Hvilken dansk forfatter skal vinde DR Romanprisen 2018?
Det spørgsmål har tusindvis af læsere gennem det sidste halve år involveret sig i at afgøre.
De har brugt deres tid på at læse, overveje og diskutere de seks romaner, som udgør feltet til DR Romanprisen 2018: Maren Uthaugs Hvor der er fugle, Agnete Friis' Sommeren med Ellen, Jonas T. Bengtssons Sus, Svend Åge Madsens Af den anden verden, Jesper Wung Sungs En anden gren og Kamilla Hega Holsts Rud.
Meningerne har været delte, og læseoplevelserne vidt forskellige. Derfor har alle læserne netop stemt om, hvilke tre romaner, der skal videre i finalen. Herfra er det en jury på fem 'superlæsere', som kårer vinderen.
Resultatet blev, at det er Maren Uthaug, Kamilla Hega Holst og Jesper Wung Sung, der går videre. Vinderen afsløres den 16. juni ved et DR Romanpris-show, der sendes direkte i P1.
På Kolding Biblitotek havde man forud for afstemningen samlet hele 11 læsekredse til en særlig aften.
Her er nogle af læsernes anbefalinger til de tre finalistromaner.
'Jeg var selv løbet skrigende væk'
Connie Tornvigs favorit er Jesper Wung Sungs En anden gren.
- Jeg var selv løbet skrigende væk. Jeg havde aldrig kunnet holde til det, som Ingeborg må igennem i En anden gren.
Connie Tornvig fra DR Romanklubben i Kolding blev især grebet af den kærlighedshistorie, som udfolder sig i Jesper Wung Sungs roman.
Det er den autentiske historie om, hvordan forfatterens oldefar kom til Danmark fra Kina for at blive udstillet i Tivoli. Her møder han den danske bagerjomfru Ingeborg. De bliver voldsomt betagede af hinanden og holder sammen i kærligheden, selv om det negative pres fra omgivelserne er enormt. Ingeborg må fraskrive sig sin familie og sit statsborgerskab som resultat.
- Hun giver afkald på alt og kæmper indædt for kærligheden. Det blev jeg meget rørt af, siger Connie Tornvig.
'Egentlig forfærdelig at læse'
Anita Christensen fra læsekredsen Sengehesten mener, at Maren Uthaug skal vinde for romanen Hvor der er fugle.
- Egentlig er romanen forfærdelig at læse. Alligevel synes jeg, at det er den bedste af de seks, vi har været igennem.
Anita Christensens favorit til at vinde DR Romanprisen 2018 indeholder en dyster fortælling om en familie, der bor isoleret på en lille ø med et fyrtårn ud for kysten langt oppe i Norge. Der er masser af hemmeligheder. Og et incestforhold mellem far og datter.
- Bogen fangede mig. Man kunne ikke regne ud, hvad der ville ske. Incestforholdet var en overraskelse. Det var meget spændende, fordi forfatteren hele tiden holdt nogle dele af historien tilbage.
'Slutningen kommer helt bag på mig'
Tove Knudsen er også medlem af læsekredsen Sengehesten. Hun hepper på romanen Rud af Kamilla Hega Holst.
- Jeg kan lide den måde, hun har bygget romanen op på. Slutningen kommer helt bag på mig. Og selve fortællingen om en umiddelbart charmerende mand, der viser sig at være psykopat, er nok mere almindelig, end de fleste tror.
Kamilla Hega Holst skriver i Rud om et fraskilt par med to børn. I begyndelsen af bogen virker moren Kaisa forvirret, skrøbelig og ude af stand til at passe sine børn. Men efterhånden tegnes der et billede af et forhold, hvor manden Simon har begået overgreb og manipuleret Kaisa ud på kanten af en diagnose.
- Jeg har selv været gift med en mand, som bedrev psykisk terror mod mig. Så bogen påvirkede mig helt klart, siger Tove Knudsen.
- I bogen fremstod Simon først som en dejlig mand. Men til sidst er man ikke i tvivl om, at han har manipuleret både ekskonen, sønnen og den nye kone, så de er blevet nogle psykiske vrag.