Der går et minuts tid, før Kim Leine dukker op bag fordørens glasrude. Vi når ellers lige at tænke, at han har glemt aftalen, for der ser mørkt ud i det nybyggede rækkehus.
Men det har han ikke. Han skal bare lige ned fra sit arbejdsværelse på husets anden sal, hvor han hver dag sidder og skriver mellem klokken 7.30 og 15.
Sin 'borgerlige ramme' kalder Kim Leine det strukturerede familie- og arbejdsliv, som han i dag lever med sin anden kone og deres to børn, her i Ørestad i København.
Her har han fundet den ro til at skrive, som han har måttet lede længe efter.
- Jeg lavede en kontrakt med mig selv, da jeg var i tyverne: Hvis jeg ikke debuterer, inden jeg er 40 år, så begår jeg selvmord. Jeg ville bare være forfatter, fortæller han, da vi sidder i hans arbejdsværelse, omgivet af de mange stopfulde bogreoler.
Tag med kronprins Frederik på besøg hos Kim Leine i videoen her.
Der gik også lidt længere tid end de 40 runde år, men heldigvis holdt Kim Leine ikke sit drabelige løfte til sig selv; han var 45 år, da han i 2007 debuterede med den selvbiografiske 'Kalak'.
Siden er det blevet til syv romaner, tre børnebøger og flere store litteraturpriser – senest Kronprinsparrets Kulturpris, som han modtog lørdag aften.
I mange år lignede Kim Leine ikke en mand, der en dag ville ende som prisbelønnet forfatter. Han skulle først igennem en vild og bemærkelsesværdig rejse med stofmisbrug og seksuelle udskejelser, som bragte ham fra Norge til Danmark og videre til Grønland.
Ønsket om at finde en ny identitet var drivkraften.
- Ankomsten indeholder et tilbud om en ny identitet. Du kommer til et nyt sted, hvor du måske kan blive et nyt menneske. Det synes jeg er spændende, og jeg har gerne villet skifte identitet ved at flytte et andet sted hen, siger Kim Leine.
Telemark-København, 1961-78
Kim Leines fascinationen af bøgernes verden og lysten til at skrive opstod allerede i barndommen, i den lille norske bygd i Telemark, hvor han voksede op med sin mor, der var Jehovas Vidne. Religionen prægede i mange år hans opfattelse af det at skrive.
- Jeg følte skam over at skrive - fordi det var noget med at tro, man er noget. Hos Jehovas Vidner bliver man opdraget til at undertrykke sine egne behov til fordel for organisationen. Det er den, man skal tjene, siger han og fortæller om en episode i barndommen, hvor en lærer læste en af hans noveller højt for klassen.
- Det var helt forfærdeligt. Det satte min skrivning i stå i flere år. Jeg følte helt vanvittig skam over det, siger han og griner af episoden.
Nogle år senere, i 1978, da Kim Leine er 16 år gammel, flygter han fra den norske bygd, fra Jehovas Vidner og den dåb, han snart forventes at gennemføre. Han bruger de få hundrede norske kroner, han har sparet op, på en billet til København. Her opsøger han sin far på Østerbro.
- Jeg kom fra en tilstand af dobbeltisolation, kan du sige. Den her lille bygd, og så indkapslet i den en Jehovas Vidner-menighed, siger han og fortæller om en af de store livsomvæltende oplevelser, han tidligt havde i København.
- En dag vandrede jeg ind i en kvindefestival i Fælledparken, hvor jeg pludselig var omgivet af 30.000 nøgne kvinder. Dér tænkte jeg: 'Wow, nu bliver jeg nødt til at smide alt væk, jeg har lært'.
Livet i Danmark er det første år præget af farens seksuelle misbrug, som Kim Leine også beskriver i sin debutroman. Det tager ham et års tid at indse, at farens handlinger ikke er okay.
- Man er sårbar, når man kommer fra en lukket sekt. De havde deres regelsæt, som jeg havde været nødt til at smide overbord. Så måtte jeg nyorientere mig. Og så sagde jeg nej til min far, fortæller han på en konstaterende måde, så man ikke er i tvivl om, at det er lykkes ham at skabe en vis distance til historien.
København-Nuuk-Østgrønland-Langeland-Østgrønland, 1989-2000
Kim Leine uddanner sig til sygeplejerske i København, møder en dansk kvinde og får to børn.
I 1989 flytter familien til Nuuk i Grønland, hvor han skal arbejde som sygeplejerske.
- Mit projekt var at blive grønlænder, og det gjorde jeg på alle mulige måder. Jeg lærte sproget ret godt, siger han og fortæller, at det faktisk lykkedes ham at blive accepteret i det grønlandske samfund.
Den varme modtagelse ender dog med at kamme over i det, Kim Leine selv kalder en 'erotisk lykkerus'.
- Jeg væltede rundt i Nuuk og havde et utal af kærester og korte forbindelser alle mulige steder, mens jeg stadig var gift og havde to børn derhjemme.
- Det udviklede sig til seksuel afhængighed. Men det var også vidunderligt - det føltes som en slags hævn over min far og den incest. Men det var også forfærdeligt, fordi det ødelagde forholdet til min kone, selvom hun var meget tålmodig, siger han.
Efter tre år med dobbeltliv i Nuuk, flytter familien til Østgrønland, hvor de lever et stille og roligt familieliv, fortæller han. Kim Leine får arbejde som stationssygeplejerske og begynder samtidig at skrive.
Efter nogle år flytter de tilbage til Danmark, til Langeland, så børnene kan få en bedre skolegang og udforske deres danske identitet.
Kim Leine drømmer stadig om at blive forfatter, men han kan ikke tænke på andet end Grønland og må tilbage.
Han begynder med egne ord at 'pendle' til Grønland for at arbejde i den samme østgrønlandske bygd – men de to verdener er svære at kombinere.
- De to steder, Danmark og en bygd i Grønland, de er så forskellige, at de kan ikke eksistere i ens hoved på samme tid. Og så bliver man nødt til at vælge. Og der valgte jeg Grønland, men det var et svært valg. Samtidig fravalgte jeg børnene, og det havde jeg det forfærdeligt med, fortæller Kim Leine, som i 2000 bliver skilt fra sin kone.
Østgrønland-København-Østgrønland, 2001-04
I efteråret 2001 får Kim Leine et nervesammenbrud. Han lider af angst og depression, som leder til selvmedicinering.
- Jeg kan huske den første portion af kodein (smertestillende, red.), jeg tog. Jeg sad på min sofa i Grønland og så i fjernsynet en flyver flyve ind i World Trade Center. Jeg tænkte: 'Hold da kæft, nu går verden ned med flaget, og jeg går ned med flaget. Det passer perfekt'.
Den oplevelse bliver begyndelsen på en længevarende jagt på den lykkefølelse, han følte første gang, han tog kodein. Misbruget tager til, udvikler sig til morfinindsprøjtninger og kulminerer i 2004 med en indlæggelse på Rigshospitalets psykiatriske afdeling.
- Jeg længtes efter at tage hul på bylden, det med min far. Nu havde jeg chancen, men der var ligesom ikke nogen interesse fra hans side. Det var en skuffelse, fortæller Kim Leine, som efter tre måneder er tilbage i Grønland, hvor han hurtigt ender samme sted: I et heftigt morfinmisbrug.
- Jeg havde ikke fået bearbejdet eller forstået mit problem. Og så skete det samme, bare i tredobbelt hastighed. Det endte med, at jeg efterlod nogle blodige sprøjter på personaletoilettet på afdelingen.
Østgrønland-Telemark-København, 2004-07
Kim Leine bliver bortvist fra sin arbejdsplads og rejser endnu en gang fra Grønland. Men denne gang er det med kurs mod barndommens bygd i Norge og sit gamle drengeværelse.
Her begynder han at skrive på det, der ender med at blive debutromanen 'Kalak', navngivet efter det øge-/kælenavn, han havde fået af grønlænderne.
- Jeg kunne mærke, at nu... nu dur det. Der var hul igennem til en ny nerve, en ægthed. Der stod noget på spil, som ikke havde gjort det før, siger Kim Leine, som skrev romanen færdig i et kælderlokale på Langeland, tæt på ekskonen og de to børn.
For at kunne skrive romanen hentede han en væsentlig erfaring fra sine år som sygeplejerske.
- Jeg tog det, jeg kalder 'det kolde øje' med ind i skrivningen. Som sygeplejerske er man jo nødt til at konfrontere det værste og være en søjle af ro, kølighed og nøgternhed. Det er et godt billede på at arbejde som forfatter, for der må man også konfrontere det værste, uden at vige bort, siger han og tilføjer:
- Det var en kæmpe befrielse at skrive 'Kalak', for jeg objektiviserede det, der var mit liv, de ting, jeg følte skam og vrede over. Så var det som om, det fordampede, og jeg tænkte, nå ja, det skete. Nu må jeg komme videre med mit liv.
I januar 2007 udkommer 'Kalak' på forlaget Gyldendal, og med den ved Kim Leine, at han er færdig med det selvbiografiske stof:
- Det var ikke dér, jeg ville være, i det der lille mørke rum, hvor man skriver flere tusinde sider om sig selv. Så er det bedre at vende den anden vej, for så åbner verden sig eksponentielt, og du kan skrive om hvad som helst, siger han.
Ørestad, 2018
Siden 2007 har Kim Leine skrevet syv romaner og tre børnebøger, flere af dem historiske romaner med Grønland som omdrejningspunkt.
Selvom han har vundet flere priser og har et godt forhold til mange forfatterkollegaer, så har hans sene debut og blandede nationalidentitet gjort, at han står lidt udenfor.
- Jeg kom vaklende ind fra vildmarken og snublede ind i dansk litteratur. Og det er sådan, det skal være for mig, tror jeg. Følelsen af ikke at høre til kan være meget frugtbar som forfatter.
En anden frugtbar følelse, fortæller Kim Leine, er den angst, som han stadig lever med. Angsten for ikke at være god nok.
- Angsten er også ens ven, når man er forfatter. Det er den, der giver nerve til det, man laver. Angsten er den vigtigste drivkraft, den har en vældig energi i sig, siger han.
Men her i sin 'borgerlige ramme', Ørestad-rækkehuset med kone, børn og faste arbejdstider, kan han med sindsro sige, at identitetsjagten er indstillet:
- Min rastløshed er oppe i min hjerne nu. Jeg skriver måske ti sider om dagen, og der får jeg den der energi ud, der er oppe i hovedet. Og som jeg tidligere har forvaltet på destruktiv vis.
- Nu er jeg ligeglad med, hvem jeg er. Når man bliver over 50, kan man godt tillade sig at sige 'skid hul i det'.