Her er den tredje nominerede til DR Romanprisen

Agnete Friis’ roman ’Sommeren med Ellen’ er netop udvalgt som den tredje nominering til DR Romanprisen 2018.

(© les@kaner.dk)

Jakob er 15 år, da han møder den ældre Ellen.

Hun er både smuk og dragende, og der går ikke lang tid fra det første møde, til han er stormende forelsket i Ellen.

Sommeren 1978, hvor den unge Jakob forelsker sig i Ellen, viser sig mange år senere at blive afgørende for den voksne Jakob.

Agnete Friis’ roman med titlen ’Sommeren med Ellen’ består både af brudstykker fra den skæbnesvangre sommer og et nutidsspor, hvor vi følger den nu midaldrende Jakob, der er midt i en skilsmisse.

Jakobs opgør med fortiden begynder, da en han en dag bliver ringet op af sin gamle farbror, som ripper op i forholdet til den mystiske Ellen og en ung piges mystiske forsvinden.

Romanen er netop udvalgt i et samarbejde mellem Litteratursiden og DR Kultur som den tredje nominering til DR Romanprisen 2018.

’Sommeren med Ellen’ er blandt andet valgt, fordi der er masser af stof til diskussion at hente i bogens fokus på, hvordan fortidens hændelser har betydning for vores fremtid.

- Det er velskrevet socialrealisme med en overbevisende og troværdig skildring af forholdet mellem personerne og af livet på landet i halvfjerdsernes Danmark.

- Agnete Friis er en fremragende fortæller, som med greb fra krimigenren skaber en sitrende stemning i romanen fra start til slut, hedder det blandt andet i begrundelsen.

Deltag i diskussionen

Agnete Friis er også kendt for sine ungdomsbøger og som den ene del af duoen bag krimiserien om sygeplejersken Nina Borg.

Sidstnævnte har hun skrevet i samarbejde med Lene Kaaberbøl. Agnete Friis debuterede i 2015 som romanforfatter med ’Blitz’.

’Sommeren med Ellen’ bliver diskuteret i DR Romanklubben til februar næste år.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i debatten via dit lokale bibliotek via DR Læseklubbernes nyhedsbrev, som du kan tilmelde dig her.

I alt seks romaner ender med at kandidere til DR Romanprisen 2018, og de tre sidste kandidater offentliggøres til november.

I juni offentliggjorde vi, at Jonas T. Bengtssons 'Sus' og Maren Uthaugs 'Hvor der er fugle' er nomineret til romanprisen.

Fra december og frem til og med maj måned næste år læser og diskuterer DR Romanklubberne på landets biblioteker en bog pr måned. Det munder ud i en afstemning, hvorefter en læserjury finder den endelige vinder. Hvem det bliver, offentliggøres i løbet af juni 2018.

’Sommeren med Ellen’ udkom i april 2017 og er blandt andet solgt til udgivelse på det amerikanske marked.

'Sommeren med Ellen' er udkommet på forlaget People's Press. (© People's Press)