Amalie måtte flytte til København for at få opfyldt sin drøm: 'Det var dér livet begyndte'

Amalie Laulund Trudsøs oplevelse med at flytte til byen inspirerede hende til at skrive en bog.

(Foto: © Betina Garcia, DR)

Når man flytter til et nyt sted, kan det tage noget tid at falde til og ikke mindst lære at finde rundt.

Sådan var det også for Amalie Laulund Trudsø, da hun som 19-årig flyttede til København for at studere dansk på universitetet. Der gik næsten et år, før hun var helt fortrolig med byen.

- Jeg kom cyklende en dag på ydre Nørrebro og kan huske helt tydeligt, hvordan jeg drejede af ved Nørrebro Station og pludselig følte, at jeg var kommet til et tidspunkt i min tid i byen, hvor jeg ikke længere skulle tage stilling til, hvor jeg skulle hen, siger den nu 31-årige forfatter – og tilføjer:

- Og jeg kan huske, hvordan min krop ligesom vidste, at nu drejer vi.

- Jeg kan huske, at noget af det fede, da jeg var flyttet herind, var det her med at gå på gaden med min cykel. Jeg gik ned ad Købmagergade en dag og trak min cykel og tænkte: Nu kan man se, at jeg bor herinde. Det var sådan en optursfølelse. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Begyndte at 'samle' på steder

Det første års tid havde hun hele tiden haft et kort på sig, når hun skulle ud - eller også sørgede hun for at tjekke ruten grundigt hjemmefra.

Men oplevelsen af endelig at kende byen godt nok til, at det ikke længere var nødvendigt, blev temmelig afgørende for hende.

- Jeg begyndte faktisk at skrive en tekst oppe i hovedet, mens jeg sad på cyklen, som jeg gik hjem og skrev ned, fortæller Amalie Laulund Trudsø, som dermed havde fået hul på det, der senere blev hendes debutroman 'Koordinater'.

Den udkom i 2013, mens hun stadig studerede. Og med hendes egne ord handler den om 'en ung kvindes vej ind i byen, og hvordan man tilegner sig et sted og gør det til et hjem'.

Alle kapitler i bogen er struktureret efter bestemte steder i København, som bogens hovedperson besøger eller passerer og knytter bestemte minder til.

Efter episoden på cyklen begyndte Amalie Laulund Trudsø at 'samle' på steder, på smukke gadenavne for eksempel, som hun kunne bruge i sin bog.

- Hver eneste gang, jeg var et sted, tænkte jeg på, om det her kunne blive til et sted i bogen. Ikke nødvendigvis lige det, der skete, men selve settingen. Det har været ret afgørende for min skrivning at kunne sige: okay, nu er det denne her gade, vi befinder os på.

Med tiden kom de steder, hun samlede ind, til at hænge sammen - og de dannede nærmest deres egen rute i byen.

En lille lejlighed i Øster Søgade var det første sted, Amalie Laulund Trudsø flyttede til i København. - Jeg syntes ikke, det var så fedt at bo alene. Så jeg havde en veninde, som fik en nøgle - og så boede hun der nogle nætter om ugen, hvor vi sov i dobbeltseng og levede sådan et ’lige flyttet hjemmefra’-liv. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Helt givet, at hun skulle til København

For Amalie Laulund Trudsø, der er opvokset i Humlebæk i Nordsjælland, var det helt givet, at hun skulle flytte til København efter gymnasiet – også selvom hendes forældre, der selv boede på kollegie i Taarbæk, mens de studerede, fortalte hende, at hun ikke behøvede at flytte ind til byen.

- For min generation har det været det, man gjorde: flyttede til Aarhus eller Aalborg eller København. Der opstod jo den her storbymagnetisme, så på den måde var det ikke et spørgsmål for mig, om jeg skulle til København.

Da hun i sommeren 2007 flyttede til København, var det ikke, fordi hovedstaden var totalt ukendt land. Både igennem folkeskole- og gymnasietiden var byen et sted, hvor Amalie Laulund Trudsø med jævne mellemrum var kommet.

Men det var mest de klassiske turiststeder, hun kendte og ikke så meget brokvartererne.

- Når jeg tog med veninderne herind, gik vi for det meste fra Nørreport ned til Storkespringvandet, op ad strøget til Hovedbanegården og tog toget hjem.

- Nyboder er sådan et spøjst kvarter. Der er en tekst i bogen, hvor jeg nævner Elsdyrsgade og Delfingade og Vildandegade. Det er sjovt, at der ligger sådan nogle dyregader i det her gamle kvarter, midt i en bydel, som er så pæn og statelig. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Venner og kærester åbnede byen

Det var først, da hun selv fik en base i byen og en omgangskreds, at hun for alvor begyndte at udforske Nørrebro, Frederiksberg og de andre bydele:

- Jeg oplevede meget kraftigt, at det var de folk, jeg mødte, der definerede, hvilke dele af byen jeg lærte at kende, og hvilke minder der kom til at knytte sig hertil. Min færden handlede ikke så meget om, at nu cykler jeg ud og ser på Nørrebro, men snarere noget med, at jeg lærte den del af byen at kende, fordi jeg havde nogle venner eller en kæreste dér.

I 'Koordinater' bliver de andre mennesker, som hovedpersonen møder, alle sammen bare kaldt 'du' – og det har været en vigtig pointe:

- Jeg valgte meget bevidst, at de skulle hedde 'du' for at bevare den der fornemmelse af by-mylder - og samtidig ville jeg gerne have, at det sted, de optræder, faldt lidt sammen med selve mennesket, fortæller hun.

Er snart på vej ud

I dag bor Amalie Laulund Trudsø med sin kæreste og deres lille datter i Valby. Hun startede med at bo på Østerbro, derefter Frederiksberg, så Christianshavn, Vesterbro og Valby.

- Jeg har virkelig lært byen at kende i zoner. Det eneste, jeg mangler, er Nørrebro og Amager. Nu tror jeg, det går den anden vej, siger hun.

Mens nogle af hendes jævnaldrende venner med børn gerne vil blive midt i byen, så er drømmen for Amalie Laulund Trudsø at flytte helt ud af byen på et tidspunkt, måske om et par år:

- Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle herind - men også, at jeg skulle ud igen. Det er jeg alligevel selv opvokset så meget ved skov og strand og ude i naturen til. Vi har fået en have nu i Valby, men det er også tydeligt for mig, at mere vil have mere.

- I 8. klasse skrev jeg en novelle, som hed 'Pigerne fra Nyboder'. Den handlede om noget med, at de skulle til bal i anledning af åbningen af Rundetårn. Jeg har altid syntes, at pigeliv i gamle dage var helt fantastisk og har dyrket det vildt meget. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Fandt sin identitet i byen

Faktisk kan hun se, at flytningen til et villakvarter Valby allerede er lidt et skridt i retning ud ad byen, selvom hun stadig er tæt på bylivet.

- Det er allerede noget helt andet end ti minutter væk ved Enghave Plads på Vesterbro, hvor vi boede før.

Hun kan godt allerede føle sig lidt nostalgisk ved tanken om, at ungdomsårene i København, som hun kalder 'symbolet på sine studieår', nu ligger bag hende.

- At den tid er gået, synes jeg er underligt, fordi det virkelig står for mig som dér, livet begyndte. Det var på studiet, jeg fandt min identitet og debuterede som forfatter. Jeg har altid skrevet, så det her med at føle, at jeg blev mig selv, dét har byen jo givet mig.

- Jeg er sikker på, at når jeg flytter ud, kommer jeg til at have et voldsomt nostalgisk forhold til København. Der må gerne være et par stykker, der bliver herinde, så jeg kan tage ind til byen og besøge dem og få lidt af bylivet. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Amalie Laulund Trudsø

  • Født i 1988.

  • Uddannet cand. mag i dansk og retorik fra Københavns Universitet.

  • Debuterede som forfatter med 'Koordinater' i 2013.

  • Udgav i 2016 romanen 'Sommerhus'.

  • Arbejder deltid som gymnasielærer i dansk.