Fra 'dum ghettodreng' til forfatter. Aydins far begik et drab, som ændrede sønnens liv

Aydin Soei var fire år, da han kom til Danmark fra Iran i 1986 sammen med sin familie og fik et nyt hjem i en toværelses lejlighed i Avedøre Stationsby.

De otte år, som han og familien endte med at bo i bydelen, blev meget afgørende for hans liv.

- Årene i Avedøre er en væsentlig del af min identitet, og det er formentlig, fordi det var den første del af Danmarkskortet, jeg lærte at kende. Det var mit hjem, det var her jeg lærte at tale dansk, fortæller den nu 37-årige sociolog og forfatter, som i dag bor på Nørrebro.

Avedøre Stationsby endte dog med at være lukket land for Aydin Soei og hans familie, efter at hans far dræbte en mand fra området.

- Drabet betød, at jeg har levet i eksil fra den her del af Danmark. I mange år kunne jeg ikke vende tilbage hertil.

Det var først, da han i 2016 udgav bogen 'Forsoning', der handler om det mørke kapitel af sin familiehistorie, at Aydin Soei begyndte at vende tilbage til bydelen på den københavnske vestegn. Han havde kun været der et par gange tidligere for at holde oplæg om sine første bøger.

Men nu, hvor han er stået frem med sin personlige historie, er flere journalister vilde for at komme med ud og se det sted, hvor han er vokset op - ligesom den tur, han i dag er på med os.

- Det gjorde det jo også lettere, end hvis jeg bare var taget herhen alene, for så var der et formål.

En blanding af beton og landsbyagtig stemning

På trods af det ret bombastiske betonbyggeri er Avedøre Stationsby, som blev opført fra 1972 og ti år frem, karakteriseret ved en ret 'landsbyagtig stemning', fortæller Aydin Soei. Han fremhæver blandt andet de grønne stier og små veje mellem bygningerne, som alt sammen er alment boligbyggeri.

Familien Soei startede med at bo i en toværelses lejlighed i Bymuren, som er et stort lejlighedskompleks, der omkranser hele området og er skabt med forbillede i middelalderens bymure.

Og det er ret typisk for den tids sociale boligbyggeri, hvoraf mange er endt på den nationale ghettoliste, fortæller Aydin Soei, som både er uddannet journalist og sociolog. Udover den selvbiografiske 'Forsoning' har han også skrevet flere bøger om kriminelle unge og udsatte boligområder.

- Meningen med områderne var, at de skulle have deres egen identitet. Der skulle være en bydelsnationalisme. Men i dag siger politikerne jo, at bydelene skal åbne sig mod omverdenen, de skal ikke lukke sig om sig selv, siger han og fortæller, at han som barn for eksempel ikke vidste, at Avedøre hørte under Hvidovre Kommune.

- Jeg troede, at Avedøre var en by i sig selv, siger han og fortæller, at det også havde betydning for den måde den drengegruppe, han hang ud med, opførte sig på:

- Vi skabte en identitet i opposition til dem, der boede udenfor i villaerne i Hvidovre. For det var de privilegerede. Og hvis de trådte inden for Bymuren, så skulle de have røvfuld.

Familien flyttede fra lejlighed til 'slot'

Fra lejligheden i Bymuren fik Aydin Soeis familie mulighed for at flytte ind i et af Avedøre Stationsbys rækkehuse i midten af området.

- Det var finest at bo her, og vi var en af de første indvandrerfamilier, som flyttede i rækkehus, siger han og forklarer, at det vakte en del opsigt:

- De tyrkiske mødre spurgte bekymret min mor, om hun ikke var bange for, hvordan folk ville reagere. Det lå ligesom i kortene, at rækkehusene var forbeholdt de etnisk danske familier, mens lejlighederne var forbeholdt enlige mødre, mænd og nyankomne flygtninge og indvandrere.

Men forældrene var bare stolte og glade for at have fået tildelt en af områdets bedre boliger, og indflytningen markerede en ny begyndelse for dem, fortæller Aydin Soei:

- De havde talt om, at endemålet for den rejse, de var begyndt på, da de sagde farvel til alt, hvad de kendte og havde kært i Iran, var, at de en dag ville de flytte ind i et hus med have. Og det lykkes dem langt hurtigere, end de havde regnet med.

Som lille dreng følte Aydin Soei også, det nye hjem var ligesom et helt slot at flytte ind i.

- Det var større end min venners hjem, og jeg fik mit eget værelse. Jeg synes jo bare, at det var fantastisk. Som voksen kan jeg jo godt se, at rækkehusene ikke nødvendigvis er slotte, og haverne kun er frimærkestore.

Farens alkoholmisbrug og psykiske problemer

Lykken over det nye hjem varede desværre ikke ved for den lille familie. Farens planer om at arbejde som snedker i Danmark blev skudt ned, fordi han manglede officielle uddannelsespapirer, og han røg med tiden ud i både alkoholmisbrug og psykiske problemer, der kulminerede med drabet på en far til en af Aydins venner.

- Han kunne have valgt at starte forfra og tage en uddannelse, ligesom min mor gjorde, men han reagerede med forbitrelse. Han endte på passiv forsørgelse og blev en del af en subkultur af mænd med indvandrerbaggrund, som bekræftede hinanden i, at det var uretfærdigt, at de ikke fik den status i Danmark, som de havde haft i deres hjemland.

For Aydin Soei var årene i Avedøre Stationsby heller ikke præget af noget stort engagement på den lokale skole, Enghøjskolen. Tværtimod. Hos bydelens drenge herskede der også en helt bestemt kultur.

- Vi drenge anerkendte hinanden for nogle maskulinitetsidealer, som handlede om at være stærke og gode til at slås. Jeg kom ofte op at slås i frikvartererne, og så fik jeg skulderklap bagefter, fortæller Aydin Soei, som ved udgangen af 3. klasse hverken kunne skrive, læse eller aflæse klokken:

- Mine første tre-fire skoleår er bare et stort hul, og jeg tror, det handlede meget om uroen derhjemme, at min far var så forbitret og blev mere og mere alkoholiseret og voldelig.

Ville aldrig tage en uddannelse

Det lå derfor ikke i kortene, at Aydin ville tage en lang videregående uddannelse og blive både forfatter og foredragsholder.

- Selv da vi flyttede fra Avedøre, havde jeg en selvfortælling om, at jeg var en dum ghettodreng fra Avedøre, der aldrig ville tage en uddannelse, og jeg gik i opposition til middelklassens dukse og stræbere, siger han og understreger, at det ikke var bydelen i sig selv, der var dårlig for ham.

Det var problemerne i hjemmet, og den dominerende kultur blandt den drengegruppe, han var en del af – og den eksisterede i øvrigt også hos de etnisk danske drenge, der boede her, fortæller han.

- Beton og boligbyggeri skaber jo ikke mennesker i sig selv, siger han og tilføjer:

- Det, der var det afgørende i mit liv, var, at min far forsvandt. Det skriver jeg også i bogen, og det er en meget hård konklusion: At hvis ikke det var for det drab, han begik, havde jeg været et andet menneske i dag, og vi havde ikke stået her og talt sammen.