I dag kom det så frem, at det er forfatter og sprogofficer Anne-Cathrine Riebnitzsky, der er årets vinder af De Gyldne Laurbær.
Valget stod mellem Sissel Jo Gazans 'Svalens graf', Yayha Hassans 'Digte' og Anne-Cathrine Riebnitzskys 'Forbandede yngel'.
Og løbet var så tæt, at boghandlerne måtte lave en omtælling for at sikre, at det vitterligt var den rigtige vinder, fortæller Nanna Mogensen fra Skønlitteratur på P1.
At Riebnitzsky i dag fik overrakt prisen er dog helt velfortjent, mener radioværten.
- Jeg synes, 'Forbandede yngel' er en rigtig god bog - og en værdig vinder. Anne-Cathrine Riebnitzsky er en forfatter, der bare bliver bedre og bedre.
Handler ikke mere kun om bestsellere
De Gyldne Laurbær er boghandlernes skulderklap til en forfatter, og dermed har det ofte handlet om bestsellere:
- De Gyldne Laurbær er jo boghandlernes pris, der tidligere mest har været uddelt for godt salg, men her er det heldigvis gået til en bog, der også har litterære kvaliteter. Det så vi også sidste år, da Kim Leine vandt, siger Nanna Mogensen til DR Kultur.
Alligevel er det også en overraskelse, at 'Forbandede yngel' rendte med prisen.
- For det ikke er en bog - modsat de to andre kandidater - der har fået enorm meget omtale i medierne, siger Nanna Mogensen og fortsætter:
- Men som man blandt andet kunne se på sidste års Bogforum, så var der mange, der dukkede op for at høre Anne-Cathrine Riebnitzsky. Der var fulde huse.
Krigstraumer og psykisk omsorgssvigt
Men emnet er også yderst interessant. For selvom bogen ofte sælges som en "Afghanistan-bog", så handler den faktisk endnu mere om noget helt andet:
- Det er jo dybest set en roman om psykisk omsorgssvigt af børn, og hvad det har af langsigtede konsekvenser for børnene. Det er en roman, hvor hun har trukket på nogle erfaringer fra sin egen familie. Det har hun hele tiden været åben omkring, siger Nanna Mogensen.
Bogen har tidligere vundet Politikens romankonkurrence 2013.