DR Fagbogklubbens læseplan: Tag med ud i universet og ind i din hjerne

DR Fagbogklubben kommer vidt omkring. Tag med en tur ud i universet, til forladte øer i Danmark og bliv klogere på din egen hjerne.

DR Fagbogklubben er langt ude. Faktisk tager vi dig med en tur helt ud i rummet. (Foto: © COURTESY SOTHEBY'S / HANDOUT, Scanpix)

Mange benytter sommerferien som en god mulighed for at komme væk hjemmefra, om det så er i sommerhuset ved Vestkysten eller under sydligere himmelstrøg.

Men hvis der er noget, som for alvor kan bringe os nye steder hen, er det litteraturen. Og DR Fagbogklubbens læseplan fra sensommeren og året ud bringer dig i dén grad vidt omkring.

Vi skal blandt andet forbi forladte danske øer, du sikkert ikke vidste fandtes og en tur ud i rummet, hvor alle kan være med. Og så skal vi dybt ind i hjernebarken for at blive klogere på os selv.

Men det er ikke kun vores egne hjerner, vi skal ind i. Også de modne mænds. For hvordan ser man på livet, døden og kærligheden, når man er fyldt 60? Det fortæller en række kendte mænd i august måneds fagbog.

Endeligt skal vi rejse lidt i historien, når folketingsmedlem og socialdemokrat Mattias Tesfaye tager os på en rejse, der viser udviklingen i Socialdemokratiets udlændingepolitik de seneste 50 år.

Alle bøger er eller har desuden været at finde på de største boghandleres bestsellerlister, så der er noget at glæde sig til.

Første bog læser og diskuterer vi på Litteratursiden.dk til august. Men du kan allerede tyvstarte på den eller én af de andre titler nu.

God fornøjelse!

August: 'Modne mænd' af Bo Østlund

Hvordan er livet efter de 60 år? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når 24 danske kendte mænd deler ud af deres egne oplevelser med det at blive ældre.

Mød for eksempel Allan Olsen og Lars Lilholt, som i befriende ærlige samtaler forholder sig til døden, troen, kærligheden, sexlivet, visdommen – og alt andet, som optager dem.

Søfarer Troels Kløvedal, der er uhelbredeligt syg af ALS, fortæller blandt andet i 'Modne Mænd':

- Jeg kan godt finde ud af dét at dø. Det har min livserfaring hjulpet mig med, men at skulle blive lam først, det kan jeg ikke acceptere, og derfor har jeg også skiftet holdning til aktiv dødshjælp.

September: 'Velkommen Mustafa' af Mattias Tesfaye

Der findes næppe et mere brandvarmt politisk emne lige nu end den danske udlændingepolitik.

Og det er netop Socialdemokratiets politik på udlændingeområdet, der bliver taget grundigt under lup, når folketingsmedlemmet Mattias Tesfaye (A) blotlægger partiets indre uenigheder og forskellige syn på udlændingepolitikken gennem de seneste 50 år.

I bogen inddrager Mattias Tesfaye omfattende arkivresearch og interviews med vigtige politikere fra stridende fløje, så man som læser får følelsen af at komme helt tæt på historien om den socialdemokratiske udlændingepolitik.

Oktober: 'Forladt' af Christina Vorre

Hvis du leder efter en alternativ tur i efterårsferien, så er Christina Vorres bog måske lige den inspiration, du har brug for.

På Kyholm ved Samsø kan du besøge Danmarks ensomste kirkegård, der blev lukket i 1859, da alle beboerne forlod øen. Det var også Kyholm, der i gamle dage blev brugt som såkaldt 'karantænestation' for pest- og koleraofre, men det er det nok, de færreste, der ved det.

Det gjorde Christina heller ikke, før hun en dag tilfældigvis stødte på historien om øens fortid som 'opbevaringssted' for syge danskere og blev inspireret til bogen 'Forladt'.

Bogen tager dig med ud på 20 danske forladte øer, der gemmer på en, for mange, ukendt del af vores danmarkshistorie.

Christina Vorre kommer i bogen geografisk vidt omkring i Danmark, blandt andet til Kyholm, Slotø og Eneøje. Her dykker hun ned i diverse lokalarkiver for at finde ud af øernes - og dermed også vi danskeres, historie.

November: 'En lille bog om universet' af Anja C. Andersen

De fleste af os har spejdet mod en klar nattehimmel og er blevet forblændet af mælkevejens storslåede stjernevrimmel. Det er dog kun en lille brøkdel af universet, som det menneskelige øje kan se, men nu kan du med hjælp fra astrofysikeren Anja C. Andersen få et indblik i verdensrummet.

Bogen givet et indblik i Big Bang og andre videnskabelige teorier, der ellers eksisterer om universets skabelse. Det hele er skrevet i et letforståeligt sprog, så du behøver hverken være i besiddelse af en stjernekikkert eller en uddannelse i astrofysisk for at kunne følge med.

December: 'Hjernen er stjernen' af Kaja Nordengen

Din hjerne er den, du er. Samspillet mellem de mange milliarder af nerveceller bestemmer alt fra din intelligens til din musiksmag – og hvem, du bliver forelsket i. Hjernen kan både være din ven og din modspiller, og i denne bog giver den norske læge og hjerneforsker Kaja Nordengen dig på en let forståelig måde ny viden, du kan proppe ind i din hjerne – om din hjerne.

Dermed kan du ikke bare blive klogere, men også blive klogere på dig selv. Vigtig viden, som ikke kun er vejen til større forståelse, men også kan være vejen til et bedre og sundere liv.

I en anmeldelse i Tidsskrift for Den norske legeforening betegnes bogen som 'forskningsformidling af ypperste klasse'.

- Med denne udgivelse viser hun (Kaja Nordengen, red.) imidlertid, at hun også mestrer at tage læsere uden nogen speciel forhåndsviden om hjernen på en tur ind i hjernens indre på en spændende, morsom og ikke mindst lærerig måde', lyder det blandt andet i anmeldelsen.