GUIDE Her finder du de udenlandske stjerner på årets Bogforum

Bogforum er ikke kun for danske forfattere og deres læsere - også en række interessante udenlandske navne finder vej til bogmessen.

Dario Fo, Caitlin Moran og Karl Ove Knausgård er blandt de seks udenlandske forfattere, som du kan blive lidt klogere på her. (Foto: © Kollage, Getty Images)

Det vil som altid vrimle med store danske forfattere, når den litterære messe Bogforum i dag åbner i Bella Center i København.

De udenlandske navne er der til gengæld længere imellem, så for at du ikke overser en eventuel udenlandsk favorit, har vi her valgt at samle nogle af de vigtigste og største navne fra andre lande.

Feministiske Caitlin Moran

Den populære britiske klummeskribent og forfatter Caitlin Moran er ikke en kvinde, der pakker tingene pænt ind.

Det viste hun med den selvbiografiske bog ’Kunsten at være en kvinde’ fra 2013, der blev britens gennembrud uden for Storbritannien. Her skrev hun blandt andet om kropsbehåring, sex og mangel på samme, porno, den forvirrende tid som teenager, gode kvindelige forbilleder og menstruation.

Lige nu er hun dog aktuel med romanen ’Sådan opfinder man en pige’, der handler om en teenager-pige fra et fattigt engelsk område i starten af 1990’erne.

Moran kan opleves på Bogforum både lørdag og søndag.

David Lagercrantz har gjort sig bemærket flere gange. Senest som forfatter på fortsættelsen til den populære Millennium-trilogi. Seriens oprindelige forfatter Stieg Larsson døde i 2004. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Fodboldglade Karl Ove Knausgård

Det er de færreste forfattere, der sætter sig for at skrive seks tykke bind om sig selv. Det besluttede den norske forfatter Karl Ove Knausgård dog og resultatet blev det roste og berygtede værk ’Min kamp 1-6’. Sidste bind i serien bredte sig over imponerende 1100 sider.

Nu skal det til gengæld ikke handle om Knausgård selv – i hvert fald ikke ligeså direkte – men i stedet om fodbold, livet som sådan og VM.

Han er nemlig aktuel med samtalebogen ’Hjemme-borte’, som han har skrevet sammen med Fredrik Ekelund. De taler om deres fælles bog søndag på Bogforum.

Ungdommelige Teri Terry

Har du en svaghed for ungdomslitteratur tilsat mystik og spænding?

Så kender du sikkert allerede forfatter Teri Terry og hendes fremtidstrilogi ’Sladet’, der hedder ’Slettet’, ’Knust’ og ’Splittet’ på dansk. Bøgerne handler om den engelske pige Kyla, der får sin hukommelse slettet og dermed må starte på et helt nyt liv.

På Bogforum er det dog den nye fremtidsroman ’Mind Games’, der er anledningen til hendes besøg i Danmark.

Teri Terry har markeret sig med serien om pigen Kyla. Forfatteren er for tiden aktuel med ungdomsromanen 'Mind Games'. (Foto: © Kollage, Nyt Nordisk Forlag)

Legendariske Dario Fo

Den 89-årige italiener Dario Fo er ikke bare forfatter – han er også skuespiller, tegner, teatermand, komponist, komiker, sangskriver, satiriker og alt muligt andet.

Hvis det cv i sig selv ikke er interessant nok for dig, så kan vi tilføje, at Fo også kan prale med at have modtaget Nobels litteraturpris tilbage i 1997.

På søndag skal han dog tale om bogen ’Der er en skør konge i Danmark’. Den kredser om vores eget danske drama mellem den ustabile Kong Christian den 7., hans kone Caroline Mathilde og livlægen Struensee.

Og en gamle kending: Jan Guillou

Jan Guillou har ganske vist besøgt Bogforum mange gange, men den svenske forfatter og debattør er stadig et sikkert hit på den folkelige litteraturmesse.

Denne gang er han aktuel med ’Blå stjerne’, der er femte bind i romanserien ’Det store århundrede’´, og derfor kommer der i år til at være fokus på netop det værk.

Mange vil dog særligt kende ham for spændingsromanerne om agenten Carl Hamilton.

Jan Guillou både signerer bøger og deltager i en række scenesamtaler lørdag og søndag.

Jan Guillous danske fans har de seneste mange år haft rig mulighed for at møde deres yndlingsforfatter på Bogforum. Her er det et billede fra 2012. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Du kan se hele programmet for Bogforum her.

Det har tidligere fremgået af denne artikel, at David Lagerkrantz gæster årets Bogforum. Han er imidlertid aflyst.