Anmelder: Ingen havde gættet på franskmand som Nobelprisvinder

Vinderen af Nobelprisen i litteratur var ikke blandt topfavoritterne.

Det Svenske Akademi har givet den franske forfatter Patrick Modiano Nobelprisen i litteratur. (© Forlaget Gallimard)

Havde man satset sine penge på, at den franske forfatter Patrick Modiano ville vinde Nobelprisen i litteratur, ville man have tjent sine penge godt igen.

Den franske forfatter, der netop er blevet annonceret som vinder af den prestigefyldte pris, var nemlig slet ikke blandt topfavoritterne - hverken blandt bookmakerne eller anmelderne.

- Ham var der ikke nogen, der havde gættet på. Hvis der er blevet peget på en franskmand som mulig vinder, har det været Michel Houllebecq. Så prisen er gået til en overraskende franskmand, siger Nanna Mogensen, der er vært på 'Skønlitteratur på P1'.

- Man kan aldrig regne komitéen ud

Nanna Mogensen og andre litteraturanmeldere havde selv gættet på, at prisen ville gå til en afrikansk forfatter - og i hvert fald ikke til en forfatter fra Europa eller Nordamerika.

- Men det viser bare, at man aldrig kan regne nobelkomitéen ud. Ligesom man tror, de vil lave et politisk statement ved at vælge en forfatter fra Afrika eller Syrien, så vælger de en fra Centraleuropa - og det synes jeg er dejligt, siger hun.

Vindere modtager otte millioner kroner

Prisen, der uddeles af Det Svenske Akademi, er blevet uddelt siden 1901. Danmark har modtaget prisen to gange.

Tilbage i 1917 gik den til Henrik Pontoppidan og Karl Adolph Gjellerup og i 1944 fik Johannes V. Jensen prisen.

Udover æren modtager vinderen også otte millioner svenske kroner.