Scott Kelly er det ene af kun to mennesker i verdenshistorien, der har opholdt sig uafbrudt i rummet i et år. Sammen med russeren Mikhail Kornienko blev han i 2015 sendt op til den Internationale rumstation ISS og vendte først tilbage til Jorden i marts 2016.
Nu har den amerikanske astronaut skrevet en detaljeret bog om livet på rumstationen, 'Ekspeditionen et år i rummet'. Og her fortæller Scott Kelly blandt andet om de ti dage, hvor danskeren Andreas Mogensen dukkede op for at arbejde på stedet.
- Andy er en 'awesome' fyr, siger Scott Kelly i dag.
Dansker holdt humøret højt
Scott Kelly morer sig over, at han allerede få timer inde i sit besøg i Danmark blev bebrejdet, at han 'kun' brugte et par sider på at fortælle om sit samarbejde med Andreas Mogensen, eller 'Andy', som amerikaneren kalder danskeren.
- Men min bog dækker de første 51 år af mit liv. Og i betragtning af, at jeg kun var sammen med Andy i ti dage på rumstationen, fylder han faktisk temmeligt meget i bogen, griner han.
Scott Kelly har stor respekt for den danske astronaut. Ikke mindst fordi Andreas Mogensen holdt humøret højt undervejs på missionen, selv om han som eneste europæer var overladt til sig selv i meget højere grad end de andre landes astronauter.
- Hvis det var op til mig, ville jeg uden tøven sende ham afsted på en lang mission, endda som chef, han har evnerne, vurderer Scott Kelly, der selv har været leder af flere rum-missioner.
Viste omsorg med 'fyldte' chokolader
Andreas Mogensen havde en særlig gave med, da han dukkede op på rumstationen ISS i september 2015. Han medbragte dessertchokolader til alle ombord. På det tidspunkt havde Scott Kelly svævet rundt på stedet i et halvt år. Indeni chokoladerne lå digte fra familiemedlemmer derhjemme.
- Jeg blev meget rørt over, at han havde taget sig tid til at samle digte ind fra folk over hele verden, fået en fyr til at putte det ind i chokolade og så flyve det ud i rummet. Det havde stor værdi for mig, at han havde omsorg nok til at gøre sådan en ting for sine holdkammerater.
Andreas Mogensens chokolade-overraskelse var en af de positive mad-oplevelser i rummet. I Scott Kellys bog er der andre beskrivelser af, hvordan det kan være lidt trist at indtage føde i verdensrummet.
Smagen af dessertbudding
For eksempel er det surt at blive sendt ud i en raket med forsyninger af lige dele vanilje- og chokoladebudding, når man bare helst vil have den med chokoladesmag.
Scott Kelly forklarer, hvorfor han bruger plads i sin bog på skuffelsen over ikke selv at kunne vælge smagen på sin dessert i rummet.
- Jeg har forsøgt at gøre mine oplevelser på rumstationen vedkommende ved at bruge mine sanser mest muligt til at beskrive livet på rumstationen. Hvordan smager maden, hvordan lugter der om bord, hvad føles overfladerne som. Derfor puttede jeg det med buddingen ind, så folk kan relatere til mine sanseoplevelser.
- Det er svært at fortælle, hvordan det er at flyde rundt helt uden tyngdekraft, men folk kender smagen af budding, og det kan hjælpe med til at placere dem hos mig. Jeg har siden bogen udkom i oktober fået virkelig mange mails fra folk, der siger, at de under læsningen følte, at de var til stede på rumstationen.
Begge sider af medaljen
Hvor andre af den slags erindringsbøger ofte fokuserer på forsiden af heltemedaljen, har Scott Kelly aktivt valgt at tage begge sider at tilværelsen i en blikdåse 400 kilometer over Jordens overflade med.
- Det er ikke troværdigt, hvis jeg ikke også skriver om det, der har været svært og de mindre flatterende dele af livet som astronaut.
Han beskriver selv dele af sin fortælling som 'tåkrummende'. For eksempel passagerne om vold, druk og korruption i barndomshjemmet hos politiforældrene. Eller hans egen skilsmisse fra sine to børns mor.
- Jeg har læst bøger om astronauter, hvor det kun handler om deres karriere og de aldrig med et ord fortæller om deres tyve år lange ægteskab.
- Nu har jeg skrevet en bog, som jeg også håber kan være en inspiration for de unge, der kæmper med at finde deres egen vej i livet. Her kan de læse om en fyr, der ikke var særlig god i skolen, men alligevel fandt udholdenhed og styrke til at gøre utrolige ting, lyder det fra Scott Kelly.