Interviewet med Celeste Ng fandt sted, før George Floyd døde under en anholdelse i Minneapolis, USA. Celeste Ngs udtalelser har derfor ingen sammenhæng med urolighederne i USA.
Den blev hyldet i amerikanske medier, blev kåret som 'Årets bedste roman' på Goodreads, onlineplatformen for læsere, og den var efter sigende meget eftertragtet blandt tv-producenter.
Men det blev den kendte skuespiller og producent Reese Witherspoon, der erhvervede sig rettighederne til at omdanne romanen 'Små påsatte brande' til en tv-serie. En tv-serie, der ikke har fået den store opmærksomhed herhjemme, men som netop nu kan ses på streamingtjenesten Amazon Prime.
Efter tv-serien fik premiere, roste flere medier den - blandt andet The Guardian og The Independent. Desuden blev den sammenlignet med successerien 'Big Little Lies' på HBO Nordic, der i øvrigt også er lavet på baggrund af en bog, hvor Reese Witherspoon har været med til at producere tv-serien og endda spillet en af seriens bærende karakterer.
Den hypede roman, serien bygger på, og som på dansk hedder 'Små påsatte brande', udkom i april sidste år herhjemme. Den er inspireret af forfatteren Celeste Ngs (udtales 'ing') egen opvækst i kvarteret Shaker Heights i delstaten Ohio i 1990'erne.
Konflikt i den amerikanske ligusterhæk
'Små påsatte brande' handler om alenemoren Mia Warren og hendes datter Pearl, som lejer et hus i Shaker Heights af en tilsyneladende perfekt familie bestående af blandt andre Elena Richardson.
Hun er ligusterforstadens ultimative regelrytter, men da hendes egne fire børn bliver mere og mere fascineret af den mystiske Mia Warren, og en familie i kvarteret adopterer et barn med kinesisk-amerikanske rødder, starter en kamp mellem Mia Warren og Elena Richardson, hvor Elena Richardson forsøger at bringe Mias hemmeligheder frem i lyset.
En af grundene til, at Celeste Ng, der selv har kinesiske rødder, skrev bogen, var at se tilbage på hendes egne teenage-år i Cleveland-forstaden Shaker Heights, inden hendes universitetsstudie fik hende til at flytte.
- I mine teenageår indså jeg, at Shaker Heights var ret usædvanlig. Man tænker måske ofte, at ens hjemby er ret almindelig. Det troede jeg også, indtil jeg rejste derfra, og jeg indså, at alt er meget reguleret i forhold til, hvilken farve husene må have, og hvor højt græsset må være og den slags, siger forfatteren.
Lige fordeling mellem sorte og hvide
Opvæksten i forstaden med alle dens uskrevne regler gjorde også Celeste Ng opmærksom på race, og i romanen prøver hun at "skrive sig frem mod en forståelse," fortæller hun. Ifølge hende er Shaker Heights nemlig et ret idealistisk sted, fordi kvarteret var kendt for sin nærmest lige fordeling mellem sorte og hvide indbyggere.
I modsætning til mange andre steder i USA, hvor samfundet stadig er præget af at være raceopdelt, voksede Celeste Ng og stort set alle andre indbyggere i Shaker Heights op med idealet om at bibeholde det blandede samfund. Og det var de mekanismer, hun gerne ville undersøge i bogen.
En af grundene til, at hun lod historien foregå i 1990'erne, er, at familier nemmere kunne holde hemmeligheder for dem selv, fordi der ikke var smartphones, og at alt kunne findes frem på Google eller Facebook. Men også, fordi man i 90'erne troede, at alt var perfekt.
Problemerne lå lige under overfladen
- Det var en tid i USA, hvor vi troede, at alt var godt. Vi havde styr på det. Kvinder havde opnået ligestilling, så sexisme ikke længere fandtes. Vi havde en fantastisk, cool ny præsident, økonomien kørte, benzin var billigt – og vi var ikke i krig, fortæller hun.
Men lige efter skyder hun sine egne påstande om de lykkelige 90'ere ned, for når man kigger tilbage, passer det overhovedet ikke, mener hun.
- Alle problemerne var der stadig. De lå lige under overfladen, siger hun og nævner små hints i bogen, hvor et af dem er Monica Lewinsky-skandalen. Det minder os om, at de så tiden anderledes dengang, siger hun og peger på, at det også gjaldt i livet bag ligusterhækkene hos familierne.
Også opfattelsen af det "farveblinde" samfund, som hun selv oplevede, da hun boede i Shaker Heights, skulle vise sig ikke at være holdbart. For det med ikke at se folks race, som var gældende i Shaker Heights, ville i dag være set som problematisk, mener hun.
- Hvis du siger, du ikke ser folks race, så anerkender du ikke de problemer, de måske har haft, og hvordan resten af verden ser på dem. Vi ser nu, at raceblindhed faktisk bare er en anden måde at være racist på, siger Celeste Ng.
Følte ikke, hun tilhørte nogen af grupperne
Blandt andet peger hun på de transnationale adoptioner – og især dem fra Kina, der for alvor kom til USA på det tidspunkt. For da de kinesisk-amerikanske børn var ankommet til USA, overvejede man ikke, hvordan det ville være at opdrage et asiatisk barn i en hvid, amerikansk familie. Det håber hun, at folk er mere bevidste om i dag.
Selvom hun voksede op i en forstad, der var mere racemæssig mangfoldig end de fleste andre i USA, så følte hun ikke, hun tilhørte nogen af de to grupper. Det var med til at forme hendes perspektiv, når hun dengang blev nødt til at overveje, om hun hørte til den hvide befolkning eller den farvede.
Men opvæksten gjorde også Celeste Ng til en idealist, fortæller hun. For indbyggerne i Shaker Heights tror virkelig på, at det perfekte samfund opstår, når folk taler sammen, og når de sammen gør en indsats.
- De opdrager alle skolebørn til at overveje, hvordan de kan gøre en forskel. Og det er virkelig mit perspektiv på verden i dag. Jeg er idealistisk, jeg vil gerne gøre verden til et bedre sted – og det er jeg sikker på stammer derfra, siger Celeste Ng.
Der er ingen nemme løsninger
Hun er i stigende grad også begyndt at se sit arbejde som forfatter som aktivistisk. Det skyldes blandt andet hendes egen etnicitet, hendes køn, og at hun selv er forælder til et barn med blandet etnicitet.
- Al kunst er politisk, hvis den forholder sig til en tid og den verden, vi lever i. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle skrive en apolitisk roman, siger hun.
Selvom interviewet med Celeste Ng blev lavet, før George Floyds død i Minneapolis, så understreger hun, at race er noget, amerikanerne har brug for at have samtaler om.
- Folk siger hele tiden: "Vi gjorde det. Vi er kommet videre. Vi har haft en sort præsident. Alt er godt." Men en del af os vidste godt, at det ikke var enden på problemerne.
- Jeg tror, vi er ved at indse, at det er samtaler, vi bliver nødt til at blive ved med at have. Det er ubehageligt at tale om race i USA, men vi er ved at indse, at vi skal vænne os til det, for der findes ingen nem løsning. Vi bliver nødt til at blive ved med at arbejde på det, siger forfatteren.