Fra ung digterstjerne til behandlingsdom: Få styr på Yahya Hassans karriere

Yahya Hassans første digtsamling blev den bedst sælgende danske debutdigtsamling. Men 42 lovovertrædelser førte i dag til en behandlingsdom.

Yahya Hassan har været igennem flere alvorlige sager, siden har i 2013 brød igennem med sin digtsamling 'Yahya Hassan'. (Arkivbillede) (Foto: © MADS NISSEN, Scanpix)

Det startede mildt sagt lovende for den dengang kun 17-årige Yahya Hassan.

Efter at have læst sine digte op på Vallekilde Højskoles litteraturfestival Litt Talk, blev han optaget på forfatterskolen og kom i kontakt med Danmarks største forlag, Gyldendal, der stod klar til at udgive hans digte.

Det skulle vise sig at være en god idé, for da digtsamlingen udkom et halvt år senere, blev der solgt 11.000 eksemplarer på den første uge.

Debutdigte solgte 120.000 eksemplarer

Interessen for den unge Hassan og hans digte fortsatte, og med et oplag på mere end 120.000 eksemplarer blev Yahya Hassans digtsamling hurtigt den bedst sælgende danske debutdigtsamling - nogensinde.

Bogen blev solgt til udgivelse i Holland, Italien, Norge, Sverige, Island, Spanien, Finland, Brasilien og Tyskland, og gav den unge digter flere priser – blandt andet Årets debutant under Bogforum.

Bogen blev også prist af landets anmeldere, der både roste digtene for deres lyriske og direkte sprog, og Hassan for at give en skildring af en opvækst i et socialt belastet indvandrermiljø i et ghettoområde i Aarhus.

Bogforum i Bella Center i november 2013, hvor Yahya Hassan modtog Årets debutantpris. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Overfald og udsolgte oplæsninger

Men det var ikke alle, der var begejstrede for Yahya Hassans succes.

På Facebook begyndte han at modtage trusler, der blev efterforskede af politiet, og i november 2013 blev han udsat for et voldeligt overfald på Københavns Hovedbanegård.

Langt de fleste var stadig begejstrede for Yahya Hassan, hans lyriske univers og hans særprægede måde at recitere sine digte på.

Så begejstrede, at et oplæsningsarrangement organiseret af Aarhus Kommunes Biblioteker i december 2013 blev udsolgt på bare to minutter.

Debattør og Folketingskandidat

Hassan fyldte også godt som stemme i samfundsdebatten, og i 2014 satte Politiken ham på tredjepladsen over årets meningsdannere.

Hans engagement i den offentlige debat førte til, at han den 7. april 2015 meldte sig ind i Nationalpartiet, og det blev offentliggjort, at han ville opstille som folketingskandidat for partiet, hvis de blev opstillingsberettiget inden det kommende valg.

Partiet nåede dog aldrig at blive opstillingsberettiget og Hassans egen politiske karriere fik en brat afslutning d. 9. februar 2016, da han blev ekskluderet fra Nationalpartiet efter at være blevet anholdt for narkokørsel.

Skød 17-årig i foden

Sagen markerede starten på et turbulent år for Yahya Hassan, hvor man kunne følge hans meget offentlige sammenbrud både på tv-skærmen og på de sociale medier.

Her fortalte han blandt andet, hvordan han med knive, pistoler og en flitsbue ville forsvare sig, hvis det skulle blive nødvendigt.

Kort tid efter dukker en video frem, der angiveligt viser Yahya Hassan, der skyder en 17-årig dreng i foden.

I september 2016 blev den dengang 21-årige forfatter så dømt fængsel i et år og ni måneder ved Retten i Aarhus.

Da han blev løsladt fra i december 2017, blev han hentet i limousine.

Krudtslam og voldelige overfald

Måneden efter sprang han ud som rapper, da nummeret ’Krudtslam’ blev lagt på Youtube, men karrieren som rapper har indtil videre ikke nået samme højde som karrieren som digter.

Kort tid efter delte han billeder på Instagram, hvor han poserede med våben og skød med en fuldautomatisk riffel.

Det betød at han efter bare 14 dage på fri fod blev anholdt og sigtet for både ulovlig våbenbesiddelse og besiddelse af både hash og kokain.

Herefter tog han til Thailand, hvorfra han også opdaterede flittigt på det sociale medier.

Under opholdet i Thailand blev Hassan desuden anklaget for sammen med ukendte gerningsmænd at have overfaldet en mand med en flaske og med slag og spark.

Dømt til behandling for 42 forhold

Over sommeren 2018 har Yahya Hassan været i vælten i både lokale og nationale medier flere gange. For eksempel for at:

I dag, torsdag, var Yahya Hassan så endnu en gang for retten, denne gang lød anklageskriftet på ikke mindre end 42 forhold begået mellem 2015 og 2018.

Lovovertrædelserne strækker sig fra alt til chikane, trusler, hærværk, blufærdighedskrænkelse, våbenbesiddelse, tyveri, vold og narkobesiddelse. Hassan erklærede sig tidligere i dag skyldig i alle forhold og blev dømt til en psykiatrisk behandlingsdom.

Retssagen har betydet, at Hassan i september var nødt til at aflyse sin tilstedeværelse ved et arrangement i Musikhuset i Aarhus, hvor han skulle have stået på scenen og læst sine nye digte op i selskab med prominente navne Helle Helle og Bisse.

Arrangementet var ellers udråbt som hans store comeback.