Andrea vandt Bagedysten for to år siden - og så droppede hun jobbet

Efter 'Den store bagedyst' har Andrea Søllesteds liv taget en ny, sød drejning.

(Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, DR)

Hendes børn var hurtige til at afskrive hendes muligheder for at vinde noget som helst.

Men Andrea Søllested skulle vise dem, hvor grueligt fejl de tog.

Således kunne hun efter ni programmer kalde sig vinder af 'Den store bagedyst' i 2017. Og hun har ikke set sig tilbage siden.

- Det var uvirkeligt. Det var, som om man ikke var der, men bare svævede lidt oven over det. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle vinde. Den tanke havde aldrig været i mit hoved.

Se den rørende finale, hvor Andrea Søllested blev udråbt som vinder af 'Den store bagedyst'.

Som vinder af 'Den store bagedyst' skulle den selvstændige teaterskrædder og kostumedesigner fra den ene dag til den anden omstille sig til at være et kendt ansigt, samtidig med at hun skulle finde sine ben i en karriere, der med ét var forandret.

- Det føltes lidt som at løbe ned ad bakke. Hvis jeg prøvede at stoppe, ville jeg falde. Folk hev i mig fra alle leder og kanter, og jeg skulle kæmpe lidt for at holde næsen oven vande, siger hun.

Pludselig stod Andrea Søllested til et bage-event i Nordjylland den ene dag og på Sydlolland til et andet arrangement den næste.

Den store opmærksomhed gjorde også, at dessertdronningen i et kort sekund nåede at frygte, at det var slut med at gå uden makeup, hvis hun lige skulle hen efter en liter mælk.

Men Andrea Søllsted var hurtig til at feje bekymringerne af banen.

- Jeg traf en beslutning om at være ligeglad og fortsætte med at gå til bageren med morgenhår og joggingbukser. Jeg ser ud, som jeg gør, og det er ligegyldigt, om folk tænker, at man ikke ser ud, som man gjorde på tv, siger hun.

Sidst, vi så Andrea Søllested i 'Den store bagedyst'-sammenhæng, var i 'Den store jule- og nytårsbagedyst' sidste år, hvor hun dannede par med sin medfinalist fra 2017-sæsonen, Jesper Søvndal. (Foto: © Carsten Mol, DR)

Blev optaget på chokolatier-uddannelsen

Sejren i 'Den store bagedyst' affødte også en række bagejobs, som Andrea Søllested måtte kaste sig over, og der gik ikke længe, før den mangeårige teaterskrædder dedikerede sig fuldkommen til kagerne.

Men på trods af al den læring, hun havde suget til sig under 'Den store bagedyst', kunne hun godt mærke, at hun manglede teknisk viden. Og det var nær ved at sætte en stopper for lysten til at lave kager.

- Der skulle brændstof på tanken. Jeg blev ved med at løbe panden mod muren, fordi jeg var stagneret rent teknisk. Der var idéer, jeg ikke kunne udføre, fordi jeg simpelthen manglede evnerne, siger Andrea Søllested og fortsætter:

- Jeg kunne kun opretholde passionen, hvis der skete en udvikling.

Derfor tog hun en drastisk beslutning og søgte ind på chocolatier-uddannelsen.

- Det var hårdt. Det er jo en efteruddannelse, som er møntet på mennesker, der er udddannede konditorer eller kokke, fortæller Andrea Søllested.

Men hun hang i og brugte det følgende halve år på at nørde chokolade helt ned på kemisk niveau.

Og for første gang i mange år havde den i dag 52-årige Andrea Søllested reelle lektier for.

- Det var fedt at være i miljø, hvor man havde så meget fokus på læring uden konkurrenceelementet.

På chokolatier-uddannelsen lavede Andrea Søllested dette teaterinspirerede showpiece med Romeo og Julie på balkonen, Jeppe på bjerget med sine arbejdsredskaber og drikkedunk og på modsatte side Carmen med vifte og en rød rose. (© PRIVATFOTO)

Konditor på fuldtid

De mange nye færdigheder fra uddannelsen som chokolatier har betydet, at Andrea Søllested i dag lever af at bage storslåede kager.

Livet som teaterskrædder er skiftet ud med tilværelsen som konditor på højt niveau.

Men skiftet fra kjoler til kager har rent praktisk ikke været livsomstyrtende for Andrea Søllested.

- Jeg er heldigvis ikke gået fra et job med pensionsordning. Jeg har altid været selvstændig, og jeg har de samme momsnumre og sidder stadig med halvårsregnskaber og går til kundemøder, siger hun og forsætter:

- Jeg har 20 års erfaring i at tænke en opgave, udregne en pris, sende et tilbud og levere. Uaset hvad mit produkt er.

Hun har været vant til at drive sin virksomhed som teaterskrædder, kostumedesigner og sågar illustrator fra hjemmet i Næstved.

Men med sin nye titel som chokolatier måtte hun ud at finde et nyt kreativt værksted.

- Når man sælger sine fødevarer, som jeg gør det, så går det ikke, at man laver dem hjemme i sit eget køkken, lyder det fra Andrea Søllested, der nu bruger mange af sine dage i et industrikøkken, hvor hun producerer sine overdådige kager.

Det er i industrikøkkenet, magien sker, når Andrea Søllested kaster sig ud i sine vilde kagekreationer. (© PRIVATFOTO)

'Gå efter de kortsigtede mål'

For Andrea Søllested er det ikke nødvendigvis så vigtigt, hvad hun laver, så længe hun får lov til at udfolde sig kreativt.

Om det så er i et industrikøkken, i systuen i hjemmet eller i en tredje kreativ ramme.

- Hvis jeg havde udsigt til at blive 250 år gammel, så havde jeg taget talrige håndværksuddannelser. Jeg var blevet skrædder, konditor, keramiker, kobbersmed, stenhugger, instrumentbygger og møbelsnedker. Jeg elsker lækkert håndværk, siger hun og opfordrer andre til at forfølge deres passion.

- Jeg advokerer for forfølgelsen af kortsigtede mål. Gør det, der giver mening nu. For du aner ikke, hvad fremtiden bringer, siger hun.

Visheden om, at der ikke er uanede mænger af tid, er da netop også noget af det, der driver Andrea Søllesteds kreative flamme. Sammen med en ukuelig lyst til at bruge sine hænder.

- Jeg har en enorm skabertrang, som aldrig stopper. Det er en idérigdom, som aldrig svigter. De står i kø. Ting, jeg har lyst til skal komme ud af mine hænder. Det, jeg mangler, er tid. Og nogle gange evner til at lave det.

Der var frit valg på temahylden, da Andrea Søllested for nylig blev bedt om at lave et showpiece til et chokolade-event. Og så faldt valget altså på et 'Harry Potter'-inspireret værk. (© PRIVATFOTO)

Andreas egne favoritter fra 'Den store bagedyst'

Glaze-kage: Jeg havde ikke ret meget rutine i at arbejde med glaze, men det lykkedes mig at levere et resultat, der var bedre, end jeg havde turde håbe på.

Tipi-kage: Kagen var en enkel men sjov ide, og det var første gang jeg prøvede at male på en kage.

Gåsebryst: Det var en nyfortolkning af en klassiker, som smagte vanvittigt godt! Og så stod de knivskarpt, ligesom jeg havde håbet på.