Maria Helleberg: Historien har lært mig at sige 'nå' i stedet for 'nej'

DR Klassikerklubben sætter nu særligt fokus på den historiske roman. Før sommerferien læser vi hver måned – fra april til juni – en historisk roman, der foregår i tiden før Reformationen. Efter sommerferien tre historiske romaner, der foregår efter Reformationen.

Vi begynder i april med 'Ragnhilds Saga' af Lone Mikkelsen. Romanen foregår i den sene vikingetid i Danmark, hvor vi følger Ragnhild Skjaldedatter i en brydningstid, hvor asatroen begynder at blive udfordret af kristendommen. Her gør hun gør sig sine sidste tanker om livet, inden hun skal dø og forsøger at forsone sig med fortiden og guden Freja.

Men hvad er det, den historiske roman kan? Det korte svar er, at den kan en helt masse, når man spørger forfatter Maria Helleberg, der står bag en lang række historiske romaner.

Fordomme om fortiden

Først og fremmest kan de nedbryde nogle fordomme om fortiden, mener hun.

- Vi er ofre for fordomme om fortiden. Vi tror, vi ved, hvordan vi var. Men i fortiden har man for eksempel gjort mange ting, der stred mod tidens normer, præcis som vi gør det i dag, fortæller Maria Helleberg.

Som eksempler nævner hun, at hustruvold, skilsmisser, seksuelle sidespring og søgen efter smuthuller i lovgivningen var en lige så stor del af fortidsdanmark som det er i dag.

Fortiden var derfor langt fra støvet, kedelig og regelret, som mange måske har et indtryk af.

- Bedst som man tror, 'nu ved jeg hvordan det fungerer', hvad de gjorde og mente, så bliver man overrasket, fortæller hun.

Og så mener hun, at den historiske roman kan være med til ikke bare at nedbryde fordomme om fortiden, men om kulturelle normer generelt.

- Selvom vi går ind i tiden og tager os selv og vores normer med, så kan den historiske roman måske alligevel hjælpe os med at forstå og acceptere en anden tid med andre normer, fortæller hun.

- Det har lært mig selv at være mere tolerant og mere åben og at sige 'nå' i stedet for 'nej'.

Forfædre ligner os

Og så kan de historiske romaner være med til at vise, at vores – virkelige som fiktive - forfædre i virkeligheden ikke er så forskellige fra os selv.

- De ligner os selv så meget, så vi kan forstå dem. Vi behøver ikke betragte historien som noget overstået. Alt vi tænker og gør, er der nogle, der har fundet på på et tidspunkt, siger hun.

Og omvendt er der også forskelle, vi kan lære af.

- Under Reformationen er der for eksempel ingen konsensus om at være dansk, man er ikke i opposition til andre, og den frihed kunne jeg meget godt lide, fortæller hun.