Anmeldere dybt uenige: Björk får en og seks stjerner

Björk fik alt fra en til seks stjerner for sin koncert søndag aften på Orange Scene.

Björk fik alt fra en til seks stjerner for sin koncert søndag aften på Orange Scene på årets Roskilde Festival. (Foto: © Malte Kristiansen/Scanpix, Scanpix)

Når Björk mandag slår op i aviserne, skal hun vælge sit læsestof med omhu, hvis hun vil læse positive ord om Roskilde Festivals afslutningskoncert på Orange Scene søndag aften.

Anmelderne er nemlig dybt uenige om hvor godt den islandske sangfugl klarede det.

Med overskriften "Totalt fejlplaceret Björk" skal sangerinden med sikkerhed holde sig fra BT. En stjerne giver BT's Jan Eriksen, der kritiserer valget af Björk som den, der skulle lukke og slukke søndag aften.

- Som afrunding af en i øvrigt vellykket festival er det altså bare rabundus Roskilde, lyder det fra anmelderen, som tydeligvis ikke er stor fan af sangerinden.

Björk er rosenkål

- Det er med Björks stemme som med stuvet rosenkål. Enten elsker man den - eller også holder man sig i en respektfuld afstand. Jeg hører til de sidste.

Helt i den modsatte ende af skalaen ligger musikmagasinet Gaffa, som giver fuld valuta for afslutningskoncerten. Seks ud af seks stjerner fra Gaffas anmelder Esbens Strunk, som mener Björks optræden overgik lørdagens koncert med Bruce Springsteen.

- Med en fuldstændigt hypnotisk præstation bliver det helt paradoksalt Björks stærkt excentriske performancekunst snarere end Bruces bredt appellerende rockmusik, som for alvor vælter Orange Scene og indskriver sig i festival-mytologien i år, lyder det.

Duer ikke som afslutning

Midt mellem de to yderpunkter ligger Politiken, der kalder det en både fachinerende og frustrerende koncert.

- De ofte meget afdæmpede sange havde det ikke ubetinget let på Orange Scene, og som storslået afslutningskoncert fremstod Björks hårdnakkede, biologiprojekt desværre en smule ekskluderende, lyder det fra Politikens anmelder der giver tre stjerner.

Jyllands-Postens anmelder Anders Houmøller Thomsen beskriver hvordan publikum begyndte at sive væk midtvejs i koncerten, som han kalder et antiklimaks.

- Det var rent antiklimaks på festivalen, og man skulle være fan for at holde ud – og stadig holde lidt med Björk, der endda tog sig ufrivilligt komisk ud med sin kæmpe røde paryk og klodsede alien-kjole, skriver anmelderen, der giver Björk to stjerner.

  • Publikum var klar foran Orange Scene, da Björk gik på kl. 22 søndag aften. (Foto: © Torben Christensen, Scanpix)
  • Björk lukkede og slukkede Orange Scene. (Foto: © Malte Kristiansen, Scanpix)
  • (Foto: © Malte Kristiansen, Scanpix)
  • Koncerten i fuld gang. (Foto: © Torben Christensen, Scanpix)
  • Den islandske sangerinde Björk. (Foto: © Malte Kristiansen, Scanpix)
  • (Foto: © Malte Kristiansen, Scanpix)
  • Björk er gået af scenen, mørket er faldet på pg Roskilde Festival 2012 er slut efter en uge med musik, fest, sol og ikke mindst regn. (Foto: © Torben Christensen, Scanpix)
1 / 7