Succesen overgik alles forventninger, da DR's Koncerthus i dag bød indenfor til DR Frit Spil, hvor alle slags spil blev hyldet af spilentusiaster i alle aldre og arter.
Køen af ventende gæster snoede sig rundt om DR Byen, og det anslås, at omkring 2.000 spilinteresserede danskere - og et par enkelte magiske væsner - lagde vejen forbi studie 2 og 3, hvor spilmanien blev sluppet fri i selskab med blandt andre P3's Sara Frost og Troldspejlets Jakob Stegelmann.
Til DR Frit Spil kunne de mange gæster blandt andet opleve en særlig liveudgave af Troldspejlet, deltage i den store Mario Kart-turnering, prøve de allernyeste, danske brætspil under kyndig vejledning fra en spilmester, spille mod en af verdens bedste counterstrikere, opleve det spektakulære cosplayshow og meget, meget mere.
Se billederne fra dagen i galleriet herover.