ fra 2011, der handler om tabet af hendes mand og datter, som døde inden for en periode på halvandet år.
- Hun fornyede sorglitteraturen på en meget personlig og stilfuld måde, siger redaktør Julie Paludan-Müller, fra forlaget Gyldendal, der for nylig har genudgivet bøgerne på dansk på grund af den fornyede interesse for Joan Didions forfatterskab.
Glam og sårbarhed
Udover Netflix-dokumentaren fra sidste år, så gjorde Joan Didion sig også bemærket som model for det franske modehus Céline tilbage i 2015, hvor hun poserede med store, sorte solbriller. Lige siden 1960’erne har hun været hyldet for sin gennemførte stil og coolness faktor.
I dag udkommer romanen ’Intet gælder’, som er den første danske oversættelse af originalen ’Play It as It Lays’, der blev udgivet i USA i 1970.
- Jeg tror, at det som Didion har, som også taler til et ungt publikum i dag, er kombinationen af glam og noget meget sårbart og menneskeligt, siger Julie Paludan-Müller og tilføjer:
- Hun er samtidig et fashion icon, der skriver fra et lækkert New Yorker/California-sted, som har en fascinationskraft samtidig med, at det også er brutalt, fordi hun skriver om angst og tab. Der er altid den dobbelthed hos hende.
- Det har altid været vigtigt for hende, at hun selv var en del af historien. Hun har altid gjort sig selv central, siger Libby Rainey, som i sin bacheloropgave kiggede på Joan Didions vej ind i en medie- og forfatterverden, som for 60 år siden primært var forbeholdt mænd.
- Hun brugte de klassiske kvindekanaler, først studenterforeninger for kvinder og senere modeindustrien, til at bryde igennem til et mandsdomineret område og blive en indflydelsesrig kvindestemme inden for New Journalism.
Ikke den bedste guide til historien
New Journalism er en retning inden for journalistikken, som opstod i USA i midten af 1960’erne og som var kendetegnet ved, at journalisterne brugte sig selv sammen med virkemidler fra fiktionens verden. Joan Didion er en af de mest kendte repræsentanter for genren.
- De gav journalistikken en ny dimension, som den ellers manglede. De anerkendte, at alle historier er fortalt gennem et bestemt perspektiv. De troede på, at man skulle vise, hvor historierne kom fra, siger professor Scott Saul.
I Joan Didions tilfælde mener han dog, at man som læser også skal være kritisk over for det personlige udgangspunkt:
- Det er nok begrænsningen ved Joan Didion, at man altid kan se, at hun er overvældet af bekymring og angst.
- Hun er en god guide til de mørkeste følelser, men hun er ofte ikke den bedste guide til historien, fordi hun generaliserer ud fra sine egne følelser til den større kultur, og dermed risikerer hun at overse nogle ting, siger Scott Saul og tilføjer, at Joan Didion ’med tiden dog er blevet en bedre iagttager og reporter’.