Musik kan være vejen til et langt liv, mener aldringsforsker og forfatter Henning Kirk.
Han har netop udgivet en ny bog, 'En kort guide til et langt liv', der giver en række gode råd til at få et langt og godt liv.
Ifølge Henning Kirk formår musikken at få os til at tænke, samtidig med at den appellerer til vores følelser.
- Musikken opfylder tre hjørner i en meget vigtig trekant, forklarer han til DR2 Morgen.
- Selvom vi sidder stille, så lader hjerne som om, at vi bevæger os. Vi bliver rørt af musikken, og så er der noget indhold i musikken. Noget vi skal forholde os til - melodien, harmonien og så videre.
Bevar nysgerrigheden
Ikke overraskende er det vigtigt at holde kroppen sund og stærk gennem motion og en god nattesøvn, men udover det gælder det også om at holde sig åben for nye input.
Nøgleudtrykket er ifølge Henning Kirk 'nysgerrighed'. Man skal sørge for at bevare barndommens nysgerrighed og læse, lytte, være sammen med andre og diskutere.
Det kan også være en god idé at spille computerspil, forklarer Henning Kirk. Forskning i neurovidenskab- og psykologiforskning viser nemlig, at man kan træne sin hjerne ved computeren.
- Man styrker evnen til at være opmærksom, til at lære nyt, og til at huske det man har lært. Til at løse opgaver, forklarer han.
Humor og vin
Der er også noget, der tyder på, at evnen til at klare problemerne i hverdagen med en optimistisk holdning er afgørende for et langt liv.
- Folk, der bliver 100 år, de er på flere punkter mere optimistiske og humoristiske, forklarer Henning Kirk.
Sidst, men ikke mindst, er det også vigtigt at spise en varieret kost og få D-vitamin i vinterhalvåret.
- Og så et glas rødvin eller to til aftensmaden, siger Henning Kirk.