Den amerikanske sangerinde Ariana Grande er tilbage i Manchester.
Popidolet har blandt andet besøgt et børnehospital, hvor nogle af de mange kvæstede børn er indlagt efter en bombeeksplosion kort efter Grandes koncert i Manchester i sidste uge. 22 mennesker livet og over 100 blev såret.
Faren til en af de mange fans, der fortsat er indlagt, er meget begejstret for, at popstjernen lagde vejen forbi hospitalet.
- Det her betyder mere for os, end alle de fantastiske ting, folk har gjort i løbet af ugen. Jeg har aldrig set Jaden så lykkelig, skriver Peter Mann på Facebook.
Peter Mann har delt et billede på Twitter, hvor hans datter Jaden Farrel Mann møder sit store idol:
https://twitter.com/peter709630/status/870727781235257344
Udover Ariana Grande har også den britiske dronning Elizabeth og prins William været forbi og besøge ofrene på hospitalet, skriver BBC.
Gratis billetter til mange koncertgængere
Ariana Grande er et af de store musiknavne, der i morgen spiller til støttekoncerten One Love Manchester. Robbie Williams, Justin Bieber, Katy Perry, Coldplay, Take That, Miley Cyrus, Usher og Black Eyed Peas er blandt dem, som også er på programmet.
Al overskuddet fra koncerten går til en fond, der støtter ofrenes familier.
En af dem, der skal med til koncerten, er Laura Price og hendes 10-årige fætter. De var begge med til Grandes koncert i Manchester Arena i sidste uge.
Laura Price fortæller BBC, at hun glæder sig til at tage sin fætter med til koncerten i morgen:
- Terrorister vil stoppe den måde, du lever dit liv på. Og det bedste vi kan gøre er at samle os og kæmpe os igennem det, siger hun.
Ligesom resten af det publikum, som var til stede under koncerten i sidste uge, har Laura Price og hendes fætter fået gratis billetter til koncerten.
Vil snyde sig til gratis billetter
Løftet om de gratis billetter til de personer, som var til stede under Ariana Grandes koncert i Manchester Arena, har imidlertid skabt problemer.
Op mod 10.000 mennesker har nemlig påstået, at de var til koncerten – uden hold i virkeligheden.
Ifølge Washington Post blev billetterne til støttekoncerten ved Old Trafford i morgen sat til salg i torsdags. Senere på dagen oplyste Ticketmaster, som stod for billetsalget, at mere end 25.000 mennesker havde søgt om de gratis billetter, som skulle tildeles de personer, der var til stede under angrebet i Manchester Arena.
Men kun omkring 14.000 mennesker var til stede under koncerten i Manchester Arena, og derfor har over 10.000 mennesker altså fejlagtigt påstået at have været til den koncert.
Udover de omkring 14.000 billetter, som var tiltænkt publikummet fra Manchester Arena-koncerten, er 35.000 øvrige billetter sat til salg til støttekoncerten ved Old Trafford. Disse billetter blev udsolgt på 20 minutter, og ifølge BBC er mange af billetterne nu sat ulovligt til salg til skyhøje priser på eBay.
Der vil være plads til omkring 50.000 mennesker ved støttekoncerten ved Old Trafford i morgen aften.
Sagen kort
- •
Omkring klokken 22.30 mandag den 22. maj detonerede en gerningsmand en sprængladning i foyeren til Manchester Arena.
- •
Eksplosionen fandt sted få minutter efter afslutningen af en koncert med den amerikanske sanger Ariana Grande.
- •
På spillestedet, som ligger i det centrale Manchester befandt sig tusindvis af koncertgæster, hvoraf mange hvor børn og teenagere.
- •
22 personer blev dræbt og 59 såret - mange af dem kritisk.