Nicolai har brugt syv år og 100.000 kroner på sin bog: 'Jeg skulle bare skrive den her historie'

Nicolai Porskrog var bare 18 år gammel, da han fik ideen til sin helt særlige fantasyroman.

Det var under en gåtur i Østre Anlæg i Aalborg, at Nicolai Porskrog fik ideen til bogen som han kalder en 'helingsproces'. (© LEONIDOU PHOTO)

Mobning var i mange år en del af Nicolai Porskrogs liv.

I folkeskolen holdt han sig gode venner med mobberne for ikke selv at blive et offer. Men i gymnasiet, hvor han sprang ud som homoseksuel, blev han selv udsat for grov mobning.

De erfaringer har han brugt i sin første bog, der har titlen 'Arctant Flare & The Time Tower'.

- Da jeg skrev den, opdagede jeg, at mange af de oplevelser, jeg troede var fiktive, kom fra min egen bagage, fortæller den nu 25-årige forfatter og diskoteksbestyrer fra Aalborg.

Alle er mærket af mobning

I gymnasiet oplevede Nicolai Porskrog blandt andet at blive udsat for dødstrusler. Og selvom han havde gode venner, der støttede ham, så var det stadig en ensom oplevelse.

- Ingen forstod rigtigt, hvordan det var at stå så alene med noget, forklarer han.

Bogens 17-årige hovedperson Arctant er ligesom Nicolai Porskrog selv blevet mobbet, og det har givet ham en særlig følsomhed.

- Flere af karaktererne i bogen er mærket af mobning på forskellige måder. Oliver-karakteren er for eksempel inspireret af en dreng, jeg kendte i folkeskolen, der blev mobbet, og som jeg ikke var god nok til at støtte op om, siger Nicolai Porskrog, som kan opleves på Kulturmødet på Mors i weekenden.

Han fortæller, at traumer er det gennemgående tema i bogen, der er en fantasyroman til unge. Her følger man hovedpersonen Arctant, som har magiske kræfter, og hans venner på en tidsrejse.

Arctant Flare og hans to venner, Misty og Oliver, er bogens hovedpersoner. Og der er lidt af Nicolai Porskrog i dem alle tre, fortæller han.

Historien skulle skrives

Ideen til 'Arctant Flare & The Time Tower' kom til Nicolai Porskrog for syv år siden, en eftermiddag, hvor han var ude at gå tur i Østre Anlæg i Aalborg.

Den slog nærmest ned i ham som et lyn, fortæller han.

- 'Nu har du fået de her inspirationskilder, nu må du skrive det hele ned', tænkte jeg. Så det gjorde jeg simpelthen.

Faktaboks:

Kulturmødet på Mors

Kulturmødet på Mors

  • Kulturmødet på Mors er en tredages festival, som blev startet i 2013 og foregår i Nykøbing Mors.

  • I 2019 finder Kulturmødet sted 22.-24. august - og man kan blandt andet opleve udstillinger, performances, debatter og events.

  • Nicolai Porskrog deltager ved flere arrangementer på Kulturmødet fredag og lørdag.

18-årige Nicolai Porskrog skyndte sig hjem og skrev alt ned på sin telefon. Og så gik han ellers i gang med at skrive bogen på dansk - men det første udkast var med hans egne ord 'noget skidt', så han lagde bogen lidt væk.

- Men jeg blev ved med at få alle de her ideer til bogen, og jeg følte bare, at jeg skulle skrive den her historie, siger han og fortæller, at han i stedet oversatte den til engelsk.

Det fik historien til at flyde meget bedre, tænkte Nicolai Porskrog, som bruger det engelske forfatter-pseudonym Nick Storm.

- Så begyndte jeg at overveje, hvordan jeg skulle sikre mig, at den ville adskille sig fra andre på markedet og ikke bare ville drukne i mængden.

Verdens første af sin slags

Svaret på den udfordring fandt han i sin passion for computerspil som for eksempel 'World of Warcraft'. Det er nemlig herigennem han selv har 'læst' de fleste historier – og det er også herfra, han har hentet sit talent for at skrive på engelsk.

- I alle de spil, jeg selv er faldet i, har historien været det altoverskyggende, siger han og tilføjer:

- Min historie er skrevet lige så saftigt som en 'Harry Potter'-bog, men den er samtidig visuelt foldet ud.

Bogen, der udkom i april, er nemlig ikke tilgængelig som traditionel papirbog eller e-bog. Den er udviklet som app, hvor man som læser blandt andet kan orientere sig i et interaktivt kort og modtage belønninger undervejs - ligesom i et computerspil.

Og den er faktisk verdens første af lige præcis den slags. Der findes andre typer interaktive, digitale bøger, men ikke romaner med indbyggede elementer, der udvikler sig ligesom Nicolai Porskrogs app-bog.

- De ting, jeg godt kunne lide fra computerspil, smed jeg simpelthen ind som funktioner, og så begyndte jeg at skrive historien rundt om dem, siger Nicolai Porskrog, som kalder sin bog for 'Abook', en forkortelse for 'Activity Book'.

Det særlige ved Nicolai Porskrogs bog er, at man som læser får forskellige belønninger undervejs - ligesom i et computerspil. Man får for eksempel mere information om karakterne, og kortet udvikler sig jo længere, man læser.

Ingen penge til sjov

Han håber, at belønningerne undervejs kan fungere som 'gulerødder', der kan inspirere de unge til at læse videre.

Målgruppen er de 13-22-årige og allerhelst dem, som ikke ellers er ivrige læsere, fortæller han:

- Når man laver et nyt produkt, sigter man jo altid efter en målgruppe, som ellers ikke har et sted at være i forvejen for at få potentielt den største succes. Og alt det her har jeg i virkeligheden lavet ud fra tanken om, hvad der ville give mig selv lyst til at læse.

Nicolai Porskrogs plan er, at der skal udkomme i alt fem bøger i serien om Arctant, men som selvudgiver med et fuldstidsjob ved siden af skal der både findes tid og penge.

Han har nemlig selv betalt for alt i forbindelse med bogen, fra udviklingen af platformen, til redaktørbistand og al det grafiske. Det har kostet ham omkring 100.000 kroner og tæt på 2.000 arbejdstimer.

Derfor har det også taget ham syv år, fra han fik ideen, til bogen var klar til udgivelse.

- Det sidste halvandet år, inden den udkom, har jeg vitterligt kun brugt penge på at spise. Alt indtjening har jeg smidt i bogen. Jeg har sparet på alle oplevelser, tøj og byture for at få råd til den her forhåbentlig livslange oplevelse, siger Nicolai Porskrog, som fortæller, at hans mormor har spædet til med cirka ti procent af omkostningerne til bogen.

Før han kan udgive den næste bog, skal han tjene flere penge på den første. Interessen har været stor i Apples App Store, hvor den kan købes, men der er stadig ikke nok, der har købt bogen, fortæller han:

- Det er vigtigt, at der kommer nogle penge ind, før jeg kan retfærdiggøre at bruge flere. For det er rigtig dyrt, og bog nummer to kommer til at koste lige så meget at lave som nummer et.

En helingsproces at skrive den

Til gengæld har der været god respons fra mange af de primært amerikanske læsere, der har købt bogen.

- Jeg har kun fået positiv feedback. Folk skriver på min Instagram-profil, hvor jeg blandt andet er blevet kaldt 'Percy Jackson on steroids' (kendt ungdomsbogsforfatter), fortæller Nicolai Porskrog.

Billeder:

Nicolai Porskrog

Uanset hvor lang tid der går, før han får skrevet, udviklet og udgivet alle de fem bøger i serien, som han drømmer om, så har det indtil videre været det hele værd:

- Allerede da jeg skrev historien, kunne jeg mærke, at det også var en helingsproces for mig selv. Hver gang jeg skrev om noget fra mit eget liv, røg der lige nogle kilo af mine skuldre; al den her last, jeg har gået rundt med.

- Den røde tråd i bog nummer et er, at du ikke kan tage tilbage til fortiden for at ændre noget, men kun for at lære. Og hvad man så skal gøre med den viden, kommer i bog nummer to, siger Nicolai Porskrog.

Læs også

Netflix laver vild fantasy-succes til storserie: Her er fem andre, du kan læse i mellemtiden