Udadtil er Yosef en helt ordinær fyr.
Han bor med sin far, mor og søster i udkanten af København, arbejder i et træningscenter og gør ellers ikke meget væsen af sig.
Men han bærer på en hemmelighed, der langsomt men sikkert suger al ilten ud af hans liv. Yosef er nemlig homoseksuel.
Det harmonerer ikke med hans familie, hvor stolthed betyder alt, og hvor det handler om at præsentere sig selv som en perfekt familie udadtil. Og hvor Yosef måske ikke engang kan føle sig sikker på at beholde sin familie, hvis hans hemmelighed skulle slippe ud.
Yosef er hovedkarakteren i DR3's nye fiktionsserie 'Om natten lyver jeg aldrig', og han er samtidig Arash Mosaddeghs første rolle som skuespiller.
Og selvom Arash Mosaddegh ikke har kæmpet med sin seksualitet ligesom sin karakter, så kender den 23-årige skuespiller godt følelsen af ikke at kunne stå 100 procent ved sig selv.
- Jeg er vokset op i et ghettoområde på Amager, indtil jeg var 15, hvor jeg gerne ville være en af de seje drenge. Jeg var ung og naiv, så jeg lavede rav i den og endte tit i ballade. Og hvis ikke jeg lavede ballade, fik jeg tæsk af dem, der gjorde, siger han og fortsætter:
- De forstod ikke, hvorfor jeg synes, det var sjovt at stå på en scene. Så jeg blev tit kaldt homo eller svans og blev slået ned.
Turde ikke afsløre sin drøm
Siden Arash Mosaddegh var ganske ung, har scenen trukket i skuespiltalentet.
På fritidshjemmet lavede han ugentlige danseshows, ligesom han også spillede med i skolens musicals.
- Jeg synes, det var så fedt. Og det var også det eneste tidspunkt, lærerne ikke sagde, jeg gjorde noget forkert. Jeg var altid så stolt og tilfreds bagefter. Men det sagde jeg ikke højt, siger Arash Mosaddegh og fortsætter:
- Det var en befrielse, at jeg kunne være, hvem jeg ville oppe på scenen, og så gå ned og være mig selv bagefter. Det fangede mig helt vildt.
Men det var ikke før, familien rykkede fra Amager til Greve, og Arash Mosaddegh begyndte i gymnasiet, at han turde være ærlig over for omverdenen om, at han dengang som nu drømmer om et langt liv som skuespiller.
Han havde aldrig hørt om Den Danske Scenekunstskole, så da han en dag overhørte en pige på gymnasiet sige, at hun ville søge ind, slog han ørerne ud.
- Jeg troede bare, man gik til en masse castings og fik nogle af rollerne, og så var man skuespiller, griner han og fortsætter:
- Men jeg fik øjnene op for, at det faktisk ikke var unormalt at ville spille skuespil.
Det gjorde hans venner dog ikke. De drillede ham, da han meldte sig til gymnasiets årlige musical.
- Jeg sagde, de skulle komme og se mig, og hvis jeg var dårlig, måtte de sige, hvad de ville. Men hvis jeg var god, skulle de lukke. Og de endte jo bagefter med at være sådan "fair nok, vi siger ikke mere".
Mange ligheder med sin karakter
Arash Mosaddegh gik på højskole, da han fik rollen som Yosef i den aktuelle DR3-serie. Og som han siger, så er det "et rigtig godt sted at lære homoseksuelle at kende".
Han interviewede flere af sine homoseksuelle højskolekammerater for at få en forståelse for deres historie og de tanker, der fylder, når man skal tage sig mod til at springe ud.
- Jeg havde aldrig kunnet se mig selv spille en homoseksuel. Men det kan jeg sagtens nu, siger han og fortsætter:
- Jeg kunne jo se, hvor meget mig og Yosef mindede om hinanden. Han har enormt mange komplekser, og jeg har også haft nogle af de samme i forhold til, hvad jeg ville med mit liv, hvad folk ville sige til det, hvilke konsekvenser det ville få, om folk ville grine ad mig. Alt det der.
- Og jeg tror egentlig, der er mange danskere med anden etnisk baggrund, der har de her komplekser, hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre med os selv, fordi vi føler, vi skal leve op til en bestemt idé, vores forældre har.
Ud over sine homoseksuelle højskolevenner sparrede Arash Mosaddegh også med sin medspiller og ven Arian Kashef, som tidligere på året spillede den homoseksuelle Jamal i DR1-serien 'Når støvet har lagt sig'.
I 'Om natten lyver jeg aldrig' spiller Arian Kashef imidlertid Yosefs hårdkogte fætter, der for alt i verden ikke må kende til Yosefs hemmelighed.
- Mig og Arian kender faktisk hinanden fra way back. Vores forældre var venner, så vi tilbragte en del tid sammen dengang. Men vi kunne ikke lide hinanden. Vi slog hinanden med pinde, griner Arash Mosaddegh og fortsætter:
- Men han havde faktisk anbefalet mig at gå til casting på serien, så da han hørte, jeg havde fået rollen, ringede han og sendte mig en masse ting, jeg skulle læse og se, som han selv havde brugt, da han forberedte sig på at spille Jamal. Og man kan også se, hvordan begge karakterer både snakker lysere og går anderledes, end mig og Arian gør i virkeligheden.
Vil ind på skuespillerskolen
Rollen som Yosef er altså Arash Mosaddeghs første på andet end en scene.
Den talentfulde skuespiller er dog nået til sidste runde ved optagelsesprøverne på Den Danske Scenekunstskole hele fire gange.
Men Arash Mosaddegh er altså endt med at lande en tv-hovedrolle, inden han overhovedet er kommet ind på sin drømmeuddannelse.
- Jeg kunne ikke styre min begejstring, da jeg fik at vide, jeg havde fået rollen.
- Jeg fældede også en lille tåre. Det var jo min drøm der gik i opfyldelse: Jeg fik min egen tv-serie! Det var så surrealistisk. Jeg følte, jeg var på månen.
Og nu er kursen så ellers endnu engang sat mod Den Danske Scenekunstskole, hvor Arash Mosaddegh håber på at kunne gå i dybden med sit fag, hvis han kommer ind.
- Da vi optog serien, var der meget, som føltes rigtigt. Uden at jeg egentlig vidste, om det var rigtigt. Så jeg vil gerne ind på skuespillerskolen og blive dygtigere.