Nu kan hele Danmark se Anna-Carolines Bonde Fosmarks bryster.
For hun er med i dette års udgave af DR1-programmet 'Danmarks bedste portrætmaler', og i forbindelse med programmet skulle samtlige deltagere male et selvportræt. Og her valgte 22-årige Anna-Caroline Bonde Fosmark altså at afbillede sig selv uden en trevl på overkroppen.
- Det stod klart fra starten, at jeg ville portrættere den naturlige side af mig selv, fordi mit forhold til naturen fylder meget i mit liv, siger Anna-Caroline Bonde Fosmark.
Et valg, som 'Danmarks bedste portrætmaler'-dommeren Jesper Elg tager hatten af for.
- Jeg synes, det står ret stærkt. På en måde er det lidt radikalt at vælge at sende sådan et selvportræt ind til os. Jeg synes, det er modigt, sagde Elg blandt andet i programmet.
Det var egentlig ikke, fordi portrættet gav Fosmark sommerfugle i maven. Men hun begyndte alligevel at blive nervøs over sit valg, da hun hørte sine venner og bekendtes reaktioner.
- Der er flere, der har sagt: "Du får fucking mange dickpics af det der", siger hun.
Men det var ikke ligefrem det, der var intentionen. Tværtimod, for som Anna-Caroline Bonde Fosmark slår fast:
- Det gider jeg bare overhovedet ikke at have. Det er ikke en invitation, siger hun og tilføjer:
- Jeg har tænkt meget over, hvad konsekvenserne bliver.
Vi har mødt den unge portrætmaler til et interview om nøgenhed, maleri og cykling (men mest nøgenhed).